Det nordirske hovednavn reddede åbningsdagen

Heldigvis var tredje gang lykkens gang og med et lineup, der (omend ikke lige så godt som i fjor) alligevel sagtens kunne stå distancen.
Fra Metal A Days skulle vi have haft en anden anmelder på om lørdagen, men det endte med en aflysning, så vi desværre kun var i stand til at dække fredag og søndag. Og hvor førstedagen måske startede lidt sløjt ud, sluttede vi heldigvis langt højere oppe på karakterskalaen.

Sannhet, Lille Vega
Det er altid lidt svært at skyde en festival i gang. I noget højere grad når ens optræden udelukkende består af tunge, instrumentale kompositioner og stort set er blottet for publikumsinteraktioner. I det mindste prøvede brooklynske Sannhet at kompensere for deres noget anonyme post-metal med stor energi og nærvær fra især bassist AJ Annunziata.

Det tog dog desværre ikke særlig meget fra det faktum, at majoriteten af Sannhets indslag denne aften endte med at fremstå som alt for ensformige. Der var simpelthen ikke nok variation i den tre kvarter lange koncert, der druknede i kompositoriske gentagelser foruden et enkelt loopbårent nummer, hvor bandet havde overordentligt svært ved at holde takten.

En utaknemmelig tjans, uden tvivl – men ikke desto mindre en oplevelse, som sikkert sagtens kunne og burde have fortjent mere.

Sum of R, Ideal Bar
Tak skæbne, hvor var det højt. Næsten for højt. Schweiziske Sum of R slæbte sig gennem en halv times ultratung og ultralangsom affære, der næppe sprængte nogen intensitetsskala, men som i stedet spillede med de subsoniske muskler i lange, seje træk; anført af en langt mere eksperimenterende tilgang til de instrumentale skæringer end Sannhet.

Det var en mere primitiv og tribal omgang, og hvis man ikke faldt hen i de trancefremkaldende vibrationer, var man hyperobservant over for de subtile drejninger, som de lange numre tog sig hist og her.
Min hovedanke rammer dog ikke duoen, men i højere grad planlægningen, der kun skænkede Sum of R en halv times tid til at udfolde deres materiale. Og set i lyset af, hvor tålmodig og minutiøs en opbygning, der lå bag den rent volumenmæssige høje forestilling, var det slet ikke nok til, at man for alvor fik dykket ordentligt ned i deres musikalske univers.

I stedet blev man efterladt med en “nå, var det det?”-følelse, der ultimativt efterlod en med appetit efter mere – et klart minus i min bog.

And So I Watch You From Afar, Lille Vega
Det var med overordentlig stor spilleglæde og et lige så veloplagt publikum, at And So I Watch You From Afar som førstedagens ubestridte hovednavn formåede at gøre en mellemfornøjelig fredag til en ganske godkendt en af slagsen.

På forhånd havde jeg taget en beslutning om at overvære nordirerne fra allerbagerst i lokalet (hvis man forstår dén reference), men kun få numre inde i koncerten (nævneværdigt “A Slow Unfolding of Wings” fra sidste års The Endless Shimmering og “Like A Mouse” fra deres måske(?) bedste plade, All Hail Bright Futures) virkede det unaturligt ikke at være med markant tættere på scenekanten.

Som sådan er And So I Watch You From Afar jo egentlig et pudsigt band: Deres lyd skriger tungere rock, ja, nærmest metal, men kompositionerne er math, folk og pop i festlig forening. Det nordirske ophav hørtes klart på skæringer som “Wasps” og førnævnte “Like A Mouse”, hvis storladne lålå-kor, folkemusiske rytmer (for ikke at nævne de nærmest Animal Collective’ske vokalinteraktioner) skabte en distinkt, men velfungerende kant til distortionpedalerne.
Med solen i øjnene til crescendoet på “Big Thinks Do Remarkable”, lukkede vi lige så opløftende, som fredagen i sidste ende endte ud med at være. And So I Watch You From Afar spillede sig aldrig rigtig helt ud, men fuldførte til gengæld opgaven som hovednavn med stor overbevisning – forhåbentlig går der ikke endnu syv år, før de igen gæster landet.

Tjek et galleri fra fotograf guillaumeblj.com ud her: