Anmeldelse af: En Minor – When The Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out. 04. september 2020 via Season of Mist.
Der skrues op for dysterheden og ned for voldsomheden på debutpladen på Down- og tidligere Pantera-frontmand, Phil Anselmos, seneste projekt, En Minor.
Vi er vel efterhånden vant til, at der kommer nyt fra Philip Anselmo på nogenlunde regelmæssig basis. Manden har uanede mængder af projekter, der altid udgiver nye mere eller mindre spændende projekter, om det er supergruppen Down, soloprojektet Phil Anselmo & The Illegals, smadderbandet Scour eller hardcore i form af Superjoint, er ligegyldigt. En ting har disse projekter dog tilfælles: Der er altid garanti for en god gang nakkerysten til musikken, hvis man da lyster det. Sådan er det altså ikke med mandens seneste udgivelse, der ifølge gruppen selv spiller “Depression Rock”, og denne betegnelse er egentlig godt rammende for albummet, der fra start til slut er enormt dyster.
Numrene er skrevet løbende igennem Anselmos liv, fra han var 9 år gammel, og er ting, han har haft optaget igennem sin karriere. Nu har han så fået genskrevet og genindspillet numrene sammen med et fast band. Numrene oser af dysterhed, og det er tydeligt, at mange af dem er skrevet under de mest dunkle øjeblikke af Anselmos liv som f.eks. ’’Dead Can’t Dance’’, der umiddelbart omhandler Anselmos heroinmisbrug; et emne, manden aldrig har haft problemer med at italesætte. I En Minor bliver det dog dystert i stedet for arrigt, og her ligger den helt store forskel på En Minor og Anselmos utallige andre projekter.
Teksterne er langt hen ad vejen holdt meget simple og enormt gentagende, som f.eks. i singlen Mausoleum, hvor man bruger det populære ordsprog ’’cross your heart and hope to die’’, men hvor ordet ‘cross’ er skiftet ud med ordet ‘crush’. Det er måske en lille detalje, og den kan virke enormt banal, men det virker sgu ret godt i sangens kontekst alligevel.
Musikalsk lyder En Minor egentlig som noget, man har hørt rigtigt ofte før, denne gang har vi bare Phil Anselmos hæse, men alligevel sprøde cigaretstemme indover, og det fungerer egentlig ret godt. I hvert fald i et stykke tid. Albummet starter nemlig ret godt ud, hvor man egentlig er ret forbavset over, hvor godt det egentlig fungerer med Anselmo i så rolige omgivelser. Det føles autentisk og velkomponeret på trods af simpliciteten i musikaliteten. ’’Mausoleum’’ og ’’Blue’’ er begge fremragende numre og fungerer særligt godt som opstart til albummet. Ligeledes er der en enormt god tyngde i det lidt hurtigere nummer ’’Black Mass’’ eller ’’This Is Not Your Day’’ – hvor musikken virkelig støtter godt op om vokalen, og den mørke stemning der lægges for dagen. Der er et godt flow i musikken, og leadguitaren kører rigtigt godt sammen med resten af instrumenterne.
Igennem hele albummet har Anselmo dog benyttet sig af at double sin vokal lidt for meget. Bevares, det lyder da til tider godt med de forskellige harmonier, men det bliver også en kende irriterende for ens ører, at der aldrig rigtigt er en enkeltstående og skrøbelig vokal, der kan stå lidt mere for sig selv. Man får fornemmelsen af, at Anselmo skal kamuflere sin stemme eller konstant bakke op om den, og det er egentlig synd, når nu stemmen rent faktisk passer så godt til musikken, som den gør i En Minor. Det giver desuden nogle bange anelser for, hvordan musikken egentlig vil komme til at fungere i en livesammenhæng.
Produktionen på albummet er skrabet, hvilket egentlig er nærmest perfekt i forhold til musikken. Vokalen ligger sjældent så meget i forgrunden, så den overskygger musikken, hvilket gør, at man lettere hører detaljerne i sammenspillet. Der er enormt meget akustisk og elektrisk guitar med på albummet, og disse lyde komplementerer hinanden enormt godt. Den akustiske guitar har lidt forskellige lyde, og faktisk lyder den netop ret godt, når den er enormt tyndt lydende og uden store og fulde klange. Det er lækkert i forhold til musikken. Trommerne er simple og støtter fint op omkring både bas og guitar.
Albummet fungerer egentlig fint, og mange af ideerne er rigtigt gode, men man når at køre træt flere gange undervejs. Det bliver slet og ret for meget af det samme fra den aldrende Anselmo, og man ville ønske, at pladen var blevet skåret lidt mere ind til benet. Der er simpelthen ikke nok gods eller variation igennem albummet til, at man virkelig føler sig tryllebundet.
Hele ideen med Depression Rock virker dog enormt overbevisende, omend det er hørt før. Vokalen og musikken passer fint sammen, men alligevel er der slet og ret bare for meget fyld for fyldens skyld. Enkelte numre står utroligt stærkt, imens andre føles enormt ligegyldige og som noget, der blot skal overstås, så man kan komme videre. Albummet føles lidt som en gentagelse af sig selv, hvor der så opstår nogle øjeblikke, der klart står frem som rigtigt gode, imens andre lader en synke ind i ligegyldighed. Der er intet på albummet, som er decideret dårligt, men man kunne godt have forventet mere af en af metallens største nulevende navne – også selvom dette på ingen måde er metal.
When The Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out (som i øvrigt en irriterende lang titel) lader sig således stå som en oplevelse, der desværre kun føles middelmådig dog med et potentiale, der tydeligt skinner igennem på albummets skæringer.
Phil er blevet chill, og det kan faktisk godt klæde ham. Nu mangler der bare at blive skåret ind til benet og arbejde lidt ekstra med ideerne, og så skal det sgu nok kunne ramme helt plet.
