Reportage fra: Danmark After Dark (D-A-D-udstilling på Nationalmuseet, København). D. 8. marts 2024.
40 års dansk rockhistorie – med de nostalgiske briller på.
Fotograf: Anders Groos Mikkelsen.
I dansk rockmusiks historie er der efterhånden ikke andre lige så store (aktive) bands som D-A-D. Måske med undtagelse af Dizzy Mizz Lizzy, Sort Sol og nu hedengangne Gasolin’ og Kim Larsen. Så selvfølgelig er det D-A-D, der skal være en udstilling med på Nationalmuseet!
Ved indgangen til udstillingen blev man mødt af kæmpesofaen fra Risin’ It All-pladen og “Bad Craziness”-musikvideoen. Alle museumsgæster, der kom forbi, skulle lige hoppe op og sidde/ligge på den, uanset om de skulle videre ind i udstillingen eller ej – so far, so good.
Det første rum var indrettet som en minitourbus med mini-køjer (med maskotten Molly på gardinerne og tapetet, selvfølgelig), et chaufførsæde med rat og en storskærm, der viste landevejen, der kørte forbi årstallet 2023 og baglæns helt til 1984. Man trådte så ud i en (deres) ungdomslejlighed i Løgstørgade med sangtekster, ølkasser, Jack Daniel’s og instrumenter på/ved bordet. Man kunne i baggrunden høre D-A-D-sange i vilkårlig rækkefølge. Der var en lille skærm på væggen, hvor man kunne tage en headphone på øret og høre Jacob, Jesper, Stig og den tidligere trommeslager, Peter Lundholm Jensen, fortælle om den tid. Det var en positiv overraskelse, at han har deltaget i processen efter 25 år væk fra D-A-D (i offentligheden).
Man fortsatte rejsen til 90’erne, 00’erne og 10’erne, hvor man både blev præsenteret for indrettede backstagerum, en lufthavnsterminal, øvelokale, studie og montrer med forskellige artefakter både fra tiden (discman, mp3-afspiller, Aqua/Helpyourselfish-tshirt), instrumenter (mest Stigs ikoniske basser), kostumer og video/lydklip. Der er med andre ord nostalgi for alle pengene!
I studiet hænger fem guldplader; tre fra No Fuel Left For The Pilgrims (fra 1989), en fra Riskin’ It All (1991) og en fra Simpatico (1997). Som D-A-D-fan ville jeg godt have set endnu flere guldplader – måske en hel væg, så man kunne få et større overblik over, hvor meget de egentlig har solgt, nu hvor nogle guldplader allerede er fremvist. I metalmiljøet er der vist ikke mange, der bryder sig om Monster Philosophy (2008) – men hvor meget solgte den egentlig; var det en succes eller ej? Det ville jeg gerne vide.
I studiet kunne man mikse en indspilning af “Evil Twin”, hvor man kunne styre vokalerne og instrumenternes lydstyrke, mens bandet spillede på en skærm. Som nørd var det fedt at prøve at skrue på knapperne; “hvordan lyder sangen uden guitar og trommer?” kunne man eksperimentere lidt med. I øvelokalet kunne man spille på deres instrumenter med headset på, så man kunne høre, hvad hinanden spillede i headsettet som en rigtig indspilning/koncert. På en væg kunne man høre bandet og produceren, Nick Foss, fortælle om processen i at indspille et album. Foss refererede til, da de indspillede ‘denne gang’, så tog Jacobs guitarspil op til fire måneder at lave hans dele. Det blev aldrig præciseret, hvilken gang det var, eller om det er deres kommende studiealbum, han snakkede om – det var pirrerende!
Foss sammenlignede AC/DC med bøf med løg og sagde, at han synes, at D-A-D var niveauet over. Den præmis vil jeg som rock/metalfan dog gerne sætte spørgsmålstegn ved – jeg mener, at D-A-D hører til i samme kategori som netop AC/DC samt Metallica, Judas Priest, Iron Maiden, Def Leppard og Scorpions bare for at nævne nogle stykker. Men det er ingen skam, men en stor hyldest til et dansk rockband, som netop D-A-D.
På endevæggen af udstillingen var der en stor storskærm, der hvert 10. minut viste klip fra deres koncert på Skanderborg Festival 2023, som blev blæst ud til hele udstillingslokalet. Det gav en skøn koncert-stemning, også selvom det var bl.a. “Sleeping My Day Away”, som man har hørt 117 gange (cirka).
Hele udstillingen blev sat i en international og national kontekst med infotavler om, hvad der skete i samfundet i de fire årtier f.eks. 9/11, #metoo og Greta Thunberg. Det gav en god ramme for musikken, som ellers kan være fluffy og personlig at sætte i bås.
Udstillingen var bogstaveligt talt et trip down memory lane for danskere, der på den ene eller anden måde er opvokset med gruppen i 80’erne, 90’erne, 00’erne eller 10’erne. Som fan var der objekter, som man med al sandsynlighed kunne huske for et eller andet, og det er imponerende, at et band kan påvirke så mange på tværs af generationer.
Udstillingens målgruppe var dog ikke de hardcore, dedikerede fans, der ved alt om D-A-D, men mere den brede befolkning, som har set dem minimum en gang til Grøn Koncert, Skanderborg Festival eller Fredagsrock i Tivoli. Det er der jo (heller) ingen skam i, men bare man ved det, inden man tager ind og ser udstillingen, så man ikke bliver skuffet over ikke at få noget helt ny trivia-viden om de nationale muser. Som dansker og musiklytter med en afslappet fridag i overskud, vil jeg klart anbefale at besøge denne udstilling – og resten af Nationalmuseet. Som udlænding vil jeg også anbefale det, da det giver et indblik i dansk kultur, historie og rockmusik – selv om man måske ikke forstår det hele.
Udstillingen havde premiere på D-A-Ds jubilæumsdag, d. 3. marts, og kan ses helt frem til 1. september 2024.
Galleri af Anders Groos Mikkelsen
