Anmeldelse af: Puke Wolf – Interstice. Udgivet 06. november 2022 (vinyl) via 5FeetUnder Records.
Følelserne får gennemtræk på Puke Wolfs EP Interstice, hvor aggression og depression går hånd i hånd imod håbet om en bedre fremtid.
”Det er nu engang et sejt navn; Puke Wolf.” Dette er sådan ca. de første tanker, der går igennem mit hoved, førend det aarhusianske bands seneste EP, Interstice, bliver sat på den gamle Systemdek, og nålen langsomt får lov til at glide ned i de røde riller, så jeg kan lade mig synke ind i denne nye EP.
Nålen åbner et endnu ret uskrevet blad for mit vedkommende i kraft af Puke Wolfs genre, som ifølge gruppen selv er Screamo/Post Hardcore. Dette er ikke just min spidskompetencer, men nysgerrigheden fejler intet, og det gør alsidigheden igennem denne EP absolut heller ikke. Gruppens spil varierer enormt meget igennem EP’ens længde lige fra voldsomme hurtige riffs, penetrerende trommer og voldsomt skrålende vokaler til det mere groove-orienterede, samt en guitar, der til tider spiller, som kunne den være planket fra et indieband.
En ting virker dog gennemgående igennem EP’en, nemlig at musikken som oftest virker drevet af trommerne, der ligeså ofte er netop det instrument, der tilføjer den faktiske aggression til musikken. Ligesom trommerne lader til at drive musikken, formår vokalerne at skabe en rød tråd af desperation og mistrivsel igennem EPen. Følelserne bliver luftet, og dette på overbevisende vis.
Måden, Puke Wolf skriver musik på, er bestemt ikke traditionel. Ofte pryder up-tempo nærmest poppede riffs et underlag af voldsomt buldrende trommer og en vokal, der er så inderligt desperat brølende og skrålende, at man ikke kan undgå at blive påvirket af den. Musikken er insisterende og bliver konstant ved med at konfrontere lytteren med sit udtryk. Dette er på ingen måde noget for alle, og mange vil formentlig føle, at Puke Wolfs musik er for voldsom, ja, måske endda på grænsen til det skizofrene. Dette er dog ikke i Puke Wolfs tilfælde en nødvendigvis skidt ting, hvis blot man som lytter er til det kaotisk-varierende.
Bandet spiller overbevisende og formår ofte at overraske igennem numrene med nogle interessante valg i forhold til sangopbygning. EP-ens tredje nummer, “Bucket List”, har f.eks. en dejligt opbygning, der mest af alt kan minde om den situation, hvor et nys lige inden klimaks går i sig selv. Det er godt udført, og det både forbløffer og irriterer lytteren at blive overrasket på denne måde. Bandet har helt styr på, hvad de laver, for det er dæleme godt udført på Interstice. Desværre er numrene bare ikke konsekvent interessante. Der går ind imellem lidt tomgang i numrene, men så bliver man hevet med videre i gruppens univers og lægger tomgangen bag sig.
Produktionen er ved første gennemlytning ret besynderlig. Guitaren lader til at være mixet ret lavt særligt i forhold til de buldrende trommer. Dette bidrager blot yderligere til, hvor trommedrevet EP’en fremstår i sit udtryk. Produktionen af de forskellige instrumenter kunne også være måske en anelse mere skarp, men nu er der jo tale om en EP og ikke en fuldlængde. Særligt synes bassen at stå lige lovligt langt i baggrunden, hvilket for mit vedkommende er en skam. EP’ens produktion havde i mine ører gavnet af, at der kom lidt mere skub på bunden foruden den, der bliver tilføjet af trommerne. Måske er problemet faktisk snarere den lave bas end i guitarerne, indser jeg ved gentagne gennemlytninger.
Vokalerne er på intet tidspunkt pæne, og dette adskiller sig ofte drastisk fra selve musikken. Denne tvetydighed spiller en glimrende rolle igennem EP’ens længde. Det rådne og deprimerende lever ikke uden det smukke og det håbefulde, i hvert fald ikke hos Puke Wolf. Til tider er vokalerne decideret hæslige, men i denne hæslighed ligger der også en oprigtighed, som øger musikkens autenticitet, til trods for at man som lytter godt ved, at dette er kalkuleret og skrevet. Det føles ægte og spontant, og dette kan være utroligt svært at udføre på en indspilning.
Puke Wolf gør meget godt på Interstice, hvor der særligt spilles med de emotionelle muskler i et omskifteligt univers. Det desperate og det håbefulde følges fornemt ad igennem EP’en. Produktionen kunne godt få et lille løft til næste gang i hvert fald efter denne anmelders smag. Gruppen formår at leve højt på et interessant og varierende lydbillede og en spændende sangstruktur.
Interstice virker inderlig og ikke mindst ægte i sin følelsesmæssige fremstilling og konfronterer igennem sit temperament, voldsomme udtryk og sine progressioner lytteren på insisterende vis. Puke Wolf vinder ind på gentagne lyt, men har stadig lidt kanter, der kan afpudses. Interessen er dog vakt, og så endda for en genre, jeg normalt ikke begår mig i.
