Anmeldelse af: Machine Head. Amager Bio, Kbh. 09. oktober 2019.
Machine Head kan noget med at lave gode sange, vise begejstring, indleve sig med publikum med videre. Det sagde ikke mig så meget, men publikums dom vægter højest!
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Metal A Day var blandt dem, der tolkede, at siden band-bossen, Robb Flynn, “annoncerede”, at Machine Head var et forhenværende band for omkring et år siden og tog på en farvel-tour, fordi der var en vigtig del af besætningen, der havde valgt af forlade skuden i form af trommeslager McClain og guitarist Demmel, der havde været med længe, så var bandet et forhenværende af slagsen.
Her mente Flynn så “blot”, at der var tale om en farvel-tour for dén besætning af bandet, og selvom eventet for koncerten i Amager Bio berettede, at det var de mere originale medlemmer Logan og Kontos, der var med på pladen Burn My Eyes, som skulle fejre denne skives 25-årsjubilæum på denne tour, så var det med de nye medlemmer, Kiełtyka “Vogg” på guitar og Alston på trommer, som skulle deltage sammen med Flynn og MacEachern på bass denne aften.
Så meget for et navneopråb, men det er for at påpege, hvor meget polemik, der OGSÅ har været i dette band, samt at trenden med at fejre gamle skiver live fortsætter.
Havde det så baret været bemeldte album og nogle hits, som skulle udgøre det for aftenens koncert, så havde jeg nok været overordnet tilfreds, men vi fik mere – meget mere.
Og hvordan kan man klage over at få for meget? Tjah, jeg kan godt lide at æde pizza, jeg kan sagtens kværne to, når jeg er sulten, men efter tre og en halv, så er jeg ved at nå kvalmeniveauet, og så har jeg ikke lyst til pizza i mange dage efter.
Nu er Machine Head nok mere en lækker hovedret på en god restaurant, end de er noget kedelig fastfood, men selv dét kan blive for meget af de gode, når bandet sværger på at lave en maraton-koncert af længere under det fortsættende fænomen fra deres side: “An Evening With…”. Som vi tidligere har anmeldt og påpeget, at det kan blive for meget af det gode, når man ikke giver opvarmningsbands en smule stjernedrys og insisterer på at have scenetiden for sig selv fulgt ud, så var det samme tilfælde denne aften.
Før du tror, at jeg mugger mig over koncerten grundet længden alene, hvor de spillede nævnte skive, en helvedes masse hits og lidt soli samt jams til sidst, så kan jeg også sige to virkelige positive ting om koncerten:
- Hvem end der laver lyd for bandet, så er det nok noget nær den bedste, jeg nogensinde – som i: NOGEN-SINDE – har oplevet live.
- Trods et – øhm – lidt ældre segment blandt publikum i gennemsnit, og taget i betragtning af, at det var onsdag, så var der fest fra start til noget nær slut fra forreste række til de medrejsende østtyskere på balkonen.
Lyden var altså bare så skarp, knasende og sønderlemmende god, at jeg langt om længe forstår, hvad man mener med, at guitar-lyden kan flænse en, trommerne kan maltraktere dig, og bassen kan buldre dig i smadder på den fede måde – uden nogle nuancer gik tabt. Det var virkelig lækkert at opleve!
Burn My Eyes blev spillet som forventeligt, og selvom sætlisten da lignede den, som var spillet ved mange andre koncerter, så gik stort set alle numrene rent hjem hos det erfarne publikum, der virkelig kan deres Machine Head og elsker dem.
Hit-delen fortsatte, og den fortsatte – og den fortsatte, og det er så her, at jeg bøjer mig for demokratiet og siger, at publikum vinder den her på point med deres fest, som man kun tør forestille sig, hvor meget den havde eksploderet, hvis det have været (tæt på) weekend, men for mig personligt var det “bare” en koncert, man godt kunne have hugget (mindst) en femtedel fra og fået samme udbytte af.
Billederne er taget af Anders Groos Mikkelsen:
