Drømmende dødsdomme

Paradise Lost + Pallbearer + Sinistro, VoxHall, 7/10-17

Døds-doom pionererne fra Paradise Lost havde fået til opgave at rykke nakkemuskler rundt på Voxhall. Med sig havde de nogle mere drømmende doombands i form af Sinistro fra Portugal og Pallbearer fra USA. Det skulle blive til en aften med gode overraskelser.

(Foto: Sebastian Dammark)

Sinistro
Jeg ankom til Voxhall ganske få minutter, før det første band skulle gå på. Faktisk nåede jeg kun lige ind og finde en plads, og så blev der ellers startet, jeg har sjældent oplevet et band gå på så præcist til tiden. Min præ-koncert-research var tydeligvis glippet, for da bandet begyndte, var jeg overrasket.
De måtte da have skiftet sanger, for jeg mindedes ikke, at Pallbearer havde en kvindelig vokalist. Jeg havde åbenbart misset, at Sinistro også spillede. Det fandt jeg dog heldigvis hurtigt ud af til min egen fornøjelse.

Sinistro spillede ufatteligt tungt og med en god nerve, som virkelig satte en god stemning. Det var tydeligt at se, at de overraskede det aarhusianske publikum eller i hvert fald store dele af den. Der blev trukket godt med mennesker op foran scenen gennem deres korte koncert. Specielt blev jeg ganske imponeret over sangerinden Patricia Andrades vokal og især hendes måde at optræde på. Vokalen var skarp, speciel og på grænsen til det smukke samtidig med, at den var drømmende.
Udførelsen skulle jeg lige vænne mig til, som mest af alt virkede som noget fra en musikvideo fra et band i 00erne. Et mix imellem mærkelige dukkelignende armbevægelser og en vild omgang full-body headbanging. Der var bestemt knald på, og jeg følte hurtigt, at jeg blev trukket ind i deres univers og dette endda på trods af, at jeg ikke forstod nogle af deres tekster – Sinistros tekster er nemlig på portugisisk!
Metal fungerer faktisk glimrende på dette sprog (hvorfor skulle det ikke det?).

Lyden under Sinistros koncert var glimrende, og man kunne både mærke de håre slag fra trommerne og stadig få tæsk af den tunge nedstemte guitar. Desværre havde Sinistro ikke en bassist med, så bassen blev spillet fra et backing track, hvilket egentlig fungerede, men aldrig vil være at foretrække.

Sinistro leverede altså en bund solid opvarmningskoncert, som i højeste grad overraskede. Koncerten kunne dog godt have været lidt længere, men sådan er det jo desværre sjældent med opvarmningsbands. Jeg krydser fingre for en snarlig tilbagekomst, for Sinistro var specielt på den fede måde!

Pallbearer
Så nåede vi sgu til det band, som jeg havde regnet med var det første og eneste opvarmningsband.
Efter den glædelige overraskelse over Sinistros smukke gotiske univers, skulle det blive godt med en omgang tung og drømmende amerikansk doom. Jeg missede desværre Pallbearer sidst de var i Aarhus, hvilket bare gjorde oplevelsen af endelig få dem set større. Adskillige af mine bekendte, som ved, hvad jeg kan lide, har i flere omgange snakket om Pallbearer, så nu skulle de endelig tjekkes ordentligt ud, og hvilken bedre måde findes der end at opleve dem live?

Oplevelsen var i hvert fald god nede på Voxhall, hvor man ikke kunne undgå at være imponeret over, hvor flot Pallbearers musik gik igennem. Det var smukt, det var stort, og det var melankolsk alt sammen, uden at miste nerve, nærvær og spilleglæde. Det var tydeligt, at Pallbearer nød det, og ikke bare, fordi de selv ytrede det fra scenen at spille for deres aarhusianske fans. De aarhusianske fans var uden den mindste tvivl også glade for at opleve Pallbearer igen og kvitterede derfor med en god røvfuld nakkerysten og enorme klapsalver efter numrene.

Pallbearer performede med en god energi, specielt bassisten, Joseph Rowland, var meget intens og kom godt rundt på scenen. Der blev spillet nogle lækre og ganske smukke melodiske soloer fra begge guitaristerne, der ikke efterlod tvivl om, at de havde mestret deres instrumenter.

Lyden under Pallbearer var endnu bedre med en smule mere spark end hvad, den havde været under Sinistro. Publikum fik sig et klart lydbillede, som betød, at man havde nemt ved at falde ind i det dystre og alligevel smukke univers.

Pallbearer leverede en doomkoncert, som overgik forventningerne.

Paradise Lost
Efter en kort pause var det blevet tid til at fange de britiske herrer fra Paradise Lost, et band, der har været med til at definere death doom-genren. At kalde dem for pionerer er derfor ikke helt at ramme ved siden af.

Personligt har jeg haft det lidt svært med at komme ind i Paradise Lost, der er mange albums at tage fat på, og de lyder meget forskelligt. Fra deres tidlige dødsdage til midtpunktet af karrieren, hvor der blev sunget rent og spillet mere gotisk til nu, hvor de er begyndt at blande den gotiske doom, med den døds-metal, som de startede med at spille.

Jeg vil virkelig godt ind i dette band, og der er da bestemt også numre, jeg er rigtigt glad for, men jeg tror ikke, at jeg har totalt fanget Paradise Lost endnu.

Koncerten på Voxhall var derfor spændende. Skulle dette være den dag hvor mine øjne skulle åbnes helt op for Paradise Lost? Ikke helt, men lige ved kan vel også gøre noget.

Koncerten var bestemt ikke i den dårlige ende af det spektrum, som jeg har oplevet koncerter i, men den var overhovedet ikke oppe at ringe. Det var generelt bare som om, at koncerten aldrig rigtigt kom op at koge ordentligt. Sangeren Nick Holmes virkede fraværende, og hele bandet virkede lidt til at køre koncerten ind på rutinen.
Der var ikke noget, der reelt set skilte sig ordentligt ud, og det hele endte med at virke en kende ligegyldigt på trods af, at det ikke var dårligt. Bandets sammenspil var egentlig glimrende, men hvor samspillet egentlig sad ganske godt, var selve optrædenen måske en kende anonym og distanceret.

Lyden var overordnet set pæn og klar under bandets koncert, man kunne mærke de forskellige instrumenter, og der var klart blevet skruet en kende ekstra op for selve lydstyrken. Vokalen lå måske lidt fjernt i forhold til, hvad der ville have været helt perfekt. Desværre var det også som om, at guitaristernes lyd ændrede sig meget igennem koncerten. Når der blev trykket på pedaler for at skifte imellem de forskellige lyde, var det som om, at den forhenværende lyd og den lyd, der blev skiftet til, ikke matchede ordentligt op med hinanden samt, at der var et kort ophold i lyden. Jeg følte personligt, at denne form for skift i lyd virkede en kende uprofessionelt, da det fjernede meget af det naturlige flow fra musikken. Dette er endda en ting, som er ekstremt vigtigt i lige netop denne genre. Det skal være dynamisk og have flydende overgange, imellem de forskellige stykker og de lyde, som komplementerer disse stykker i sangene bedst.

Paradise Lost fik altså ikke totalt overbevist mig denne gang på trods af de rette rammer.
Bandet kørte den igennem på rutinen og med et show, der virkede en kende distanceret. De blev altså overgået af deres egen opvarmning. Alle bands er dog nogle, jeg vil se frem til at opleve igen med et håb om et højere og mere nærværende niveau fra Paradise Lost.