Anmeldelse af Avatar. Amager Bio, Kbh. 27. januar 2024.
“Underholdningsorkesteret” Avatar fra Sverige tog endnu en sejrsrunde på dansk jord.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Avatar har været et hit hos undertegnede i cirka 10 år, siden de i maj 2012 udgav studiealbummet Black Waltz, der virkelig markerede dem som anderledes sangskrivere, der kunne differentiere dem fra alle andre (melodiske døds-)metalbands fra ind- og udland.
Fra denne plade og frem udviklerede de også deres teatralske og ofte tematiske fremtoning, hvor deres numre og koncerter ikke længere “blot” handlede om at markere sig, men også lave et godt (freak) show.
Derfor har Avatar også være nogle darlings for denne redaktion, om vi har anmeldt dem live eller på plade. Således måtte vi da også være repræsenteret, når de kiggede forbi Amager Bio i slutningen af denne måned.
Og bandets exceptionelle performance(teater) og særegnede numre må virkelig også have fanget dansken, siden man måtte opgradere spillestedet fra Pumpehuset til Amager Bio grundet efterspørgsel på billetter.
Og lige så snart forsanger og i sandhed en ægte sprechstallmeister, Johannes Eckerström, med sit skælmske, insisterende og næsten diabolske smil, påført den efterhånden genkendelig makeup, entrerer scenen med sit bandfølge, så var det til at tage at føle på i hele salen, der gyngede med fra start til slut.
Bandet lader stort set til for tiden at overse alle plader fra før førnævnte Black Waltz live for at fokusere på de numre og sådan set hele skiver, der har gjort dem specielle på metalscenen. Sådan lod tilfældet også være denne aften, hvor formularen stadig var fælles cirkusuniformer og et timet og tilrettelagt show, der heldigvis aldrig fik det til at virke som et indøvet studie, der skulle overstås – her skulle man blot lytte til Johannes’ tale til os danskere mellem flere numre.
Lyden var lidt grumset i starten, men det blev virkelig hurtigt rettet, så stort set alle aspekter af deres sange gik rent igennem, hvilket også kræves af deres musik.
Bevares, bandet kører den ikke helt ud længere i ren Avatar Country-stil (både navnet på en senere plade og en tematik fra tidligere shows), men selv et cirkus må også ryste posen nu og da.
Nu vil jeg nødigt slutte anmeldelsen som den mavesure anmelder, men hvis du blot har læst overskriften til denne anmeldelse og sidenhen spottet karakteren til bandet, vil du måske gerne vide, hvorfor karakteren ikke er højere.
Men når man, som jeg har, har fulgt bandet længe og set dem mange gange, så forventer jeg måske også dét ekstra, der kunne hæve niveauet fra virkelig gennemført til mindeværdigt.
Dog kan jeg ikke sætte en finger på, hvad det skulle være – og dog. Skulede jeg mod sætlisten til slut, følte jeg, at der manglede noget. Men det gjorde der ikke…
Men under det mere afdæmpede nummer “Tower” tog jeg mig selv i at blive pinlig berørt over, at jeg kun kunne høre min egen stemme synge med. Nu stod jeg måske et “dårligt” sted, så publikum også sang med et andet sted i salen.
Men når man har med sådan et semi-ikonisk nummer at gøre, og der ikke var flere, der sang med, kunne det få mig til at få den skrækkelige tanke, at bandet har peaket nu, og den her koncert var den, hvor venner havde inviteret venner for at se giraffen; men om disse venners venner ville have lyst til at tage i cirkus Avatar en anden gang, er måske mere tvivlsomt.
Nuvel, det skal ikke ødelægge helhedsindtrykket af en god koncert, selvom jeg gik derfra med tanke om, at en gang eller to live med dem tidligere nok var mere skelsættende for mit vedkommende.
Fotograf Anders Groos Mikkelsen har billeder fra koncerten herunder (Opvarmningen, amerikanske Æther Realm, blev ikke anmeldt af logistiske årsager):
