THE ANSWER LIES IN THE BLACK VOID
Aftenens åbner (eller special guest, som der står på plakaten) er halvt fra Ungarn og halvt fra Holland. Projektet med det mundrette navn THE ANSWER LIES IN THE BLACK VOID er et to-mandsprojekt, hvor musikken bliver skrevet af hollandske Jason Köhnen (som har taget bassen på sine skuldre her til aften), imens vokalerne smukt leveres af ungarske Martina Horváth, som også vil være at finde på scenen under Thy Catafalques koncert senere på aftenen.
Aftenens første navn bevæger sig i den tunge, men alligevel melodisk smukke doommetal. Atmosfæren er i højsædet, og Horváths vokal skinner fra start som et lys i mørket denne aften på Nørrebro. Musikken buldrer dybt igennem på det lille spillested, og publikum bevæger sig tættere og tættere på scenen. Faktisk er fremmødet overvældende allerede til aftenens første navn, der ganske fortjent har hevet en del af aftenens fremmøde ind på spillestedet i god tid.
Det fornemmes, at mange formentlig er godt tilfredse med at møde tidligt op, for THE ANSWER LIES IN THE BLACK VOID har publikum godt med sig, til trods for at de ikke just har det mest energiske sceneshow. I stedet er showet, særligt i kraft af at Horváth er mere dramaturgisk anlagt med bevægende fagter og et mere introvert udtryk. Hovedmand, Köhnen, giver den lidt mere gas, således at vi får serveret en god blanding imellem det teatralske, det ekspressive og ligeledes det introverte.
Jeg kendte ikke THE ANSWER LIES IN THE BLACK VOID på forhånd, men deres atmosfæriske doom vækker alligevel associationer til bands som portugisiske Sinistro, der dog bevæger sig en anelse mere ovre i post, end hvad aftenens åbner er.
Det ungarske/hollandske band formår at levere en afsindigt god opvarmning, hvor tyngden, skønheden og det gode sammenspil er gået hånd i hånd med et veludført og enormt fungerende show. Gruppen har utvivlsomt vundet sig fans her til aften. De har i hvert fald vundet mig.
Thy Catafalque
Sidste år havde jeg den udsøgte fornøjelse at anmelde Thy Catafalques seneste udgivelse, Alföld, som mildest talt blæste mig godt og grundigt bagover med sit dystre og voldsomme, men alligevel enormt dynamiske og varierede udtryk. Faktisk blæste det mig så meget bagover, at jeg efter endt anmeldelse straks lagde en forudbestilling på albummet, der som følge har haft et rigt liv på pladespilleren.
Gruppen, eller velsagtens mere korrekt projektet, bevæger sig enormt meget rundt imellem forskellige genrekonventioner såsom f.eks. Black Metal, Dødsmetal, Folkemusik og lignende, men der også drages inspirationer fra mere elektroniske genrer. Thy Catafalques musik kan bedst beskrives som en god sammenkogt ret, der rigtigt er mere end summen af dens ingredienser. Hver ingrediens fungerer fint for sig, men her smelter det sammen til en lækker smagsoplevelse. Jovist, det er da avantgarde metal, men det er helt klart i den ende af skalaen, der er lettere at sluge. I hvert fald hvis man godt kan lide ekstremmetal.




