Anmeldelse af: Fish. Headbanger Stage. W:O:A. 01. august 2018

Med en fremragende og nostalgisk sætliste i baghånden leverede Fish en overbevisende koncert af den progressive slags på dette års Wacken Open Air

Foto: Wacken PR.

Jeg husker stadig første gang, jeg blev introduceret til den fantastiske stemme, som Fish besidder. Som med så meget andet musik skal vi tilbage til mine spæde teenageår, hvor min far og jeg havde en tradition med at høre hans gamle LP’er. En dag fandt han albummet Fugazi fra Marillion frem, og jeg var sgu solgt. Det var noget helt unikt, og særligt vokalen faldt ekstra godt i jord hos mit teenage-jeg.
Jeg husker, at jeg var så imponeret, at jeg derefter fik min far til også at sætte et andet album med Marillion på nemlig Misplaced Childhood. Alene pladecoveret på disse to plader var nok til at få mig til at ville høre mere, og i dag har jeg, omend ikke skamlyttet, så i hvert fald hørt en god portion Marillion – med Fish, for han er nu engang den ’’rigtige’’ Marillion-sanger i min bog. At Marillion på ingen måde kan betegnes som metal, gjorde dog kun overraskelsen over at se Fishs navn på dette års Wacken Open Air-plakat des større. Sateme, om ikke jeg skal se Fish!

Heldet er endda med mig!
Sætlisten for dagen byder næsten udelukkende på Marillion-materiale, kun undtaget af to numre fra den gæve skottes solo-diskografi. Hvad, der dog er ærgerligt, er, at der nærmest ikke er noget materiale fra de førnævnte plader med i sættet. I stedet får vi nærmest serveret samtlige numre fra den sidste Marillion-plade med Fish som galionsfigur, navnlig Clutching at Straws. På trods af titlen lyder numrene bestemt ikke som et band, der griber ud efter strå. Inspirationen har været der, og numrene er velskrevne og bliver i dagens anledning også spillet med flair, som bør misundes.

Sammenspillet sidder ufatteligt stramt, og lyden bidrager til, at man kan fange ufatteligt mange detaljer særligt i det lækre guitarspil og de udfordrende trommer. Fish selv synger ufatteligt godt, ja, man kan i hvert fald ikke høre, at han efterhånden er ved at være et godt stykke oppe i alderen. At manden så samtidig er sjov og ufattelig aggressiv, musikken taget i betragtning, imellem numrene, øger blot den fornøjelse, det er at opleve manden live.

Sætlisten består desværre bare ikke af alle de klassikere, som publikum rigtigt gerne vil høre, og alligevel formår bandet at tryllebinde store dele af publikummet helt uden af fyre hits af. Det er ikke noget, særligt mange bands kan prale af. Bandet kommer desværre ikke så meget udover scenen, hvilket vel kan forklares i, at der er tale om en Fish-koncert og det unægteligt vil være ham, der er i centrum.