Anmeldelse af: Viborg Metal Festival 2024, Paletten, d. 01.02.24.
For tredje år i træk er jeg taget til Viborg i 2 dage for at starte festival sæsonen.
Foto: Gabriel Rasmussen.
Der er færre gæster i år end de to forrige gange jeg har været gæst på Paletten, i starten af marts. Jeg gætter på at det kan skyldes flere ting. Der er i disse dage en overvældende mængde af metal festivaler og det kan derfor være svært at samle lige så mange som før dette boom indtraf.
Samtidig så er der lidt hvisken om, at det i år er et svagere program end de foregående. Det er jeg ikke nødvendigvis enig i, men der mangler måske den helt store headliner, som man vil rejse semi langt for at opleve?
Uanset hvad så er Viborg Metal Festival en årlig tradition, og jeg er meget glad for at være tilbage. Paletten har en stor sal hvor musikken foregår og en større hal med bar, merch-område, borde og diverse siddepladser.
Bagerst befinder sig endda et loungeområde hvor en pianist lirer lidt blidere toner af på sit klaver. Selvom der er lidt tommere i denne omgang, så er det et meget hyggeligt sted og med fin indretning. Ude på pladsen er der madvogne og flere bænke.
Anarchy Zone
Med fire mikrofoner på scenen forventer jeg noget gedigen backing vokal. Det skal jeg få. Bandet fra Østjylland har udgivet en EP Anarchy Zone (2022) og et debutalbum er vist på trapperne. Bandet består af Sonny Rock (vokal), Kasper Hinge (guitar), Torben Nielsen (guitar), Lars Sørensen (bas) og Hendrik Holm (trommer).
Med sange som “Anarchy Zone” og “Shot Point Blank” har vi at gøre med thrash metal i den lettilgængelige ende. Så måske er det ikke videre opfindsomt, men nøj hvor bliver man i godt humør af det.
Rock er en skøn udadvendt sanger og det er tydeligt at manden nyder hvert øjeblik på scenen. “Der skal moshes” råber frontmanden, det bliver måske ikke 100% adlydt, det er tidligt på dagen jo. Men entusiasmen fejler ikke noget. Det er en skøn og ligetil tilgang, som Anarchy Zone har til deres musik. Vi skal have det sjovt og drikke bajere til.
Det er en tryg fest man ved hvor man har og nogle gange behøver det ikke være mere. Jeg tror næsten ikke årets festival kunne have valgt et bedre åbningsband. Rock tager da også en velfortjent crowdsurf under sidste sang.
Jeg glæder mig til at se Anarchy Zone igen når de optræder på Dark Mental Festival til maj.
Confess
Der knytter sig en temmelig vild historie til næste artist. Dannet i 2010 i Iran af Nikan Khosravi (vokal, guitar) og Arash Ilkhani (bas, DJ, Sampler). I 2015 blev medlemmerne arresteret og anklaget for at sprede blasfemiske og sataniske budskaber med deres musik.
Fra at blive truet med henrettelser endte det med, at de to musikere blev dømt til samlet 14,5 års fængsel og 74 piskeslag i 2019. De søgte dog om asyl i Norge, og derfra fortsætter bandet den dag i dag. Så kan man altså tale om at ville ofre sig for sin musik!
Selv om der har stået at vi skal høre hardcore, så er det mere en slags old school Sepultura der møder mine øre, blandet med en vokal fra dengang Chris Barnes (Six Feet Under, ex Cannibal Corpse) kunne synge. Med sig på scenen har Confess hyret live musikere fra Norge.
Det er tungt og vredt som bare pokker. Der er noget på hjertet hos Confess. Der er adskillige grooves der gør det til en hård headbanger-koncert. Guitaren hos Khosraviv har problemer, men bandet får blot nogen til at fikse den backstage og spiller to sange uden.
Ikke så meget vrøvl, Confess har ingen tid at spille og vi skal holde tempoet. “Army of Pigs!” og “Phoenix Rises” er eksplosive som bare fanden. Paletten løfter en masse horn til Confess og jeg tror helt sikkert de vandt nye fans i Danmark. Jeg er ikke i tvivl om at de kunne få et mindre lokale som BETA eller Loppen til at koge over.
Undertegnede rejste hjem og lyttede til In Pursuit of Dreams (2018). Den titel vejer noget tungere, når man kender bandets historie. Kan man andet end at have den største respekt? Kom snart igen Confess.
