Alice Cooper

Ufokuseret middelmådighed

-

Anmeldelse af: Deterium – “Unmapped Mind” Udgivet 27. august 2021. Selvudgivet.

Deterium er ude med deres debut-EP, som brænder sammen i kraft af sin middelmådighed.

 

Så er der nyt dansk metal på gaden! Det danske metal band Deterium er nemlig på vej med deres debut-EP, Unmapped Mind, og om den titel skal tages som et varsel på, at vi skal opleve noget unikt fra et sind, der ikke just kan skabes et kort over, eller om det såresimpelt er et udtryk for, at man nok skulle have brugt lidt tid på rent faktisk at kortlægge denne EP vil tiden vise. Spoiler alert: vi er ude i sidstnævnte.

Lad os lige hurtigt starte med at tale formater i forbindelse med, hvordan man sender ting til anmeldelse. I gamle dage, og ved ganske særlige tilfælde i dag, modtog en anmelder et fysisk eksemplar, en kopi så at sige, af en plade. Denne havde ikke nødvendigvis cover art og alt det hejs med, men manglede det heller ikke nødvendigvis.
I dag er det naturligvis mere normalt, at man får et link til en hjemmeside, hvor pladen kan downloades, ofte som både WAV-fil og MP3. WAV og FLAC er at foretrække, da dette er ukromprimeret og derved som regel den bedste måde at lytte til musik på. Til tider oplever vi også, at vi blot kan streame en plade, og dette er også tilfældet med Deterium.

Her får vi et link til den populære (af mange gode grunde) hjemmeside Soundcloud. Problemet med dette er dog, at der er reklamer på Soundcloud såfremt, du ikke er abonnent, som i Deteriums tilfælde konsekvent dukker op imellem intro og første nummer. Det er allerede her en meget ærgerlig start og noget, der med bare en lille smule omtanke kunne have været undgået. Det er altså (for at citere en gammel reklame) en ommer, og her må bandet lige gøre det bedre, såfremt at der engang skulle udkomme mere, som ønskes anmeldt. Det her er simpelthen for uprofessionelt.

Unmapped Mind viser sig utroligt hurtigt som en utrolig gennemsnitlig, ja, faktisk nok endda under gennemsnitlig oplevelse for lytteren. På intet tidspunkt bliver man overrasket igennem lytningen af EP’en. Faktisk kan man næsten hele vejen igennem gætte sig frem til nærmest hver eneste skift og hvert eneste anslag. Dette gør sig særligt gældende i introen. Det bliver simpelthen for gennemskueligt og tyndt at lytte til, når man konstant kan forudse næste anslag, næste skift og næste variation.

Det er nemt at høre at Deterium er vilde med Metallica. Særligt kan det høres på vokalen der ofte kører rent Hetfield med masser af ”Yeah” ”Oh weeeeaaarh”. På engelsk findes der et udtryk, der går således: ”imitation is the sincerest form of flattery”. På dansk ville man oversætte dette til: ”imitation er den ærligste form for smiger”.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke tror, at James Hetfield ville være synderligt smigret, hvis han hørte denne EP. I det hele taget prøver den en af de tre stemmer, sangeren prøver på at benytte sig af, som et ret tamt forsøg på at være en bidsk Hetfield.
Den anden af de tre stemmer er klart den værste, og den er desværre også meget prominent igennem pladen. Her er tale om, når det lige skal virke lidt voldsommere, og der skal brøles. Det fungerer på ingen måde og virker egentlig mest af alt tamt og ufokuseret.

Thrash metal bryster sig ellers (og det er langt henad vejen dette, som Deterium forsøger sig i) ofte af at have fede sangere, der rent faktisk ikke rigtigt kan synge eller skråle rent. Hos Deterium fungerer det ikke, og bliver faktisk utroligt hurtigt en hæmsko.
Den sidste af de tre stemmer er den mere rene og egentlig ret specielle vokal. Denne fungerer faktisk utroligt nok rigtigt godt til bandet og bør være noget, de burde kigge mere på. Denne vokal passer rigtigt godt til musikken, når den ikke lige får en god gang Hetfield, hvilket den selvfølgelig også gør, og får dem faktisk til at skille sig lidt ud, samtidig med at den forstærker den kraft, der ligger i musikken. Havde man holdt sig mere til denne vokaltype, havde denne EP formentlig været noget mere interessant og behagelig at lytte til og ville skubbe bandet mere i retning af et band som norske Stonegard.

