Anmeldelse af: Architects, m.fl. Store VEGA. 08. Januar 2019
Foto: Mark Stoumann
Tirsdag aften åbnede Store Vega dørene og pressede en tætstående, lettere regnstraffede, menneskemængde ind i garderoben for at smide deres vinterpolstringer, som løftede sløret for hvilken spektakulær bandt-shirt man havde på indenunder.
‘ARCHITECTS’ læste jeg over brystet på mange kampklare gæster, der hurtig benede op ad trapperne for at forsøge at få et godt et udsyn til scenen. Denne aften skulle vi nemlig nyde hele tre storslåede bands fra hver deres lille flække af vore klode: Det australske band Polaris, amerikanerne fra Beartooth og ikke mindst de britiske drenge med mindst så lækker britisk accent: Architects!
På trods af at størstedelen af os skulle have skiftet både høreapparat og briller efter den voldsomt sanselige oplevelse, som stod os i vente denne tirsdag aften, så var det det hele værd!
Polaris
Aftenens første band var for mit vedkommende en uforudsigelig overraskelse. Det undervurderede metalcore band fra ”The land down under” har fløjet under radaen, indtil de udgav deres første studiealbum i 2017, The Mortal Coil, som ikke kun fløj til tops på rock-hitlisterne, men også endelig gav bandet den opmærksomhed, som de har fortjent!
Med hyper energi sprang frontmand, Jamie Hails, ud på scenen – en energisk fyr, iført lidt for stramme jeans og en lidt for gul sweater. Lyden var god, heavy og fyldt med sprøde breakdowns. Absolut ikke en dårlig entré.
Aftenens første band havde nærmest deres livesæt presset ud over scenekanten fra første færd. Trommesættet ragede så langt frem på scenen, at man kunne mærke trommestikkers susen på ens næsetip, hvilket også startede en steppebrand på forreste række, hvor publikum næsten øjeblikkeligt gik amok.
Forsangerens growl var dyb, rungende og gik lidt i hjertet, men desværre gik de rene vokaler syd på. Forsangerens kompetencer inden for skønsang var ikke tiptop, og stemmen synes at knække over. Lykkeligvis havde bassisten også garderet sig med mikrofonstativ og kunne bære de lysere toner hjem.
Polaris gjorde sit indtryk med farverige instrumenter, heavy lyd, wall of death og hele to circlepits, før settet endte. Bestemt ikke en dårlig debut på den danske scene!
Beartooth
Crowded var varmet op og var klar til mere. En pirrende guitar, assisteret med blinkende lys og en rå, næsten forpint, vokal, fyldte rummet, og publikum skrålede med på nummerets opstart. Tonen havde i den grad ændret sig, men luften var ikke gået af ballonen!
Beartooths lyd er præget af fængende hardcore punk og giver samtidig en ordentlig indsprøjtning af melodisk metalcore lige ind i blodbanen. Det er en fusion af lækre elementer, som det amerikanske band formåede at servere på et sølvfad for sit publikum.
Allerede fra første nummer blev det tydeliggjort, at dette band er kommet for at have en vild, uhæmmet fest med os. ”Where’s the fucking moshpit?” udbrød frontmand, Caleb Shomo, næsten forarget halvvejs inde i første nummer, og publikum adlød uden tøven.
Shomo leverede imponerende vokaler, hvert skrig lød næsten gennemsyret råt, mens hans rene vokal var poleret knivskarpt, hvilket skabte en perfekt balance mellem melodi og aggression.
Desværre skred numrene til tider med lettere ensformige radiovenlige melodier, bl.a. fra deres nyeste album, Decease, der ikke gør noget særligt for at adskille sig fra resten af Beartooths ellers imponerende katalog. Sangene flød lidt over i hinanden – men dette synes ikke at berøre de hardcore fans, som tydeligvis havde grupperet sig på gulvet og skrålede med fra start til slut.
Et nummer som “In Between” imponerede især med bølger af riffs, der førte op til et fængslende omkvæd, før det dykkede ned i velafviklede breakdowns. Fra min plads øverste oppe på balkonen havde man et helt vanvittigt udsyn af et fuldkommen levende gulv, mens hele salen vitterlig talt gav genlyd af publikums skrål.
