• Velvet Volume
4

Anmeldelse af: Velvet Volume. Tinderbox, Odense. 30. juni 2018

Velvet Volume var lige, hvad man trængte til, når man ellers havde svært ved at slippe væk fra noget andet rædselsfuldt!

Det var en ren bibelsk lignelse, da jeg anlagde fart under fødderne for at komme væk fra den store, Blå Scene, hvor – at jeg nænner at skrive det i vores medie – Nik & Jay skulle optræde, og som jeg uheldigvis skulle forcere forbi via deres hypnotiserede publikum, der grangiveligt var fortabte sjæle i den dårlige forstand.

Det var som at løbe væk væk fra Sodoma, og jeg kom i et uheldigt øjeblik til at skue bagud. Heldigvis blev jeg ikke forvandlet til en saltstøtte, men mine øjne bliver aldrig det samme igen.

Derfor var derfor et et lettelsens suk, jeg lod udgyde fra min lunger, da jeg stakåndet nåede Teltscenen, hvor ægte musikere, der har øvet, øvet, øvet sig på rigtige instrumenter var klar til at præsentere folket for reel musik, der ikke bare er “tryk ‘start’-musik” og noget mumlende jappen henover.

Det var en ren lykkefølelse at se pigerne i Velvet Volume præsentere deres punk-rockende musik, der i mine ører trak veksler på alt fra Jet til Foo Fighters og – pudsigt nok – Iggy Pop.

Bandets sange som “Runnin’ Wild”, “Pretty in Black” og mange flere var lige den redning, jeg havde brug for efter den fæle inficering, der lige var fundet sted.

Omend bandet godt kunne blive lidt ensformige i deres udtryk og sangeksekvering i længden, så var jeg stadig underholdt fra start til slut af nogle musikere, der VILLE optræde og give den gas og ikke bare køre på at være et navn og dandere den på autopilot.

Jeg håber så sandelig at de andre, der fravalgte pop-duoen på den store scenen, havde en fest, for det havde jeg; og dem, der åbenbart tog “det sikre valg”, burde have indfundet sig under teltet for at se, hvordan man LAVER og FREMFØRER sand musik.

Fotografen Mathilde Maria Rønshof fangede bandets energiske performance her: