Anmeldelse af: Næstved Metal Fest. Næstved, Sjælland. 19. – 20. august. Del 1/2
Metal A Day skulle atter prøve noget helt nyt, da turen gik til Sydsjælland over to dage for at opleve en lækker palet af alskens metal fra ind- og udland
Foto: Tommy Skøtt
Næverly Hills. 47 dobbeltklik. Sjællands svar på Randers. Næstved har mange kære navne, der ikke alle er lige flatterende, og selvom jeg ikke bor relativt langt fra byen, så har jeg mest frekventeret området i forbindelse med et par gymnasiefester, eller når jeg skulle feste efter tegneserier ved en ferm antikvarhandler.
Men nu bød denne sydsjællandske perle på et potpourri af metal fra vores egne og en del, der var hevet ind fra udlandet, hvor jeg havde glædet mig til en hel del, andet kendte jeg, og noget skulle opleves for første gang.
Kadavermarch
Vi starter i den hjemlige afdeling, hvis man havde troet, at vi skulle begynde årets udgave af Næstved Metal Fest med et knytnæveslag af noget fæl dødsmetal, så fik man noget ganske andet.
Det her er danske stoner rock i det lidt højere midttempo med godt grove.
Jeg så det egentlig som en rolig måde at starte på, så man vitterligt lige kan komme lidt op i gear og få varmet nakkemusklerne lidt op.
Vokalen kom hovedsageligt fra trommeslageren, hvilket (næsten) altid er en speget sag, hvis man skal spille andet end “på tirsdag”-rytmen i 4/4, men det gik sådan set helt fint.
Lyden kunne godt have været lidt mere skarptskåret, men vi skal jo lige i gang på den store scene på den gamle kaserne udenfor.
På et tidspunkt virkede det også som om, at bandet stenede lidt (pun intended) på scenen, så det hele mistede sit fokus, men mod slutningen hev de den hjem igen, så man havde en fornemmelse for, at nu var festen startet.
Cauterizer
Det skulle egentlig have været Lotan nu på den lille scene, men de lokale helte i Cauterizer måtte springe til med kort varsel, og det generede mig nu heller ikke.
Det var svært at hitte den anden scene, der lå indenfor, og når man endelig kom ind, skulle man lige omstille blikket til noget nær nattesyn.
Det her var dødsmetal med melodiske islæt, og jeg var allerede i starten ved at blive bange for, at det her ville blive en kende ensformigt, men allerede deres nye indslag kort inde i sættet beviste, at her er et band i udvikling, der tør lege med konventionerne i genren.
At det hele så gik op i røg og damp (angiveligt har de en trommeslager?), og man var bange for at ramme ind i de horisontalt rettede og spidse sidebjælker, satte så en mindre dæmper for mit engagement, hvor jeg fremover ved de indendørskoncerter befandt mig i siden for ikke at blive spiddet.
Withering Surface
Igen blev det en kende lokalt med et band, der har rødderne bagud i den melodiske dødsmetal, men det har aldrig været dem, som jeg dyrkede allermest i mit barndoms- og ungdomsværelse.
Men de overraskede mig gevaldigt med at servere en medrivende koncert med indlevelse, så man virkelig kunne mærke nerven, engagementer og lysten til at optræde, og den var publikum helt med på.
Nu var man ved at glemme, at det havde småregnet hele dagen og fortsatte, men at luftfugtigheden var for høj til at have overtøj på – for den her koncert tændte op for kedlerne.
Hearteater
Hov, mangler bandet ikke en forsanger? Næh, han hang såmænd i en loftsbjælke bag mig, da jeg endelig fandt vej ind til indendørsscenen igen.
Og nu er jeg næsten (men også kun næsten) ked af, at jeg smed så mange superlativer efter Withering Surface, for HER var smæk for skillingen!
De her melodiske hardcore drenge med metalcoreelementer sprudlede virkelig af spilleglæde, og du kunne næsten mærke energien med hænderne derinde; det var den helt rigtige scene at sætte det her band på (bare pas på de fæle sidebjælker!).
Jeg har set det her band spille et par gange før, og de skruer aldrig ned for tempoet, og de virker oprigtigt glade for at spille hver eneste koncert – og det her var ingen undtagelse.
Cold Night for Alligators
Jeg tror, at enten er man til dem, eller også fanger de ikke en.
For det ene øjeblik er de ved at rive et nyt skideapparatur i Næstved med flådende riffs, mens de det næsten leverer skønsang, som var det en kærlighedserklæring med ren guitar, så man aldrig vidste, hvor man havde dette progressive band.
Jeg er med på den, men man kunne godt mærke, at publikum var lidt splittet på den her optræden, men det er allerede nu derfor, jeg kan lide den her festival: Jo, det er en genrefestival (metal), men det er ikke subnørderi på højt plan, hvor det hele skal under-underkategoriseres.
Dagoba
Nu til mit personlige højdepunkt med franske Dagoba, der har noget metalcore med elektroniske virkemidler i sig, men jeg har ærligt talt svært ved at kategorisere dem – og derfor kan jeg blandt andet lide dem.
De havde en lang vej hjem til Frankrig bagefter, men de spillede, som skulle de høres i Frankrig, og det kan godt være fordi, at jeg stod forrest til denne koncert, at jeg reelt ikke aner, om resten af festivalpladsen var med mig, men fy for en skefuld, hvor havde jeg en fest til disse franskmænd!
Kom snart igen!
Timechild
Nu blev det så til noget af et temposkifte, som der desværre tog lidt af fusen ud af sammenhængen i oplevelsen i dag, når man ser på, hvilken rækkefølge de bands om i.
Måske var det for at give publikum en puster, men der tænker jeg nu mere, at der lidt var “indlagt” en pause mellem CNfA og Dagoba til, at man kunne finde sig noget at spise, så det burde da være afslapning nok.
Men måske var publikum ramt af lysten til en morfar efter maden, for energiniveauet var ikke helt oppe at ringe hos mange af de fremmødte indenfor til danske Timechild, der spiller moderne retrorock(?) af den art, som der var utallige bands af for en håndfuld år siden.
Her har vi så at gøre med nogle erfarne kræfter, der kan deres kram på instrumenterne, men om det var den kvarterlange forsinkelse eller bøvlet med vokalen til at starte med, der lidt tog fusen ud af deres optræden, bliver svært at sige. Det gik bare aldrig op i en højere enhed.
Candlemass
Måske havde det egentlig noget at gøre med, at folket hellere ville have en god plads til de svenske legender fra Candlemass til deres doommetal, for man kunne så sandelig mærke, at mange var mødt op for at se bandet.
Det var det helt rigtige band til at lukke: Lyden var dejlig, lyset var fænomenalt, og så har jeg endda slet ikke nævnt bandet endnu!
Man følte sig draget af musikken, og den så ud til at gå rent hjem hos alle, der var mødt op denne fredag til 2022-udgaven af Næstved Metal Fest.
Det var den helt rigtige genre at slutte af med, og festen ramte sit klimaks, hvor den nok fortsatte for andre i byen, mens vi andre søgte efter hjemvejen.
Her er en god sjat billede fra fredagen af Næstved Metal Fest fra Tommy Skøtt: