Pilgrimsfærd til fjerne kyster

Gaia

Bandet fra København har en lille bunke singler og split-udgivelser bag sig. Deres tredje album er Tilblivelse fra 2022, der består af ét nummer på 32 minutter! Jeg har ikke set Gaia live før, jeg kun hørt navnet i forskellige sammenhænge. Jeg glæder mig til en ny oplevelse. 

Scenen er bælgmørk ud over det sparsomme lilla lys. Musikken begynder med en dronet vibe, der slæber sig afsted. Man aner kolossen ude i det fjerne, og som trommerne og guitaren gør deres entré, bliver den langsomme opbygning tungere og tungere. Man bliver fastholdt i et solidt og næsten kvælende greb, som intensiteten og de forvrængede guitarer slipper det kaotiske lydbillede løs.

Musikerne bevæger sig i takt med larmen, som tempoet skrues op. Der er masser af feedback, og også noise-elementer blander sig. Det er et tykt lag af støj, men et, hvor man aldrig taber fornemmelsen af den professionalisme, det kræver at skabe dette udtryk.

Vokalen er fordrejet og skuet ned i mikset, så skrigene og den messende sang giver mig oplevelsen af, at de næsten råber under vand. Begge guitarister leverer hver deres del af vokalarbejdet både solo og i voldsom harmoni. En hvinende guitarsolo skærer igennem det efterhånden lange nummer. Det her er den slags musik, der har det med at trække ud, hvis det ikke er håndteret ordentligt. Dette er ikke et problem for Gaia. Under hele seancen fastholder de ens fokus. 

Vi får hele Tilblivelse fremført i alt dens kosmiske doom glorværdighed. Jeg var ikke forberedt på, hvad jeg ville blive mødt med af Gaia, men jeg stiller 100 % op igen til mere sonisk-imponerende elendighed

Hamferð

Dannet i 2008 spiller bandet fra Færøerne doommetal, der særligt er kendetegnet ved forsanger, Jón Aldarás, næsten operatiske vokal, blandet med klassisk growl og skrig. De kom for alvor på min radar, da de deltog i Wacken Metal Battle i 2012 og vandt overlegent. Det var for øvrigt første gang, at Færøerne deltog i den legendariske konkurrence. 

Bandet har udgivet fire albums, hvor det nyeste, Men Guðs Hond Er Sterk, er fra i år. Line-uppen består anno 2024 af Eyðun í Geil Hvannastein (guitar), Theodor Kapnas (guitar), Esmar Joensen (keyboards), Ísak Petersen (bas) og Remi Kofoed Johannesen (trommer).

Tre gange før har jeg set bandet. I 2018 på BETA med Svartmalm, i 2020 på Nocturnefest på Loppen og igen samme år i Pumpehuset. Det er længe siden, jeg sidst lod mig føre væk af deres musik, så jeg ser meget frem til gensynet. I denne omgang spiller de seks musikere i den lille sal. 

En tale på færøsk lyder ud af højtalerne, og med neddæmpet majestætisk kadence træder Hamferð ind, og musikken begynder. Aldarás stemme er i topform, hans episke rene vokal skifter umenneskeligt imellem høje sørgelige tonelejer og dyb, ond growl. Sikke et instrument, den mand besidder!

Selve musikken er spækket med melodier, som sangene breder sig ud i lokalet som fra fjerne kløfter og oceaner. Til denne koncert er der minimal headbanging og ingen moshpit. Men vi er også alle indforståede med, at det her handler om at stå og overgive sig til Hamferðs sirene-metal.

Bandet selv ytrer ikke et ord under hele forestillingen. Deres musik lægger absolut også op til en stille fordybelse, så dette giver mening i konteksten af deres genre. Den cleanguitar er drømmene, og de stykker, hvor Aldarás stemme blærer sig med sin kunnen, mikses fint imellem de aggressive dele af deres musik. 

Der er noget sørgmodigt og stort ved Hamferðs musik. Jeg tænker på, om det kunne tilføje lidt mere at gøre noget ud af sceneshowet, så vi bliver hevet længere ind i deres univers? Det er lide minimalt med en smule røg og tilrettelagt hvidt lys. Det er måske bare mig.

Det er en opslugende oplevelse, og selvom 13 sange er at blive forkælet, så er jeg næsten sikker på, at publikum kunne have stået der hele natten og ladet Hamferð synge os til ro. 

Der er stor fællessang fra de færøske fans til sidst, og det er en fornøjelse at stå på gulvet og mærke dedikationen til bandet.

Hamferð skuffer aldrig, og jeg ser allerede frem til at tage på melankolsk pilgrimsfærd med dem igen. Der er noget ritualistisk over dette band, som jeg ikke kan lade være med at vende tilbage til. Næste gang måske tilbage i en større sal?