Reportage fra: Kun For Forrykte Festival 2021. Stubbekøbing, Falster. 27.-28. august 2021. Del 1.
Kun For Forrykte Festival er festival, som en festival skal være i sin oprindelsesform – Men kan den bære sig selv i så tidligt et stadie? Det ser vi nærmere på.
Foto: Anders Lundtang Hansen
Hvornår har du sidst været på en rigtig rockfestival?
Nej, jeg tænker ikke på, hvordan det var, før Corona kom til, men hvornår du sidst tog en chance ved at tage på en festival, hvor du ikke skulle tonse fra scene til scene som en hidsig Usain Bolt under en selvudlagt stram tidsplan, mens du i skyndingen betalte i dyre domme for en lunken fadøl, mens madboderne var sponsoreret af tidens hippe tendenser på madfronten?
Jeg taler om den slags festivaler, hvor man tøffer lidt rundt og får en på opleveren af den slags urtids-, næsten præ-festivalsoplevelser, før man vidste, hvad man var ved at skabe, som man har set dem fra optagelser af Woodstock 1969 eller fra før Roskilde Festival hed Roskilde Festival.
Det er sådan en festival, som Kun For Forrykte Festival er, der er ved at kapre, hvad man ellers ville kalde en udørk, efter man er forbi det, man betragter som Udkantsdanmark, i form af en grøn plet i Stubbekøbing på Falster på samme måde, som en af Nordens største festivaler gjorde det på en pløremark på Sjælland.
Det er ikke lige en lokalitet, som man ville have udset sig, når man forsøger at stable en ny festival på benene, hvor markedet kan føles at være ved at blive mættet, og man skal trække folk til – specielt med tanke på, at her startede man op året før Corona og måtte have en pause sidste år, hvor man nok gerne ville have lukreret på et godt førsteår.
Derfor skal vi springe frem til her og nu 2021, hvor den anden udgave af Kun For Forrykte Festival skulle finde sted i den sidste uge af august, hvor førsteversionen havde fundet sted i juni, så årstidspunktet er heller ikke mejslet i sten, men er musikken så det?
Det er her, hvor jeg vender tilbage til urtiden med en festival, hvor omdrejningspunktet var ROCKmusik, når man fortalte, at man stablede en rockfestival på benene og ikke alle mulige afstikkere for at tække til populismen og tage termen som gidsel til at gælde alt for meget, som man gør nu om dage.
Kun For Forrykte er syrerock, hård rock, pigtrådsrock, betonrock, folkemusik og lidt country/western, men hvor det hele altid er forankret i den autentiske musikoplevelse, hvor man spiller LIVE og ikke bruger spejle og røgslør for at kamuflere, at det hele er lavet på en computer. Det er elektrisk, men det er også akustisk; det favner bredt, samtidig med at det favner relativt specifikt.
Tag bare et kig på årets festivalplakat her:
(Foto: Kun For Forrykte Festival)
Et forsigtigt bud er nok, at når du ser den, udbryder alt mellem: “Hold kæft, spiller de endnu?” til: “Hvem pokker er det?”
For vores læsere vil bands som Freddy and the Phantoms, De underjordiske og Bite the Bullet formentlig ringe en klokke, men ellers er det – som denne artikel også er anført under – os, der er lidt på afveje for at afsøge grænsefladen mellem den moderne rock og den oprindelige rockskabelon, der skal opleves under de autentiske forhold.
Som du nok næsten kan lugten gennem skærmen fra plakaten, så oser det her af peace, love and harmony, som arrangørerne bag da også gladeligt gør en opmærksom på.
Og med et festivalnavn efter romanen “Steppeulven”, der som bekendt lagde navn til det første syrerock i Danmark (som man også kunne opleve på plakaten på årets festival!), så er det også en konnotation, der forpligter med, hvad man kommer til at opleve.
Derfor kan det have sin charme, at man er i sin vårtid med at finde formlen på en festival, hvor mere er tilladt, og man prøver sig frem; men hvor der så også er større faldgruber, der så gode ud på papiret, men som ikke virkede i praksis.
Det er dét, som vi skal se nærmere på i denne reportage.
Oprindeligt var planen af lave en mere klassisk anmeldelse af udvalgte eller hver(t) band/optræden, som vi plejer, når vi dækker festivaler, men siden undertegnede blev efterladt med så mange spændende sanseindtryk, og med en nogenlunde sikker antagelse af at mange af jer læsere ikke kender til denne festival, vil vi køre den mere i gonzo-stilen her og blot nævne de optrædende mere perifert med stilart og efterladte indtryk – alt dette gør vi i to dele.
Se, det første, der melder sig, er som førnævnt lokaliteten, for hvor det er ret så nemt at komme til bemeldte dyrskueplads i provinsen fra København, så er der bare lidt langt til det nordlige Falster fra, ja, nærmest alting!
Festivalens hjemmeside beretter om mulighed for transport med det offentlige, men jeg tror, at hvis man forsøgte sig med dette, så ville man i skrivende stund stadigvæk være ved at forsøge at finde hjem.
Størstedelen af dem, som jeg talte med og kunne notere mig derudover, havde valgt at køre selv, besøge familie, leje/låne et sommerhus eller lignede, hvor man nemt kunne komme direkte frem og tilbage uden mellemstop.
