Gaia
Bandet fra København har en lille bunke singler og split-udgivelser bag sig. Deres tredje album er Tilblivelse fra 2022, der består af ét nummer på 32 minutter! Jeg har ikke set Gaia live før, jeg kun hørt navnet i forskellige sammenhænge. Jeg glæder mig til en ny oplevelse.
Scenen er bælgmørk ud over det sparsomme lilla lys. Musikken begynder med en dronet vibe, der slæber sig afsted. Man aner kolossen ude i det fjerne, og som trommerne og guitaren gør deres entré, bliver den langsomme opbygning tungere og tungere. Man bliver fastholdt i et solidt og næsten kvælende greb, som intensiteten og de forvrængede guitarer slipper det kaotiske lydbillede løs.
Musikerne bevæger sig i takt med larmen, som tempoet skrues op. Der er masser af feedback, og også noise-elementer blander sig. Det er et tykt lag af støj, men et, hvor man aldrig taber fornemmelsen af den professionalisme, det kræver at skabe dette udtryk.
Vokalen er fordrejet og skuet ned i mikset, så skrigene og den messende sang giver mig oplevelsen af, at de næsten råber under vand. Begge guitarister leverer hver deres del af vokalarbejdet både solo og i voldsom harmoni. En hvinende guitarsolo skærer igennem det efterhånden lange nummer. Det her er den slags musik, der har det med at trække ud, hvis det ikke er håndteret ordentligt. Dette er ikke et problem for Gaia. Under hele seancen fastholder de ens fokus.
Vi får hele Tilblivelse fremført i alt dens kosmiske doom glorværdighed. Jeg var ikke forberedt på, hvad jeg ville blive mødt med af Gaia, men jeg stiller 100 % op igen til mere sonisk-imponerende elendighed
Hamferð
Dannet i 2008 spiller bandet fra Færøerne doommetal, der særligt er kendetegnet ved forsanger, Jón Aldarás, næsten operatiske vokal, blandet med klassisk growl og skrig. De kom for alvor på min radar, da de deltog i Wacken Metal Battle i 2012 og vandt overlegent. Det var for øvrigt første gang, at Færøerne deltog i den legendariske konkurrence.
Bandet har udgivet fire albums, hvor det nyeste, Men Guðs Hond Er Sterk, er fra i år. Line-uppen består anno 2024 af Eyðun í Geil Hvannastein (guitar), Theodor Kapnas (guitar), Esmar Joensen (keyboards), Ísak Petersen (bas) og Remi Kofoed Johannesen (trommer).




