Anmeldelse af: Natjager – Hvordan vi lærte at svæve.
Udgives: 14. februar 2020 via Black Cheese Records.
På deres fuldlængdedebut lader Natjager endelig til at have fundet sig helt til rette i deres eget univers, mens teenageoprøret ulmer i forstæderne.
Mit barndomshjem var en helt almindelig lejlighed på tredje sal i et typisk slut-60’erbetonbyggeri Brøndby. Det var dér, jeg lærte at cykle, brugte timevis på de sjældent vedligeholdte fodboldplæner, oplevede min første forelskelse, mine forældres skilsmisse, kolde vintre, varme somre, grå facader, grønne områder – lyserødt retrospektiv. For selvom langt de fleste af både barn- og ungdomsårene i bakspejlet gennemsyres af en beroligende tryghed og vis nostalgisk charme, var jeg – som så mange andre både før og sidenhen – omvendt heller ikke det mindste i tvivl om, at jeg bare overhovedet ikke kunne vente med at komme væk derfra, lige så snart jeg fyldte 16.
På samme måde er det både den brændende trang til flugt og det (mestendels) rosenrøde afsavn til minderne, som Natjagers første fuldlængdeplade, Hvordan vi lærte at svæve, dyrker underneden det, der først og fremmest er et helstøbt soundtrack til det evige teenageoprør i forstæderne.
Der er efterhånden gået tre år, siden Natjager brød igennem med deres letgenkendelige og dybt polariserende autotunegimmick, der er blevet behørigt målt og vejet i såvel anmeldelser som utallige internettråde etc. Enten kan man lide det, ellers kan man ikke. Der findes næppe nogen mellemvej, og det er helt fair.
Derfor er der i 2020 heller ikke længere noget banebrydende ved Natjager, og det er på alle måder til de seks københavneres fordel. Nu handler det nemlig i højere grad om, hvordan bandet formår at konsolidere sin plads og berettigelse i et stærkt dansk metalmiljø. Hvordan vi lærte at svæve er så at sige Natjagers lakmusprøve: Holder kompositionerne, når lytterne ikke længere forbavses, forundres (eller forarges, om man vil), og når der for første gang for alvor skal bygges oven på det fundament, der blev lagt på den selvbetitlede debut-EP samt Hvad rejser bringer?
På overfladen er det i hvert fald fortsat den Natjager-klassiske fusionsformel i grænselandet mellem numetal og post-hardcore, der fungerer som primær drivkraft. Og qua den tydelige modningsproces fra debuten og fremefter har bandet fået opbygget et gennemført og genresikkert udtryk, som sjældent overpræsterer, men som omvendt heller aldrig falder igennem. Der er dog heldigvis blevet gjort endnu mere plads til de iskolde synth- og pianoarrangementer, der eksempelvis på den bastante åbner, “Havet findes”, eksemplarisk komplimenterer pladens omsiggribende melankoli.
Dér, hvor man unægteligt ender med at lægge mest fokus, når man hvirvles ind i Natjagers særegne lydunivers, er imidlertid fortsat Jon Kirkhoffs forpustende stream of consciousness-agtige vokalpræstationer. På pladens 43 minutter når han sjælekrængende hele følelsesregistret igennem i et morads af fortvivlelse, selvlede og længselsfuldhed, sideløbende med at han agerer både optimist og pessimist; realist og fantast. Der er noget forfriskende ved hans behandling af det danske sprog, der veksler mellem det sprogblomstrende, som når han flexer sit »ur med flimmerlys indeni« på “Hvem har brug for hvem mest”, og så det karikerede og tilpas kitsch (»Vi ku’ starte et bål / Helt uden ild / Kender nabolaget / Men kan stadig fare vild«) på “Ild”.
Samtidig viser Kirkhoff sig også som bredt spændende kulturconnoisseur med større og mindre referencer til alt lige fra The Flaming Lips, Thomas Vinterbergs It’s All About Love, Michael Strunges Natmaskinen og The Cures “Boys Don’t Cry” til den danske, Oscarvindende kortfilm Helium, C.V. Jørgensens En Stynet Strejfer, Psyched Up Janis samt postrockkongerne Godspeed You! Black Emperors Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven. Derudover er han heller ikke bange for at trække en rød tråd til tidligere indslag i bandets bagkatalog med velplacerede callbacks til “Drøm hårdt” på “Vinterberg” samt til gennembrudssinglen “Tyler Durden” på både “Løb for livet” og det pianodrevne intermezzo “Gadelamperne”.
Natjagers største force er trods alt evnen til at emulere ungdommens ængstelighed og rastløshed parallelt med de himmelråbende omkvæd og buldrende crescendoer. Både “Diamant” og “Ung flugt” emmer af følelsen af udødelighed, drømmene om noget større og flugten fra småborgerligheden – både på egen hånd og sammen med sin eneste ene i et “Born to Run”-scenarie – i teenageårenes uendelige sommernætter. “Ild” er derimod det rebelske oprør mod konformiteten, mens Kirkhoff gentager sit mantra om, at »jeg gjorde alt for at passe ind,« før det hele kulminerer i et af albummets tungere breakdowns. Flottest fremstår alligevel “Hvem har brug for hvem mest”, som bedre end noget andet indslag på pladen formår at løfte lydsiden til egentlig medspiller for Kirkhoff under det, der i sidste ende munder ud i albummets mest radiovenlige bidrag.
For Natjager handler det – som Kirkhoff ikke mindst selv prædiker i sine tekster – selvfølgelig stadig om at være modig og om at turde, men Hvordan vi lærte at svæve viser ikke mindst også et band, der – efter på to EP’er at have testet sine grænser fuldt ud – for første gang lader til selv at have fundet sig ordentligt til rette i sit eget univers. Efter dansk målestok er Natjager dog stadigvæk et unikum, hvor bandet og deres metier fortsat føles ganske oprigtigt og fuldt ud menneskeligt – i takt med at forstadsdrømmene klart og tydeligt ræsonnerer fra betonblokkene og villavejene og ud gennem højtalerne.
