Anmeldelse af: Spire of Lazarus – Soaked In The Sands. Udgivet 01. juli 2022. Selvudgivet.
Vi ved at film baseret på videospil er en værre omgang, men hvad med tech-død?
Spire of Lazarus (før kendt som “DAYUM!”) er et østrigsk/amerikansk tech-death-projekt, der baserer sit musiske og lyriske univers på videospil.
Først var det “Dark Souls”, derefter “God of War” og nu på deres nye plade, Soaked In The Sands, er det “Prince of Persia”, der står for skud.
Er denne nye plade mon værdig til at kalde sig selv for en prins, eller bør den forblive gemt i ørkenens sand? Hvis du spørger mig (og det gør du jo, siden du har valgt at læse min anmeldelse) så er den her plade bestemt ikke en kronprins, men nok hans meget seje lillebror.
Et barn, der ikke er helt originalt og hurtigt nok ude til at være nr. 1, men måske nr. 5. Et barn, der har generne til at blive noget stort, men mangler bare lidt det sidste. Soaked In The Sands er nemlig en virkelig stærk tech-death-skæring med fandens højt tempo, intensitet og teknikalitet.
Først er der trommerne, der sjældent lader sig stå ubrugte hen. En nærmest konstant hamren på det ene og det andet, men stadig med et fedt groove. Der er ganske vist nogle stille passager, hvor guitarerne får lidt mere plads, men så er det også bare direkte tilbage til fuld smadder. Det her er både et plus og et minus.
Det er super fedt at have en tech-death-plade, hvor man får lov til at trække vejret en gang imellem og gøre sig klar til næste vilde rutsjebane tur. Men samtidigt så mangler jeg en smule variation. Det kunne være fedt, hvis trommerne blev brugt på andre måder end bare “FULD TÆSK!”. Så det er rigtig fint, at trommerne tier stille en gang imellem, men det kunne være endnu federe, hvis der var plads til lidt mere leg med trommerne.
For at komme tilbage på et mere positivt spor så er guitarerne og ideerne med dem virkelig fede. Passager med plads til mere akustisk/ambient guitar med flotte klangflader og god smadder. Men fedest af alt er når guitarerne bliver brugt til at emulere gammeldags 8-bit-instrumenter. Givet, dette kan gøres forholdsvis nemt med de rette effekter, men, for satan, hvor giver det en fed mulighed for bandet at komme med noget mere tydelig melodi i deres univers OG gøre det HELT tydeligt, at det her er ment som en form for spilmusik.
Men for at komme lidt tilbage til tydelighed så mangler jeg generelt, at guitarerne kommer lidt mere frem i mixet. De er lidt for ofte gemt væk bag de massive trommer, og når trommerne er på fuldt drøn, så bliver det blot endnu sværere at høre guitarerne. Ydermere så er der også et mindre problem med hovedvokalerne på denne plade.
Lad mig starte med at sige, at vokalisten uden tvivl er sindssygt dygtig teknisk og laver nogle helt vildt fede ting med sin stemme og rent rytme-mæssigt. Men, for satan, hvor ville det være fedt at kunne høre ordene tydeligere. Der er ingen tvivl, at nyere tids tendens med at lave meget Travis Ryan- (Cattle Decapitation) og Dickie Allen- (Infant Annihilator) inspirerede vokaler er meget tydelig på den her plade og dermed en del eksperimenteren med vokal-lyde, men det har desværre også nogle gange en indvirken på tekstforståelsen, og siden den her plade er et koncept-album baseret på “Prince of Persia”, så ville det være så SEJT at kunne høre, når vokalerne (og dermed teksten) refererer til de specifikke ting fra den serie.
Til sidst vil jeg blot rose de gæsteoptrædener, der er på denne plade. På numrene “Farah” og lukkeren, “Two Thrones”, er sanger Pipi Gogerl med, mest på clean-sang, men også en smule på ekstrem vokaler. Hun giver nok de fedeste afbræk på pladen, hvor man nærmest kan drømme sig væk til, da man sad og spillede PS2-spillene.
Dernæst er der saxofonisten Max Nagl på nummeret “Mask of the Wraith”, der leverer en vild, kaotisk og nærmest Slayer-isk solo. Mega fedt.
For at opsummere så er der virkelig mange elementer, der fungerer super godt på Soaked in the Sands, men nogle mindre ting, som lidt utydelig guitar og vokal, trækker desværre ned i det lidt større helhedsbillede.
Den her plade er HELT BESTEMT et lyt værd og gerne flere.
Jeg vil glæde mig umådeligt til mere materiale fra det her spændende projekt. Bare, please, giv mig lov til at kunne høre teksten, så jeg kan nørde endnu mere.
