Reportage fra Roskilde Festival 2022. Roskilde, Sjælland. 29. juni – 2. juli 2022.
Fotograf: Mads Pristed.
Stemningen på festivaldagene var lige så godt som vejret, men rock- og metaludvalget var mere lunkent.
Årets lineup bærer i høj grad præget af pop, hip hop/rap og “andensorteringsrock” (Thom “Radiohead” Yorkes nye projekt, The Smile, Jerry “Alice In Chains” Cantrell solo og Robert “Led Zeppelin” Plants nye countryprojekt med Alison Krauss. Der var også metal på de mindre scener, men intet stort, legendarisk navn, der pegede tilbage på noget af festivalens historie, mere om det senere…
Men derfor og for at fokusere på andre genrer også, bringer jeg her seks korte anmeldelser, hvor tre af dem er “verdensmusik” fra primært Afrika, og kun tre kan kaldes rock. I alt så jeg 10 koncerter, her er den dårligste, de bedste og nogle middelmådige listet.
Cimafunk. Avalon, Roskilde Festival. D. 29. juli 2022.
Aftenens første og bedste koncert fuld af spilleglæde, livsglæde og afro-amerikansk funkiness fra Cuba. På trods af lydproblemer inden de startede kom de hurtigt op på højt niveau. Det befriende at høre og se et band, der ikke minder om noget andet dansk eller nordisk musik, der enten er dystert eller minimalistisk. Cimafunk er det stik modsatte, og nu hvor der ikke var nogle store rock- og metalbands, passede det meget godt ind som kontrast.
Robert Plant & Alison Krauss. Arena, Roskilde Festival. D. 29. juni 2022.
Årets rocklegende, Robert Plant, spillede kun på den næststørste scene, men det var alligevel ret passende til countrymusikken. Led Zeppelins “Rock and Roll” blev spillet, men i en countryversion, hvilket både virkede malplaceret og halvkedeligt. Ingen tvivl om, Plant stadig kan synge specielt taget i betragtning af, at han er 73(!). Men det blev lige lovligt tilbagelænet og for “hyggeligt” – jeg savnede mere kant og rock.
Africa Express Presents In C Mali. Avalon, Roskilde Festival. D. 1. Juli 2022.
I RF-app’en står: “The Damon Albarn-born project revisits Roskilde”. Det var dog uden Albarn (Blur, Gorillaz og The Good, The Bad and The Queen), hvilket var en skuffelse for en gammel Albarn-fan. Albarn er hyppig artist på RF enten som Gorillaz, Africa Express eller solo, så virkede det også sandsynligt, at han ville dukke op. Det er næsten falsk markedsføring ligesom baren på RF Skotlander, der sælger Gin og Rom – ikke Whiskey. Eller Roskilde Festival der ikke har nogle store rock- og metalbands på Orange Scene.
Marvels Black Panther percussion-soundtrack virkede genkendeligt for superheltefanen flere gange i løbet af koncerten. De spillede ca. to numre på 40 og 10 minutter, for det meste uden vokal og med kun lidt varierende rytmer. Publikumskontakten var minimal, og det tog også lidt af publikumsreaktionerne.
St. Vincent. Orange, Roskilde Festival. D. 2. juli 2022.
Om St. Vincent var frivilligt fanget i en tidslomme i 70’erne som fan, eller om det var med en ironisk distance, forblev ubesvaret. Men hun (Anne Erin Clark) var iklædt lyserød dragt, der kunne ligne en pin-up Cociomodel, ligesom hendes korsangere, elektro-rock lyd med en tilpas støjende guitar og firkantet mikrofon. Jeg lagde knapt nok mærke til, at de spillede hittet “Digital Witness”, men bortset fra det var det ret godt.
Haim. Orange Scene, Roskilde Festival. D. 2. juli 2022.
De tre multiinstrumentarister og -talenter i Haim spillede både på bas, guitar, trommer, keyboard og sang og gjorde det meget overbevisende, selvom noget af det virkede noget indstuderet (introen til “3 AM”) og det obligatoriske ros til publikum. Men at en fan blev hevet med op på scenen virkede oprigtigt og spontant, og det gjorde koncerten meget nærværende. De tre søstre (guitarist, Danielle, trommeslager, Alana, og bassist, Este) og specielt Este var meget veloplagte og fortalte, at de de ville ud feste med publikum til The Strokes, som skulle spille senere. Som publikum troede man på hvert et ord, de sagde og sang.
BCUC. Avalon Scene, Roskilde Festival. D. 2. Juli 2022.
Med samme naturkræfter som Heilung lukkede sydafrikanske BCUC Avalon-scenen med manér lørdag nat.
Af instrumenter havde de tre sæt trommer, en elbas, en “klangløs” koklokke, to til fire “fodbolddommerfløjter” og ikke mindst en tamburin. Bandet består af syv mennesker: Tre trommeslagere, to perkussionister, en bassist og en forsanger. De fleste af de andre musikere sang også kor. Forsangeren havde en imponerende energi, både da han løb rundt på scenen, og da han sang/brølede som en kriger f.eks. under “Woop Woop, it’s the sound of the police”, “Don’t stop the music” og “Ain’t no party, like a Roskilde party”. Det var i dén grad en værdig afslutning på en udmærket Roskilde Festival.
#RF50
Til Copenhells 10årsjubilæum holdt de koncerten “Ten years in Hell”, hvor forskellige kunstnere spillede forskellige metalnumre, som har en historisk relevans. Sådan en koncert eller lignende fejring holdt Roskilde Festival ikke. Der var heller ikke en stor koncert på Orange Scene som tidligere år: Oasis (2009), Patti Smith and band (2010), Iron Maiden (2011), Bruce Springsteen (2012), Metallica (2013), The Rolling Stones (2014), Paul McCartney (2015), Red Hot Chili Peppers (2016), Foo Fighters (2017), Nick Cave and Bad Seeds (2018) og Bob Dylan (2019).
Dua Lipa, Magan Thee Stallion, Tyler The Creator, Post Malone, Thomas Helmig og Jada er bare ikke rockede nok! Måske bookede Copenhell bare alle de store navne (Metallica, Iron Maiden, Judas Priest og Kiss) lige foran snuden på Roskilde Festival.
Synd for Roskilde, men godt for Copenhell.
Jeg ved allerede nu, hvilken festival jeg vil på næste år, og det er den på Refshaleøen.
Fotograf: Mads Pristed
