Anmeldelse af BCUC d. 19. april 2024 på Alice, Vanløse.
“Metalhoved på afveje”-segmentet er denne gang taget til BCUC-koncert med deres africana-folk-trance-rock fra Sydafrika.
Foto: Freja Kathrine Holbæk
BCUC står for Bantu Continua Uhuru Consciousness og består af syv medlemmer, der spiller på stortrommer, pauker, bas, diverse fløjter og percussion, samt forsanger.
På Roskilde Festival 2022 så jeg BCUC, da de lukkede Avalon-scenen lørdag nat med et brag af en fest. Spørgsmålet var så nu, om succesen kunne gentages?
Koncerten startede et kvarter forsinket, men uden den ellers annoncerede opvarmning, brasilianske Suziethecockroach, og udviklede sig hurtigt til at blive et rytmisk inferno af spilleglæde og livsglæde, som gjorde det svært at stå stille. Selv hvis man kun lyttede efter trommerne, var der en fandenivoldskhed, de fleste bands ville misunde. Med de få instrumenttyper og en relativ rå vokal kom de overbevisende ud over scenekanten.
Melodiøse passager fra f.eks. guitarer og keyboards manglede måske, men det bar vokalen og koret til gengæld. Temposkiftene mellem afslappende acapella til fullblown rytmisk trance-rockfest som et lyntog, der kører fra perronen mod grænsen.
Som turist i et afrikansk land, hvor man bliver inviteret til at være en del af fællesskabet og minisamfundet i landsbyen, man besøger, blev aftenens koncert en påmindelse om kulturelle og musikalske ligheder og forskelle mellem værter og gæster. Men også at ikke alt hverken kan eller skal sammenlignes, fordi forskellene er for store, som både blev antydet og sagt direkte.
Flere gange talte forsanger, Jovi Nkosi, nemlig til publikum – både før, under og efter numrene. Det blev næsten til prædikener om livets skønhed, livets mirakel og vores fælles forfældre, som man måske kan sætte spørgsmålstegn ved, men som man accepterer under koncerten, fordi Nkosi charmerer sig gennem talerne. Han var også oprigtigt taknemmelig over, at der var så mange, der kom til aftenens koncert efter at have spillet på Roskilde Festival 2022, 2018 og 2017. Resten af bandet var desværre meget anonyme og tavse.
Efter lidt over en time blev sidste sang annonceret, men som de også fortalte, så var deres sidste sang deres længste: “Yinde” på 20 minutter(!). Undervejs benyttede de sig både af (Slipknots trick) sid ned og hop op, armbøjninger og synkrondans (også med publikum) på scenen samt fællessang både på engelsk og et afrikansk sprog (“Don’t stop the music”, “Whoop whoop, it’s the sound of the police” og “Ain’t no party like a Copenhagen party”).
I forhold til deres koncert på Roskilde ‘22 var denne knapt så overraskende, men mere forventelig god. Ligesom når man bliver lovet “expect the unexpected”, kan man næsten kun blive skuffet. Dermed ikke sagt, at det var en dårlig koncert, slet ikke, den var bare lidt forudsigelig, hvis man havde set dem før.
BCUC er en larmende succes, som ikke behøver at blive sammenlignet med noget andet udover dem selv.
Galleriet er taget af Freja Kathrine Holbæk:
