Anmeldelse af: Viborg Metal Festival 2024, Paletten d. 02.03.24
Oven på en nat i Viborgs byliv kræver jeg denne morgen masser af sodavand og en frokost på Latinerly. Derefter er jeg ved at være klar til dag 2.
Foto: Gabriel Rasmussen.
Lørdagen er en dag, hvor flere af de store udenlandske navne spiller. Jeg er lidt i søvnunderskud, men en alkoholfri Brooklyn-øl hjælper lidt på det hele før musikken begynder.
Kill Trip
En omgang hardcore til at vågne på, det virker passende. Kill Trip har udgivet albummet Bury the Sky (2019) og to EP’er Sifting the Ashes EP1 (2022) og Sifting the Ashes EP2 (2023). I november sidste år udkom album nummer to, Sifting the Ashes, der færdiggør konceptet for de 2 EP’er.
Bandet består af Rasmus Justesen (vokal), Thomas Gajhede (guitar), Claus Langkjær (bas) og Karsten Gøeg (trommer). Det er min første koncert med gruppen.
Der er blandet lidt sludge ind i deres lyd og der er rigeligt med bouncy rytmer at ryste håret til. Mikset fungerer ganske godt og jeg kunne godt have ønsket mig at de havde haft længere spilletid. For musikken udvikler sig jo mere man har muligheden for at bemærke detaljerne.
Kill Trip passer ret godt som første indslag, forstået på den måde at det ikke er hverken alt for overvældende brutalt, ej heller søvndryssende.
Det er lige ud af landevejen på mange måder og en god start på dagen. Et nummer som “Standing In Blood” har en skønt midttempo struktur man nemt nikker med på.
Når der inkorporeres ren sang, klæder det numrene godt, mere af det tak. Vil man se mere til bandet, optræder de på første version af Devil Cook Festival i Aalborg til april.
Space Parasites
Det næste indslag kommer fra Tyskland og spiller klassisk Heavy blandet med thrash. De har en EP A Date With Thrash Doctor (2018) og en fuld længde udgivelser Raw and Violent (2019) og The Spellbound Witch (2022) i bagagen.
Danger Diene har en speciel hæs vokal der nok skiller sig ud, men som desværre bliver lettere irriterende at høre på over lang tid. Sangerinden formår dog at have en fest med hat, krone og sværd på scenen. “Death Is Just A Word” og “Children of the Witch” vidner om, at vi er ovre i et klassisk lyrisk univers, hvor fantasy genren er et bærende element.
Det hele bliver dog alt for genkendeligt på den kedelige måde. En af deres sange er så tydeligt Slayer inspireret, at det næsten rammer plagiering. Der er måske rigeligt med soloer og fart på, men det hele mangler en identitet der ikke er baseret på tidligere og bedre bands.
Hellmaze
Jeg så Hellmaze på Richter varme op for Thorium og Crocell i 2023. Det var et show fyldt med smil, og en let glad omgang metal. Musikken er meget melodisk og man er hurtig med på rytmen og tempoet i musikken. Ren dugga-dugga-metal, som deres forsanger selv beskriver det. Det er sandelig noget der løfter stemningen fint i lokalet og “Killing Time” får godt fat i gæsterne.
Det hele er måske lidt ensformigt, men det er dog leveret med så meget kærlighed til genren, at jeg med stor fornøjelse kommer tættere og tættere på scenen. Visse steder minder det mig lidt om Defecto og det er ment som en ros, hvis nogen skulle være i tvivl.
Vokalen veksler fint mellem ren sang og growl, begge stilarter er veludført uden ligefrem at være prangende. Hellmaze får startet lidt pit og skudt et par konfettirør af fra scenen. Lørdagens første wall of death lykkedes det også at sætte i gang. Det var en solid glad fest jeg gerne tager til igen.
Distant
Så for pokker, nu begynder vi at ramme de tunge navne på plakaten. Brutal deathcore skal bringe sveden frem hos os. Sidst jeg så Distant var som opvarmning for Lorna Shore i Amager Bio. Selv med en skadet arm, fik jeg vist bevæget mig lidt til dem i København, skulle det gentage sig i Viborg? En af mine veninder glæder sig meget til koncerten og det er vist grunden til at hun har købt som lørdagsbillet.
Der er vild energi på fra starten og sanger Alan Grnja er en indpisker af rang, der hele tiden gør en dyd ud af at hype publikum imens han selv brøler, growler og pig squeler, ja vokal teknikken fejler intet. Musikken flyder over af breakdowns og jeg må ud og danse på gulvet i bar mave iført min åbne Hexis hoodie.
Der er reaktion fra folk i form af circle pit og store headbanger bevægelser, men alligevel topper Distant aldrig helt. Mon det skyldes at deres musik på trods af at den er teknisk veludført, genbruger for mange af de samme tricks?
Distant gør hvad de skal og får os til at svede ude på gulvet, men det er alligevel kun nogle få dedikerede, der hopper hele koncerten igennem. Der er nok en grund til at de indtil videre mest er support band.
Det er en god deathcorefest, hvor en god solo af til flænser igennem breakdown muren. Dog kommer det aldrig op på de større navne inden for genren.
