Anmeldelse af: Tenacious D. Royal Arena, Kbh. 04. juni 2019.
Pik og patter-humor, fissesommerfugle, præpubertets-vittigheder – det hele gik rent hjem (og ind) med The D.
Foto: Mark Stoumann
Meget kan man beskylde rock og metal for, og nogle af den slags orkestre, der begår sig i de genrer, er da heller ikke blege for at være lidt useriøse – nogle bygger endda en hel karriere på det (gæt selv hvem).
Men fælles for dem er ofte, at hvor de kan være joviale på scenen og have et latterligt udtryk, så tager de skam deres værktøj alvorligt for at kunne levere et latter-fremkaldende produkt. Og så længe sangene er gode, så kan de blive langtidsholdbare.
Og så har vi duoen Tenacious D, der består af guitaristerne og sangerne Kyle Gass og Jack Black (begge er også skuespillere, men sidstnævnte er nok den mest kendte af de to), der har bygget en karriere på at klimpre på nogle forsvarsløse ofte akustiske guitarer, synge om metal og får det til at lyde sådan, mens indholdet ofte er noget med bæ, blowjobs, babser, boller og andet med “B” for The D, som de også bliver kaldt.
Noget må de have gjort rigtigt, for det fænomen er nu vokset til hidtil flere albums, hvoraf det seneste er et koncept-album, en spillefilm og en opfølger på vej, samt nu en turné, der har bragt dem til DK’s p.t. mest fabelagtige og formfuldendte spillested med god rummelighed, hvis man spørger mig: Royal Arena.
På scenen har de et backup-band, der også inkluderer el-guitar, el-bass og trommer, men før vi skulle nå dertil, skulle vi gennem en ørkenvandring af en opvarmning, der ville have gjort en opvisning i balletdans for amøber med dårlig retningssans for et internationalt tilløbsstykke med de kulturradikales blåstempling og en bistående knipsen med fingrene dertil.
Wynchester
To personer fra Hollywood, der også spiller akustiske guitarer og fortæller platte vittigheder imens, men så ophører sammenligningen da også med Tenacious D ellers for Wynchester.
Jo, de kunne da spille, men det var ikke noget ekstraordinært, og så var humoren ellers på et plan, så selv de tørreste far-vittigheder fremstår som intellektuelle underfundigheder.
“Kan du lide øl? Tøhø”, “Ja, og det kan du da vist også, tøhø!” “Hihi, ja, lad os synge en sang om øl”…
Dette var blot et enkelt eksempel af bandets forsøg på at nå Tenacious D til sokkeholderne, men aldrig når længere end til skosålen.
At de så vælger at maltraktere “Rainbow in the Dark”, fik mig næsten lyst til at foretræde dasset og hulke ned i en kumme. Jeg håber ikke, salige Dio hørte med.
Eneste lyspunkt for dette band var da, at de i stil mindede om hovednavnet, og så at de publikummer, der var kommet lidt for sent, kunne nå at finde deres pladser til noget baggrundsstøj, der ville få gademusikanter af 12. grad i Harboøre til at give Wynchester penge for at stoppe med at spille.
Tenacious D
Koncerten her var inddelt i tre sektioner, hvor man kan sige, at den første del omhandlede deres seneste konceptalbum, “Post-Apocalypto”, hvor de spillede de fleste sange bag et halvt sløret bagtæppe, mens filmklip i bedste tegn-og-gæt-stil fortalte en fortælling om verdens undergang på en… underlødig, men sjov, måde.
Del to var en blandet landhandel af alle de kendte og lidt mere ukendte sang, mens del tre var de store hits og ballader, som du garanteret kender, hvis du blot tilnærmelsesvis har hørt om bandet før.
Det var første gang, jeg skulle opleve bandet, og mine forventninger var faktisk ikke så høje. Ikke så meget på grund af den “finurlige” humor i tekstuniverset. Deres musik er jeg næsten flasket op med, så det elsker jeg.
Det bundede nok mest i omfanget af, at jeg ikke forventede det store af sceneshowet eller fremførslen af sangene.
Her skal man så lige påminde sig om, at d’herrer Gass og Black jo som bekendt er skuespillere, og derfor blev det også til et sceneshow, der var underholdende at både se og høre på – modsat et vist tidligere orkester på scene, ahem.
Lyden var desuden virkelig god denne aften, så alle sangene og nuancerne, for ikke at sige pointerne ved vittighederne, gik rent hjem.
Er det stor kunst, det, som Tenacious D fremfører?
Nej, slet ikke, og nu slagtede jeg Wynchester for at ødelægge “Rainbow in the Dark”, men når så Jack Black leger med nok min yndlingssang, “One” af Metallica, så gør han det så overdrevent, at han får et fripas for at være sådan en teaser.
Men spille, det kan de, men har de haft nogen stor gennemslagskraft i det samlede musiklandskab? Nok heller ikke.
Desuden kan man nok mene, at berømmelsen for især Jack Black har ført til, at bandet er kommet så vidt ud, men det ligger vist nok lidt tilbage i tiden, hvornår de var relevante, hvis man kan bruge det udtryk om dem.
Gennemsnitsalderen hos publikum var i hvert fald højere end det unge teenage-publikum, som humoren nok ville ramme perfekt ned i (som det gjorde for mig i sin tid.)
Er bandet så et nostalgi-act? De balancerer bestemt på et knivsæg til at falde derhen, hvis de ikke udgiver noget interessant musik snart.
Men deres liveshows, det er der ikke nogen, som kan tage fra dem.
Mark Stoumann er billedleverandør for aftenen:
