Kun For Forrykte Festival 2021-reportage – del 2

Reportage fra: Kun For Forrykte Festival 2021. Stubbekøbing, Falster. 27.-28. august 2021. Del 1.

Som det truende vejr holdt sit indtog på Kun For Forrykte, steg intensiteten i uforglemmelige musikoplevelsen på andendagen af festivalen.

Vi fortsætter ufortrødent, hvor vi efterlod vores to helte på førstedagen af Kun For Forrykte Festival 2021. Så det er en meget god idé at starte med at læse del 1 af sagen, ellers giver det følgende ikke mening uden sin kontekst.

Efter en nat i det telt, der nu var døbt tørretumbleren, hvor nogle flyvske pløkker skulle nagles til jorden i løbet af natten, skulle den usammenhængende søvn ikke holdes og tilbage fra at opleve de ting på årets festivalprogram, som vi – sammen med mange andre – havde set frem til.

Man kunne jo lige så godt komme i læ fra kulden ud mod haven og tage de medbragte campingstole under armene og vende snuden i retning af festivalpladsen og opleve andendagen – og sidstedagen – af Kun For Forrykte Festival 2021.

Mens de truende, mørke skyer forfulgte os, hvor end vi kiggede hen, fandt vi plads til første akt på den store scene, der skulle vise sig at være den svenske sanger Jay Smith med band, der kunne ligne en krydsning mellem en hård rocker grundet tatoveringerne og en bankmand takket været munderingen, men lyden var umiskendelig country, og vidste jeg ikke bedre, lød det helt amerikansk.

Der var covers, som fik varmet publikum op i en døsig dosis søvnmangel og eventuelle tømmermænd, så vi nu var klar på, hvad dagen ellers kunne bringe; og hvad der kom efterfølgende, tryllebandt mig fra start til slut som et lille barn i en gratis slikbutik:

Hammond Orgasm.

Bare navnet burde få en klokke til at ringe hos de fleste, hvad der skulle ske her, hvor i hvert fald ét medlem fra Freddy and the Phantoms havde fundet plads ved en mere moderne udgave af et hammondorgel, og en ditto partner overfor på en ældre version.

Sådan et hammondorgel er en umiskendelig del af mange hits gennem historien, og – som det skulle vise sig ved denne umiddelbare debutkoncert – også et instrument, der kunne fortolke de gamle rockklassikere. Personligt var det skæbneskønt at høre “A Whiter Shade of Pale” fra Procol Harum med medfølgende instrumenter og god vokal; og jeg måtte bare op foran ved scenen og suge det hele ind.

Det var første gang, jeg hørte folk skrige efter ekstranumre, og så endda så tidligt på en festivaldag! Det er i hvert fald sikkert, at når de dukker op på en anden plakat – eller til en enkeltstående koncert – så skal jeg se dem igen!

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Men den lille amfiscene skulle da også undersøges, nu den blev forbigået dagen før, og så kunne man da få sig et stykke med…

Walther

Jeg lod forstå, at vedkommende havde indgået i andre konstellationer tidligere, og her var det så en trio under hovedmandens eget navn, der skulle fortsætte den gode stemning på denne – i mange af andre ord – hyggelige hippiefestival.

Stemningen blev da holdt lige på et punkt, hvor den da ikke gid ud – hvis man skal være flink. For det her er den slags kræmmermarkedsmusik, som man går forbi, og som man fjerner sig fra, mens man spiser i kræmmerteltet for at kunne høre hinanden.
Lyden var da også uskarp til at starte med, men den blev rettet op, og jeg lod mig da forstå, at der var fans, der havde glædet sig til denne akt, og godt for dem, men jeg var allerede begyndt at tjekke dagsplanen for musik videre.

Og så dukkede festivalens højdepunkt op for undertegnede, der overgik, hvad jeg havde håbet på. Joviale Stig Møller på scenen, på en taburet, sin guitar og hyggesnakke med de forreste rækker, mens de andre gjorde klar på den store scene.
Ja, der er selvfølgelig tale om Steppeulvene med det ikoniske medlem som frontfigur.

Det var her, at jeg måtte nive mig i armen og spørge mig selv: “Sker det her virkelig?”
Jeg følte næsten, at der kunne trækkes tråde retur til urkreationen af festivalsstemningen, som blev holdt intakt her på Falster, og man transcenderede rundt mellem fortid og nutid. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at jeg havde været lidt for tæt på det grønne græs, for at sige det på dén måde.

Og fra de ene legender til de næste i rockorkesteret Young Flowers. Hvor heldig har man lov til at være ved stadigvæk at kunne nå at opleve dem her live i ens levetid?
Ja, ja, alt det her var jo at se på programmet, så der er ingen overraskelsen, men det her var én af de få gange, hvor forventningerne faktisk blev overgået. Tak for den, Kun For Forrykte!

Som maven var blevet fyldt af god mad, og man fandt vej mod det sidste, som der selvfølgelig skulle opleves, jazz-rockerne/legenderne Burnin Red Ivanhoe, så begyndte jeg at indkapsle de indtryk fra den her festival, der hverken er ny, men heller ikke super-etableret, hvilket netop er charmen ved Kun For Forrykte.

Jeg ved i hvert fald så meget, at som dagene fulgte, så fortalte jeg vidt og bredt om den her festival, hvor man udbrød, at det gad de godt at have kendt til, inden de havde lagt planer for weekenden!
Så hvis omtalen om ekspansionen passer, og festivalen har ambitioner og kan fastholde den her røde tråd, så er jeg vis på, at Kun For Forrykte bliver et fast inventar af mange folks sommereventyr – hvert år!

(Alle billeder af Anders Lundtang Hansen, hvis ikke andet er anført.)