Moribound Oblivion
Vi springer i genren. Vi skal nu over i tyrkisk black metal. Det er den meget melodiske slags, hvor der også er fin kommunikation med gæsterne og smil fra musikerne. Så altså ikke den standard indadvendte nordmand dyppet i corpse paint. Det er faktisk meget forfriskende, selv om jeg ikke til at starte med er særligt interesseret i musikken.
Bevares, det lyder da gennemarbejdet, men også lidt standard inde for den her under genre. Dog redder et varieret guitararbejde ofte de lidt kliche kompositioner.
Den rene vokal fra Bahadır Uludağla skal jeg lige vænne mig til, men det klæder faktisk koncerten som det hele skrider frem. Der er både tyngde og lidt højt til loftet, når Moribound Oblivion indtager et lokale.
Måske fandt jeg det lidt basic til tider, men det hele voksede faktisk på mig og jeg kunne godt finde på at give det en chance til. Sangen “Time Is An Illusion” fortjener ihvertfald et lyt til. At dømme ud fra publikums reaktion og på den efterfølgende snak, var det her vist et højdepunkt hos flere.
The Arcane Order
Som introduceret fra scenen har vi at gøre med, hvad der nemt kan betegnes som en super gruppe af danske musikere. Line-uppen er Flemming C. Lund (lead guitar), Kasper Kirkegaard (rytmeguitar), Bastian Thusgaard (trommer), Kim Song Sternkopf (vokal) og Anders Frodo S. Mikkelsen (bas). Medlemmerne har erfaring fra Temple of Scorn, Hatesphere, Dawn of Demise, MØL og Death Comes Pale, bare for at nævne et par stykker. Vi har her at gøre med det danske band, jeg har glædet mig mest til at se på årets festival.
En dyster tone lyder fra højtalerne, og ud træder gruppen. Det er teknisk og fordybende musik vi har med at gøre. Hvert nummer er skrevet således at der er gemt masser af detaljer i musikken og man skal have tungen lige i munden for at følge med.
Sternkopf er i vanlig udadvendt form. Hans brutale og varierede stemme guider os voldsomt selvsikkert igennem koncerten. Han er flere gange ude og stå på hegnet og kommer helt tæt på de forreste rækker. Denne maniske optræden er i høj grad med til at løfte koncerten et niveau op.
The Arcane Order får det største respons fra publikum indtil videre. Fra jeg så gruppen på Stairway i 2022 med Deadnate, er det her virkelig et band der siden da har fundet hinanden på scenen 100%. Instrumentalisterne virker top proffesionelle og sammenspillede. Det kræves det bestemt også når man balancerer vilde soloer og melodier nok til et helt symfoniorkester. Selv om jeg havde høje forventninger, så havde jeg alligevel ikke regnet med et så episk show.
Der blev ikke snakket så meget imellem numrene og enkelte teknikproblemer i starten gjorde at lydbilledet lige skulle finde balancen. Det er også en kunst, når der foregår så meget. The Arcane Order får svært ved at toppe det her show, men for et band af deres kaliber må det vist betragtes som et luksusproblem.
Ættir
Folkmetal er der også på programmet i år. Dette bliver i form af Ættir. Dannet i 2018 består gruppen af Nanna Barslev (vokal), Tor Petterson (bas), Veronika Kroell Voetmann (cello), Henrik Glass (trommer) og Lasse Olufson (guitar). De har en EP fra 2019, Ættir. Jeg har kun kendt til gruppen af navn og ikke lyttet til dem før. Men jeg stor fan at Barslevs forrige band Huldre, så lidt spændt indfinder jeg mig da foran scenen.
Det er hårdt at komme efter det forrige band, men det giver mening med noget mere afslappet oven på det forrige musikalske vanvid. Barslev har en meget rørende og fascinerende stemme. Den del fejler absolut intet. Celloen ligger dog lidt langt tilbage i lydbilledet og jeg oplever ikke at den kommer til sin ret.
Generelt synes jeg, at lyden nok er imod Ættir. Det hele virker stift og på samme tid lidt svagt. Hvilket er en skam, da jeg er sikker på at der gemmer sig masser af atmosfæriske øjeblikke i musikken.
Her til aften rammer det bare ikke plet, og jeg søger ud efter en ny øl og en cigaret. Måske mindre rammer ville klæde Ættir bedre? Eller at læne sig mere imod deres egne folk elementer, for den del kom heller ikke rigtig frem i Viborg.
Nakkeknaekker
Et af de største fænomener i nyere tid på den danske metal scene. Unge knægte fra Silkeborg, der har haft en kometkarriere uden at have udgivet noget som helst.