Musikken er utroligt generisk og formår aldrig rigtigt at overraske igennem EP’ens knap 26 minutter. Der er dog lyspunkter, hvor riffsne spiller ret fedt, som på EP’ens ubestridt mest interessante skæring med det dog ligeledes generiske navn: “Finding My Way”. Dette nummer har sine øjeblikke og har faktisk en nogenlunde opbygning og variation imellem det rene, det tunge og det hurtige. Det er ubestridt det mest ambitiøse nummer på pladen. Generelt er riffsne dog ikke just spændende og bliver hurtigt ensformige og middelmådige powerakkord-skift, der på intet tidspunkt virker synderligt ophidsende. Det er ikke fordi, det er dårligt, men det er bare heller ikke interessant. Der bliver ikke hverken genopfundet den dybe tallerken eller forsøgt at skabe noget nyt.

Ligeledes kan introen noget i alt sin forudsigelighed, omend man her burde have valgt at have den akustiske guitar hele vejen igennem introen.  Dette bringer mig dog videre til valget af produktion, og denne sidder altså bare heller ikke i skabet. Introen er et godt eksempel på, hvordan lydniveauerne er helt hen i vejret. Den akustiske guitar lyder egentlig godt, men så snart de andre instrumenter sætter ind, forsvinder den nærmest totalt i lydbilledet.
Det virker sgu en kende for rodet og ufokuseret. Her kunne man kigge på et band som Depressive Age, der gør lige netop det med at blande akustisk med fed thrash helt abnormt godt. EP’en afsluttes med et akustisk nummer, der falder helt til jorden, særligt når der har været godt gang i resten af pladen. Nummeret er hverken spændende eller særligt veludført, men virker til gengæld som en glimrende dæmper for det i forvejen tynde øl. Denne havde formentlig virket bedre midt på EP’en, eller burde egentlig nok have været helt droppet, for det spiller altså ikke.

Lyden på EP’en lader lytteren stå tilbage med meget at ønske. Guitarlyden er sgu ikke særligt spændende og er kun et enkelt eller to nøk fra at have kunne være på en Red Warzsawa-plade, som bevidst skal lyde skidt. Det er formentlig ikke meningen, at det skal lyde skidt hos Deterium, og det er da heller ikke fordi, det er decideret ringe lyd, men det er heller ikke fordi, den indbyder til, at man vil smække pladen på igen og igen, for den crispe og fede guitarlyd.
Ligeledes ligger bassen mærkeligt i mixet og er faktisk svær at differentiere fra guitaren. Dette kan også skyldes, at den såre simpelt bare følger guitaren og aldrig rigtigt bringer noget nyt til bordet. Trommelyden er faktisk det mest positive i lydbilledet, og selv disse har en tendens til at være lige boomy nok, særligt på stortrommen og gulvtammen bliver det til tider for meget af det gode.

Deterium er ikke dårlige til at spille, de har dog ikke meget at byde på, når det kommer til sangskrivning, hvor EP’en desværre bliver for middelmådig og gennemsnitlig. Der er ikke noget på denne EP, der skinner igennem som et lys i mørket, der er af nye danske debutudgivelser.

Der er rigeligt at skulle arbejde på for bandet, før det bliver mere interessant. Unmapped Mind ender i stedet med at være en forudsigelig og generisk oplevelse, der for mit vedkommende formentlig ikke vil blive lyttet til igen.

REVIEW OVERVIEW

Deterium - Unmapped Mind

Share this article

Recent posts

Fra 8210 til verden

CLIENTS-interview

MONO GOES METAL 2021 – del 2

Sobert brud med de faste rammer

Popular categories