Anmeldelse af: Static-X. m.fl. Markthalle, Hamborg, Tyskland. 07. oktober 2019.
Ungdomsheltene leverede varen til fulde i Tyskland, men baggrunden var liget speget.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Nogle heavy-hoveder har deres Iron Maiden, Judas Priest, Van Halen, KISS og så videre som deres helte, men for mig hed(der) de: KoRn, Linkin Park, Dope, Static-X, Mudvayne, 36 Crazyfists og så videre i den boldgade og subgenre med afstikkere.
Jeg indleder med dette for at understrege, hvor meget jeg havde glædet mig til at tage den sjældne tur til udlandet – og så endda en mandag – for at se en enkelt koncert og ikke en hel festival: det var MINE helte, der skulle optræde.
Nej, mine bemeldte helte har aldrig opnået samme status som førstnævnte, og det er da også med rette; og da slet ikke i Danmark eller meget af Norden, hvor de dårligt kan/kunne sælge billetter, når de kigger forbi, hvorfor denne tour med Static-X, Dope, SOiL og Wednesday 13 kun kiggede forbi Hamborg som det nærmeste til Danmark.
Men, hov, indvender du: Static-X har da været gået i opløsning længe, og når du lige tjekker videre på nettet, kan du da se, at deres medstifter og karismatiske forsanger, Wayne Static, har været død i en håndfuld år, så hvorfor og hvordan optræder de anno 2019?
Hvorfor: Der er penge i lo — jeg mener, deres debutskive, Wisconsin Death Trip, har 20-årsjubilæum i år, og det skal da markeres, samt at de har nogle tidligere udgivelser på vej i form af en ny plade med tidligere optagne vokal-bidder fra Wayne på.
Hvordan: De har hyret en stand-in, som de blot kalder XerO, til at agere Wayne Static i statur, bevægelser, udseende og så videre. Og han er selvfølgelig iført en maske for at holde hans identitet hemmelig…
Nu kan Wayne jo af gode grunde ikke indvende dette, og de resterende/oprindelige medlemmer, der ikke kunne enes med Wayne, men nu turnéer under bandets navn, siger, at Wayne ville have elsket anledningen.
Dette til trods for, at Wayne selv har udtalt, at han aldrig ville finde sammen med de resterende medlemmer igen. Men da hans enke begik selvmord to år efter Wayne, var rettighederne til navnet Static-X nu overladt til de andre i bandet.
Der er meget mere i denne sag, men dette er hovedpointerne for, at Static-X nu stadig findes med 3/4 af de oprindelige medlemmer, udgiver ny/gammel musik og drager verden rundt og spiller koncerter og har taget denne – AHEM – nostalgi-pakke med sig af bands, som vi sjældent ser i Danmark.
DevilDriver har endda været med på nogle af datoerne, hvoraf de lovede at spille Coal Chamber-sange, hvis band forsangeren tidligere var medlem af. Det siger noget om mindernes allé, som vi skulle ned af denne aften.
Dope
Og det starter intet bedre for mit vedkommende end med Dope, som jeg også har glædet mig et halvt liv med at se optræde live; og med deres karakteristiske Dope-banner i baggrunden, var deres sæt da også dedikeret til et par enkelte nye sange, men mest af alt deres gamle klassikere.
“Eveyrthing Sucks”, “Die MotherFucker Die” og ikke mindst “You Spin Me Round”-coveret af Dead Or Alive, som dette og lignende 80’er-bands det var kutyme for flere af disse nu-metalliske bands med afstikkere at lave covers dengang, fik salen til at koge med de mange tyskere og os andre tilrejsende.
Forsanger, Edsel Dope – som vi har SKARPT mistænkt for at være identiteten XerO som stand-in for Wayne Static – havde en god fremtoning her til aften, hvor han balancerede perfekt mellem det seriøse og det joviale. Desuden var lyden også bare god og skarp i den tyske markedshal.
Dope har ligeledes i år 20-årsjubilæum for deres debut-album, Fellons and Revolutionaries, som Edsel mere eller mindre selv finansierede og har haft skiftende medlemmer indover (der alle har været en del af Murderdolls, Static-X, Wednesday 13, så man kan godt kalde miljøet lidt indspist,) men med Edsel altid i front.
SOiL
Da amerikanske SOIL gik på, tænkte jeg, at aftenen da skred relativt hurtigt frem, når man nu var i godt selskab og nærmest havde glædet sig til hver sang fra hvert band!
Omkring det næstsidste nummer fra SOiL var jeg så imponeret, at jeg følte, at dette sagtens kunne have været en hovedperformance i sig selv.