Med gode supportjobs for Baest og Crypta samt koncerter på mange danske festivaler, hvor Copenhell lurer lige om hjørnet, så ser mange dette som fremtiden inden for vores hjemlige metalgenre. Tre gange før har jeg set Nakkeknaekker. Først 2022, som support for Skeletal Remains på Stengade og for Baest i Amager Bio, samt til Den Hårde Tone Award Showet i 2023. På Nørrebro var jeg meget betaget af energien fra bandet og ligeså på Amager. Nu var jeg spændt på hvor denne koncert ville lande.
Man kan ikke benægte hvor intensive gruppen er på en scene. Der er masser af mosh, circle pit og wall of death igennem hele showet. Så underholdningen er i top, det er utvivlsomt.
Hvor meget musikken følger efter, er jeg lidt i tvivl om. Der er masser af fede grooves og bassen står flere gange ud på en blæret måde, der tilføjer noget mere variation i deres death metal.
Desværre mister forsanger Christoffer Kofoed luften mange steder i showet. Således fremstår hans stemme svagere i aften end jeg før har oplevet den. Til at starte med har han også en ret ensformig stemme, men begge disse kritiske punkter vejes lidt op af, at manden til gengæld er en god entertainer, der har fingeren på pulsen når det kommer til sine fans.
Det er nogle simple virkemidler der bruges, men det går rent hjem hos publikum. Som en damptromle kører de Viborg Metal Festival over og den svedende masse vil kun have mere. De serverer en koncert, der emmer af vildskab og med det kan man også komme langt.
Jeg må dog hælde lidt mere malurt i bægeret. Jeg føler at Nakkeknaekker skylder for meget af deres succes til, at metal-Danmark er så imponerede af deres alder og det er blevet synonym med myten. Jeg føler ikke at musikken kan måle sig med hypen, endnu.
For Nakkeknaekker er i rivende udvikling både som performere og sangskrivere. Talentet er i høj grad til stede og jeg stoler på, at vi nok skal se at bandet fortjent erobrer resten af verden i fremtiden.
Batushka
Et meget rodet band break up i 2018 ledte til at der findes 2 versioner af dette gregorianske black metal band. Guitaristens der går under navnet Drabikowski’s Batushka og så det der står foran os i aften hvor vokalisten Bart Krysiuk står i spidsen. Jeg så Batushka på Wacken Open Air i 2017 før lead guitaristen og sangeren blev uvenner og i Lille Vega headlinede Drabikowski’s Batushka i 2023 med support fra Kanonenfieber og Uburen. Så dette er virkelig en alle gode gang tre-situation. Efter i aften, kan jeg sige at jeg har oplevet alle versioner af dette band.
Der er en lang intro, før medlemmerne dækket i kutter går på. Der er en dyster rituel stemning af død og ulykke. Ej heller er der sparet på røgelse, kranier og teatralske virkemidler. Der er pyntet godt op til kulten. I rødt lys begynder den messende vokal og vi bevæger os ud i et ritual, der skal vise sig at være meget forvirrende.
For nøj hvor kan man høre forskel på når det er Krysiuk eget materiale. Det falder i høj grad igennem og står meget i skyggen af sangene fra det ene album, bandet nåede at skabe sammen, Litourgiya (2015).
Hans eget musik mangler kanten og de fortryllende musikalske detaljer, der kendetegnede debut skiven. Så kan han skrige nok så meget, men soundtracket halter, mystikken mangler.
Det er en stor skam, da der af og til er en balance imellem de aggressive black metal elementer og de mere melankolske stemninger. Desværre bliver det hele bare skrækkeligt rodet og opnår ikke et budskab, der samler den onde cirkel. Nej, vi står tilbage med et band, der falder til jorden på mange måder og der er da også masseudvandring til koncerten.
Til sidst er vi ikke meget mere end 20 mennesker i salen. Jeg kunne bedst lide et samlet Batushka, men skal jeg vælge anno 2024 så bliver det helt sikkert Drabikowski’s version af bandet.
—
Første dag bød på meget forskelligt og jeg kom i høj grad ind til flere koncerter uden at kende de bands der skulle optræde. Det er skægt at gå på opdagelse på denne måde, og Viborg Metal Festival byder altid på en god sjat af mindre og mellemstore navne at vælge imellem. Jeg glædede mig meget til lørdag. Men nu søvn.
Fotos: Gabriel Rasmussen.