Jeg og min makker skulle have den ægte festivalfornemmelse med, så vi havde da taget et telt med, som vi relativt hurtigt fik placeret på en tildelt græsplæne med havudsigt (der skulle komme til at genere(?) os senere, men det vender vi tilbage til), der lå mellem en campingplads, der hurtigt var udsolgt, og selve festivalpladsen.
hurtigt fik man venner, som man ikke kendte og nok aldrig kommer til at se igen, og sådan skal det være!
Festivalpladsen kunne ikke være mere idyllisk med en større scene på en plæne, der var placeret for enden af en mindre bakke, hvilket var en fordel for dem bagerst, der ville se noget, mens man havde en sø med springvand ved siden af den scene, der på den anden side ledte videre til en lille amfiscene, der også havde sin egen bakke (forestil dig en junior-udgave af bakken på Copenhell).
Der var aldrig længere end et par meters spadseretur til nærmeste urinal, madbod og drikkebod. Toiletfaciliteterne var de velkendte port-o-potties, hvor man kunne se, hvad mangen festivalmakkere havde afleveret af festivalsmave lige før dig. Meget autentisk og måske lidt for meget, når man tænker på, at de fleste festivaler er ved at overgå til eller allerede er gået over til toiletter med skyl.
Men da først Cross/Shack/Ostermann gik på den store scene med deres semi-country, smed folk overtøjet, om man var ung, gammel-ung, hippie af sind eller udseende eller begge upåagtet af kroppens udseende, så smittede den gode stemning bare af på en i det gode vejr, og jeg kunne mærke, at det her var den ægte vare, som man i fordums tid havde forestillet sig, at en festival skulle være omdrejningspunktet for.
Intet virkede forceret, og den glædelige festivalstemning, som du kender den, blegner ved siden af, hvad man oplevede her, for her var vitterligt plads til alle, og hvis førsteåret havde været mindst lige så godt, som jeg allerede mærkede det nu, kunne jeg forstå, hvorfor det angiveligt var vokset fra 700 til omtrent 1.200 besøgende.
(Artiklen forsætter efter billedet)
Stilheden før den – bogstaveligt – storm gjorde sit indtog på campingområdet.
Fremmødet af forskellige eksistenser med alt fra farvetryk til heavy-trøjer og bankdirektørens kone var ikke blevet mindre, da den levende legende i Uffe Lorenzen (Baby Woodrose, Spids Nøgenhat) indtog samme scene med Lydsyn-bandet for at give et gedigent skud syrerock af den lettere moderne skole, hvis man holder det op mod Steppeulvene og ikke tæller de efterhånden utallige efterligningsbands med, der heldigvis er ved at forstumme sig, thi den retro-bølge er ved at dø ud og kun efterlader det gode.
Hvis det ikke fremgik tidligere, så var det perfekt vejr for en time siden i programmet, da det var omkring 20 grader varmt, en let brise og ikke for mange skyer; men de skyer dyrkede åbenbart det med kærlighedselementet lidt for stærkt, for de havde da hurtigt formeret sig, og de trak mørkere skyer med sig.
Snart begyndte det at sjatregne, hvilket ikke gør så meget, men det sjatregnede konstant, som når man tror, at det nok er liiige ved at slutte, men det gjorde det bare ikke, og nu begyndte det også at blæse.
Det var ellers den rette kulisse for svenske Electric Boys, der nok var det mest hårdtslående navn, og hvis man mente, at Tømrerclaus var for tungt for en, så var svensken her nok ren dødsmetal for en.
Det her er jo min hjemmebane mere musik, men selvom man fik at vide forud, at svenskerne her har spillet med alle de store gennem 30 år, så fik man aldrig at vide, hvem disse “store” var, og musikken var da også af den gennemsnitlige slags, man oplever på mange heavy-festivaler, når man netop ikke har råd til de store, men skal veje det op med noget, der lyder derhena’, men som giver mere luft i budgettet.
Maden under festivalen var genial, og selvom man efterhånden kan sætte præfikset “gourmet” foran det meste og placere prisen derefter og diskutere udfaldet mellem disse to parametre, så var der noget for enhver smag, om man ville have en kulørt drink med en lækker udenlandsk ret, eller hvis man bare lige ville nappe en toast og en håndbajer videre til næste band.
Det hele var til at betale, om man var på SU eller hev den dyre direktørløn hjem.
Dagens program bød på meget mere spændende, der under andre omstændigheder ville have trukket mig op til scenen på en festival, men trods en festivalstol og en god udsigt kunne jeg på et tidspunkt ikke længere mærke mine egne fødder, så jeg måtte kaste håndklædet i ringen i mørket, godt våd.
En kort tur ledte vennen og jeg i retning af teltet, som der skulle omdøbes til tørretumbleren i løbet af natten, fordi vi netop lå ud til vandet, hvor blæsten tog til, men regnen ikke aftog.
Her efterlader vi vores helte (undertegnede og makkeren) til dag to, der byder på flere vejrmæssige udfordringer, men også en uforglemmelig – og jeg MENER det! – musikoplevelse, som nok ikke kommer til at gentage sig, på andendagen af Kun For Forrykte Festival 2021!
(Alle billeder af Anders Lundtang Hansen, medmindre andet er anført.)