Beartooth havde sine sløve momenter, men formåede at komme stærkt igen. Hvis koncertsalen var en olympisk gymnastiksal, ville der have været tripple backflips og saltomotaler, men en smule snublen ved landingen, hvilket alligevel efterlod tilskuerne blæst så meget omkuld, at man fuldkommen glemte de små fejltrin.
Architects
Publikum klappede og messede: “Architects!” i kor. Et hvidt lys strålede ud, og mønstre af sparsomt lys blev malet på vægge og loft. Pludselig faldt de hvide lyskegler på ryggen af sorte silhuetter, som trådte frem på scenen, og publikum gik amok til aftenens første nummer: “Death is Not Defeat”.
Frontmanden, Sam Carters, vokal rungede, så det rystede fra top til tå. Triumferende, fægtede han med sit mikrofonstativ og brølede ind i publikums ansigter. Et eminent stærkt start-up nummer fra de britiske herrer!
Sidst, vi fik besøg af Architects, som var på Copenhell 2017, blev de forhindret i at fuldende deres koncert, da et ondsindet regnskyl satte en stopper for strømmen. Siden da har hardcore fans ventet på endnu et besøg, og ventetiden skulle ikke være forgæves!
Bandet blev formeret i 2004 og leverer en blanding af metalcore og melodisk post-hardcore-musik præget af komplekse tekniske færdigheder, hakkende riffs, rytmiske breakdowns og et hårdtslående intenst omkvæd. Denne aften skulle vi mærke alle disse kompetencer for fulde drøn.
Carter stod stærkt på scenen som bandets frontmand og leverede kontrolleret raseri gennem hans knivskarpe vokal til lyden af aggressive tunge breakdowns. Et imponerende lysshow spillede ind over den musikalske oplevelse. Lamperne bag scenekanten blinkede i alle regnbuens farver, og ligesom møl er man fuldkommen transfikseret. Bagtæppet var ligeså oplyst af illustrationer, som løbende fortalte historier, tilpasset musikken. Dyr, som jagtede hinanden i skoven; bygninger, som faldt sammen, snestorme og implosioner af planeter var illustreret som minimalistiske geometriske figurer, som afspejlede sangenes dybere socialpolitiske og samfundsmæssige budskaber, som Architects sange bærer meget præg af.
Nummeret “Holy Hell” bragede ud i salen, instrumenterne rumlede som torden, og vokalen gennemskærede som lyn. “Holy Hell” er samtidig et af bandets hårdtslående album og deres nyeste. Albummet er ikke et kæmpe spring ud i nyere græsgange for bandet, men nærmere lyden af et band, der har tilspidset deres kompetencer og nu opererer på højeste plan med deres musik.
Godter fra albummet forsatte med numre som “Royal Beggars” og “Hereafter”, som igangsatte en kavalkade af crowdsurfers, der rullede over menneskemængden. Intensiteten fra bandet og de hvirvlende lyskegler spillede perfekt i takt med den energispækkede musik.
Aftenen sluttede af med det følelsesmæssige nummer, “Gone with the Wind”, efterfulgt af en taknemmelig og dybtfølt tale, hvor Carter ydmygt takkede for vores tilstedeværelse og støtte denne aften. Carter udviste en beundringsværdig stor sårbarhed på scenen, idet han italesatte følelserne af tab og sorg ved at miste nogen tæt på sig.
Bandet mistede i 2016 deres guitarist til kræft, men inden da nåede han at lægge hånden på sit sidste musiske værk: sangen “Doomsday”. Der blev rundet af på scenen med dette helt igennem velkomponerede og hårrejsende nummer.
Architects formåede at tage os hele vejen igennem det følelsesmæssige register, og på trods af at over halvdelen af os for længst er blevet blinde af det ekstreme lysshow, så vil denne koncert være en, man sent vil glemme!
Vores chef-fotograf, Mark Stoumann, lavede sit første galleri i år via denne koncertaften:
