Anmeldelse af Dizzy Mizz Lizzy, Tivoli, 09. september
Det genopståede orkester gav en herlig svingom i septembervarmen
Kulissen kunne ikke have været bedre med temperaturen på det behagelige sammen en blikstille vind, da Dizzy Mizz Lizzy, genopstået fra asken, vandrede ud på plænen i Tivoli i København for at præsentere hits fra deres bagkatalog på tre albums.
Fanskaren – kombineret med fremmødte, der ganske enkelt ville have en fest en fredag aften – var af gode årsager delt i to: Dem, der var med fra begyndelsen, da forsanger Tim Christensen var i starten af 20’erne; og så dem, der lige er blevet koblet på af deres forældre i ovennævnte alderskare eller bare nyder god rockmusik, når chancen byder sig.
Første lyd fra scenen var den instrumentale “Forward in Reverse”, der indleder bandets nyeste plade fra sidste år, men hurtigt og forventeligt slog orkesteret over i gamle evergreens som “Glory” og “Barbedwired Baby’s Dream”.
Lyden var skarp og hørbar modsat tidligere kritik, hvor Tivoli ikke har været så gode til at hive volumenknappen over middel. Men mest af alt var symbiosen mellem et velspillende band og et begejstret publikum herligt at beskue.
Flaskehalse og “sild i en tønde” var vist også passende beskrivelser af publikumsmængden den her aften. Havde man først placeret sig et sted i mængden omkring 20 minutter før koncertstart, skulle man ikke forvente så meget som at rokke med ørene uden komme til at ramme mindst fem mennesker omkring en.
Det hindrede heldigvis ikke folket – gamle som unge – at kvittere med stor feststemning til et dansk band, der leverede ikke en omgang ekstranumre, men også liiiige fik knebet “I Would if I Could But I Can’t” af som en sidste “gå hjem”-sang.
Der blev vist også snakket lidt om en ny skive på vej snart fra scenekanten. Den ser vi frem til!