Cytotoxin
Dannet i 2010 har de spillet teknisk deathmetal med tekster, der kredser om Tjernobyl og kemisk forurening. De har udgivet fire albums, Plutonium Heaven (2011), Radiophobia (2012), Gammageddon (2017) og Nuklearth (2020).
Jeg har kun kendt bandet af navn og har ikke tjekket deres musik ud. Det er en stor fejl. Selv om jeg kommer lidt sent ind til koncerten, så er jeg med det samme imponeret over det gigantiske overskud Cytotoxin besidder.
Publikum er godt samlet foran scenen og vokalisten Grimo balancerer sin kontakt med folk perfekt imellem tør humor og indpisker til masser af pit og energi. Sætninger som “if you don’t know what a wall of death is, just go in the middle” sætter en tyk streg under hvad vi har med at gøre her.
Hans stemme kontrol er imponerende, hvor hans vekslen mellem afgrundsdybe growls, piq squels, grunts og brøl med en teknik jeg sjældent har hørt bedre. Iført gasmaske får Grimo stemningen på kogepunktet og V.T. (bas), Fonzo (guitar), Jason (guitar) og Maximillian Panzer (trommer) spiller simpelthen den bedste omgang tech death jeg nogensinde har hørt.
Den her genre kan godt ende ud i for meget guitar blær, men hver sang er varieret og spændende skrevet. Der sker hele tiden noget nyt uden at det bliver forvirrende eller at Cytotoxin taber den røde tråd undervejs.
Iført selvlysende t-shirts med et radioaktivt grønt symbol virker de som en enhed. Lys-showet må også have ros med på vejen. Alt er timet perfekt til musikken og giver os virkelig en følelse af at stå i et atomkraftværk, der er ved at eksplodere.
Jeg må tættere på scenen hvor jeg også ser min trommeslager i et circle pit, det har jeg ikke set ham i før alle de år vi har gået til koncerter sammen. Jeg er vist ikke den eneste, der er revet med af det vilde spektakel.
I grønne og røde farver krydret med røg fra tønder, tager Cytotoxin os ind i deres misantropiske, giftige univers. Grimo er helt ude ved hegnet og gøre publikum møre. Fans’ene kvitterer med festivalens største wall of death!
Under sidste sang sætter vi os alle ned og Grimo kommer ud på gulvet iført gasmaske og en gul tønde i hånden. Da han kaster tønden ned hopper vi alle op og Cytotoxin har ultimativt sejret.
Jeg kom ganske vist kun til anden halvdel af showet, så på de præmisser burde jeg ikke kunne give topkarakter. Men det tyskerne leverede var så overjordisk, selvsikkert og voldsomt at jeg ikke kan sætte finger på, hvad de kunne have gjort bedre.
Det her skal jeg 100% opleve igen, en gang hvor jeg får hele oplevelsen med og jeg måske er frisk nok til at moshe mig selv helt ned ligesom resten af salen til VMF 2024.
Borknagar
Et legendarisk band med rødder tilbage fra 1995. Line-uppen er disse dage Øystein Garnes Brun (guitar), ICS Vortex (vokal og bas), Lazare (vokal og keyboard), Bjørn Dugstad Rønnow (trommer) og Jostein Thomassen (guitar). Jeg har kendt til Borknagar i årevis, men det var faktisk først på tog turen herover at jeg endelig tog mig sammen til at lytte til musikken. Jeg valgte Fall fra i år og jeg var med det samme fan.
Det er musik med utrolig mange facetter. Udgangspunktet er blackmetal, men også folk, avantgarde og progressive blander sig til en unik stil. Det kan lyde rodet, men for pokker hvor Borknagar spiller en sublim genre musik nærmest kun de kan mestre.
Messende sang fra Vortex og Lazare danner en mystisk og keltisk stemning, jeg er draget ind fra starten af. Et nummer som “Nordic Anthem” demonstrerer virkelig det flotte, smukke og fængende vokal samarbejde imellem de to. Tilsat skrig fra Vortex og perfekte melodier væves der et lydtæppe der både er fascinerende, men også komplekst. Måske er det derfor, at der desværre er flere, der forlader koncerten. Borknagar er musik for nørder som en af mine venner meget rigtigt udtaler inden koncerten.
Det er uden tvivl toner det kræver koncentration at fordybe sig i. Ligetil er det bestemt ikke altid. Kan man dog komme ind i det majestætiske univers, der udfolder sig, så er der en verden af detaljer klar til at tage dig med på en overnaturlig rejse.
Det hele gik for mig op i en højere enhed, men for nogle blev det nok en tand for langhåret. Dog befandt jeg mig sammen med en flok fans, der nød musikken lige så meget som mig selv. Tænk hvis hele salen havde været lige så dedikerede!
—
Efter Borknagar må jeg nok sande at jeg er for træt til at se Ensiferum og jeg må gå for at få sovet igennem, inden Flixbus kører imod København søndag morgen.
Det var to fantastiske dage med gamle og nye venner + et par musikalske øjenåbnere. Viborg er altid en fornøjelse og en skøn start på festivalåret. I skrivende stund er Gutalax og Blaze Bayley annonceret til 2025 versionen. Vi ses næste år!
Fotograf: Gabriel Rasmussen.