Med et slørret lydindslag, der havde bider fra bandets musik i sig, indtog SOiL scenen, og de slap ikke deres favntag i scenen, før de var ovre.
“Redefine” og specielt den så uundgåelige og uundværlige “Halo” bevidste, hvorfor bandet ikke bare var endnu en døgnflue i rækken af hard rock-bands i USA dengang, hvor andre som 3 Doors Down, Hoobastank og Drowning Pool ellers påberåbte sig den titel at spille hård rock.
Specielt forsanger, Ryan McCombs, lignede en, der fandt det som en ydmyg oplevelse at optræde for tyskerne, hvor han hele tiden roste os publikum med en nærværende oprigtighed, og hans stemme var da også glansfuld denne aften!
Wednesday 13
Nogle bands laver musik med temaer, men nedligerer at gengive dem derefter live og skabe et sammenhængende udtryk, og så findes der sådan et band med og af Wednesday 13 selv i front, der giver Rob Zombie kamp til stregen i at lave horror-films-referencer og skabe et liveshows derefter.
Hvor zombien mere er hard rock med industrial-elementer over sig, så er Wednesday 13 mere glamrock med horror-punk i sig.
Og live ifører de sig så farve fra top til bund, neon-maling og videre, så de ligner noget, der lige er opstået fra graven og genopstået via selveste dr Frankenstein. Wednesday selv var klædt i diverse seriemorder-outfits, som han begik sig hele koncerten igennem.
Dette element var med til at gøre, at musikken fik det ekstra skud op og skabte en audio-visuel-oplevelse, så man ikke bare syntes, man lyttede til et restaureret lydspor til en gyserfilm, men at man var midt i en horror-film!
Murderdolls, som Wednesday 13 tidligere i, har aldrig sagt mig så meget, men bandet af samme navn lader ikke til at være en undskyldning for at optræde og tjene penge. De seneste tre plader har vist en band, der ikke er bange for at lege med mange subgenrer, der også transcenderer almindelig metal og rock – og dette med succes!
Det var en uforlignelig oplevelse at lytte og beskue live – tak for den!
Static-X
En halv time senere ved 22.30-tiden kom så Edsel Do — jeg mener, XerO ind på scenen sammen med den oprindelige besætning af det hævede skib ved navn Static-X og var klar til at fremføre en hel del numre fra debutskiven samt selvfølgelig en høvles masse hits, der ikke kan undgås, når folk – inklusiv undertegnede – havde hungret efter dem så længe. (især når man ikke har set dem live før).
Sceneopsætningen var i den grad dedikeret til Wayne Static og generelt det univers af industriel nu metal, som man skabte, og ikke mindst hans karakteristiske strithår, lange piskeskæg og ikke mindst hæse vokal.
Der var flere skærme på scenen, der viste klip af Wayne fra videoer, live og andet, mens bandet spillede lystigt derudaf, og man blev da også taget en god tur med ned ad dette nostalgi-trip.
Kneb man øjnene sammen, så var XerO da også tæt på et være en Wayne Static trods masken. Bevægelserne var de samme, håret var godt nok kortere, men vokalen lød næsten som snydt ud af næsen på Wayne, så man havde mistanke om et kombineret playback og supplement fra XerO.
Lyden skulle lige rettes til hist og pist, som da også var nødvendigt under Wednesday 13, men efter nogle sange var det helt fikset, så man kunne nydelse oplevelsen, man aldrig troede mulig.
Hvordan var det så sammenlagt?
På en og samme tid var det en uforglemmelig oplevelse, som jeg gerne tager turen for igen, men når man fjerner al fernissen og røgsløret, så virkede Waynes bortgang og overdragelse af rettighederne til musikken mest som en undskyldning for at udgive mere musik, lukrere på hans navn og komme ud at optræde og sige, at det hele er til ære for Wayne.
Som så bliver repræsenteret af en skikkelse bag maske, der aldrig bliver et samlingspunkt denne aften, men mest en robot, der skal gøre sit arbejde (trods alt bedre end et hologram, men stadig…).
Havde jeg taget hele vejen for Static-X alene, havde det være for dyr en oplevelse, men når man så også fik kastet de tre andre bands ned i kasketten, så lander vi lige på overskudssiden med oplevelser i form af god lyd, velkendte sange og en mulighed for at opleve dem, som aldrig blev de store rockstjerner, men som jeg altid vil rejse længere for at se, da de er mine helte.
Så kan I andre få jeres dinosaurusser for jer selv!
Billeder fra koncerten blev taget af Anders Groos Mikkelsen:
