Alice Cooper

Anmeldelse: Nordic Noise 2020 – dag 1

Anmeldelse af: Nordic Noise 2020 – Streaming for Vengeance. Derhjemme. 08. + 09. maj 2020.

En streamet festival vil aldrig kunne overgå den ægte art – men det her var skam en værdi erstatning!

 

Vi var mange, der havde set frem til vores forårstradition med at blive præsenteret for god rock, heavy og meget derimellem på dansk jord med indslag fra ind- og udlandet af Nordic Noise. Det endte da også med at blive på dansk jord, omend i en udgave, der ikke var som tiltænkt oprindeligt, hvorfor det blev streamet fra arrangørens side på deres Facebook-side.

Årsagen til dette… skal du simpelthen kende til, ellers må du da leve under en sten!

En stor cadeau skal lyde til folkene bag, at de angiveligt kunne gå fra nul til 666 på blot tre dage og have alt planlagt nok til, at man kunne præsentere offentligheden for erstatningen for den hidtil planlagte festival i det virkelige liv: Streaming for Vengeance.

Nye bands, to andre venues (skiftevis i Jylland og på Sjælland), generelt nogle anderledes rammer, men stadig med den gode tråd som omdrejningspunkt!

Der er mange ting, der er værd at komme ind på, når man prøver sådan noget for første gang som anmelder at skulle anmelde en streamet festival, som jeg for under et halvt år siden ville havde skraldgrinet ved tanken over at skulle – nu blev det her nærmest en redningsplanke bare for at få et skud heavy-festival ind i de sorte blodårer om foråret! Jeg vil forsøge at komme omkring hovedpointerne.

Denne artikel vil fokusere på festivalens (det føles alligevel akavet at kalde arrangementet det) første dag, der bød på fire meget forskelligartede bands, der overordnet set overraskede mig, når man blot ser på deres performance, evne til at spille sammen og skrive nogle fede sange – minus interaktion med publikum (og så måske alligevel værd at nævne?).

Før vi kommer til dem og ser på, hvem af de optrædende der som sådan var bedst, når man vejer dem alle op mod hinanden denne fredag bag skærmen (dér var den akavethed igen!), så skal vi lige se på præmisserne for aftenen – og sådan set også dagen efter.

Normalt gider jeg ikke bruge mere krudt på at fortælle om, hvor jeg stod undervejs i en koncert, medmindre det virkelig påvirkede min audio/visuelle-oplevelse. Det gjorde det i høj grad denne weekend!

Min opsætning bestod af at koble min bærbar computer til mit efterhånden ret så ramponerende TV, der har overlevet flere flytninger, end hvad man troede muligt – selv fjernbetjeningen til det er død. Og mit TV er således intet smart-TV. Jeg har prøvet at quizze med det, og det taber hver gang.
Desuden har jeg intet fancy lydanlæg i form af et surroundsound-anlæg, en soundbar eller noget andet, så det var bare TV’ets højttalere, der klarede den opgave. Og det kan trods alt spille højt! Og så var jeg trods alt plantet i sofaen. En siddende festival. Kom bare an!

Kort fortalt: Der var konferencierer mellem bandsene, der var en optakt på en halv time før festivalen hver dag; og her må man sige, at lyden var med dem, og det samme gjaldt for alle bands overordnet. På den måde kunne man så også for en gangs skyld høre, hvad der blev sagt, når publikum af naturlige grunde ikke kunne larme. Men, for pokker, hvor savner jeg at være blandt et publikum.

Skal man dog fokusere på det positive i denne omgang, så var øllene markant billigere, og man kunne let komme til et udvalg, som man foretrak og ikke måtte nøjes (mit køleskab).
Der var ikke lange køer ved toiletterne, jeg var trods alt alene hjemme.

 

AnoxiA
Så skulle en noget særpræget seance igangsættes for første gang, og den opgave fik danske AnoxiA.
Deres lyd er i mine noter en art klassisk heavy med et godt skud power i. Det var altså i min optik ufarlig metal, som de fleste kan være med på, og som man – normalt – ville vrikke benene til og skåle med hverandre, mens nikkene forvandlede sig til forsigtig headbanging. Imens sad jeg i min sofa og skrev sammen med vennerne, der også så med.

Normalt er det helligbrøde at have telefonen fremme til en koncert, men nu så jeg jo en koncert via en skærm i forvejen, så en fra eller til gør vel ikke noget.

Nu har jeg set streamede koncerter før også uden publikum, så der var ikke de store overraskelser her, selvom jeg stadig lige skal vænne mig til, at man gejler folk til at synge med, “Hvor er I fede!” gjalder fra scenekanten med videre, når der – fraset enkelte teknikere med videre – er tyst som graven mellem numrene, som ellers plejer at være et indvarsel til en ringe koncert, hvor alle har forladt stedet.
Dog er det rart, at det foregår på en scene, at de spiller live sammen, og det ikke er sådan noget sammenklippet fis fra de respektive medlemmers studier, stuer og badeværelser.

AnoxiA havde et fint samspil, uden de brillerede, for desværre virkede det hele lidt for skævt og uøvet til, at man kunne få nuancerne med i sangene live. Jeg kunne sagtens fornemme, hvordan formularerne har lydt i øveren, men det kanaliserede sig ikke ud for mig her. Havde det ligefrem været en normal koncertoplevelse, så var det formentlig druknet i alle de andre sanseindtryk.

 

Chronicle
Efter en lidt spag start skulle vi videre til Chronicle. Troede jeg, men efter rekla- jeg mener, et par ord fra deres sponsorer, som jeg faktisk fandt underholdende, skete der ikke noget.

Skærmen gik i sort…

Jeg ventede. Og så ventede jeg lidt mere. Re-aktiverede linket. Stadig intet. Jeg var lige ved at lukke det hele ned og hastigt genstarte, men da jeg lukkede vinduet ned, så jeg, at jeg skulle over på et andet video-link for at se Chronicle.

Fair nok, hvis jeg missede den information om det skifte, selvom jeg ellers synes at have forberedt mig godt nok (og jeg manglede i forvejen en stor fed “Lige HER kommer streaming-linket til at være!”-knap, siden det bare blev oplyst, at det kommer til at være på Nordic Noises Facebookside. Ja, tak, men hvor?).

All right, man skal alligevel skifte venue ved sådan nogle festivaler som regel.

Og SÅ hamrede Chronicle ellers derudad med deres melodiske dødsmetal, hvor der er fokus på det mere tekniske, sniger en melodi ind fremfor at lefle for at blive radiovenlige med fængende omkvæd i højsædet.
Læs min anmeldelse af deres seneste plade HER for at forstå.

De spillede med 160 i timen, alt imens der var smil på læberne hos alle medlemmer og overskud til at lege lidt; og til min store fornøjelse spillede de mange numre fra deres seneste skive, Demonology, hvoraf mange er mine personlige favoritter, der måske ikke er de letteste for folk at dechifrere, var med.

Her var det rart med kameraer, der kunne tage en tæt på og vise, hvad musikerne laver, og man ikke skulle kæmpe sig frem til scenekanten – som ellers plejer at være sjovt – for lige at blive mokket væk, tre milisekunder før soloen sætter ind.

Her forstod jeg glæden ved, hvorfor jeg foretrækker at se fodbold på TV og ikke sidde på et iskoldt stadion med dyre fadøl, lange tissekøer og savn efter en kikkert, så jeg kan se, hvem der spiller på banen. (Der er jo storskærme på de fleste stadions nu om dage, Anders! Ja, men så kunne jeg alligevel bare blive hjemme og se det på TV.)

Nå, nok om bold, tak til Chronicle for rigtigt at skyde festivalen i gang for mit vedkommende!

 

Killing
Hvor havde jeg glædet mig til at… Hov, skal skifte link igen, to sekunder.

Hvor havde jeg glædet mig til at se jyske Killing, efter de blæste mig omkuld til Raise Your Horns-festivalen på Bornholm, hvor de styrtede ind som erstatning med kort varsel og lagde stedet ned for mit vedkommende.

Dengang – og som nu skulle det vise sig – viste de for mig, at hvis Slayer skulle finde en værdig arvtager i intensitet, så skulle de bare skæve mod Djursland i DK, for de her drenge formår at spille thrash med en energi, tæft for sangskrivning og medlevenhed, at jeg blev imponeret!

Jeg er “desværre” en af dem, der synes, at thrash som genre har stagneret sig for længe sidenog aldrig genopfundet sig selv til at gøre sig interessant for mig at lytte til, hvorfor det er blevet en udvandet genre for mig, hvor 90 procent af bands med hang til det format forsøger at følge retrobølgen.
Killing er deres egne, og det her var første gang, at jeg faktisk følte, at jeg var MED til koncerten og ikke så den derhjemme.

De blev aftenens højdepunkt for mig!

 

Boys From Heaven
Det her blev så aftenens overraskelse – positivt – for mig.

For det første: Navnet? Men de er jo blevet udvalgt, så rock må de da som minimum spille. Jeg kendte dem absolut ikke af alle bands denne festival, så jeg måtte da lige tjekke dem ud digitalt inden da.

Helt ærligt? Kæft, hvor var det søvndyssende. Og de skulle lukke førstedagen af Nordic Noise? Skulle man ringe til en ansvarlig og høre, om plakaten var trykt forkert, eller der faktisk var tale om et andet band med samme navn end dem, jeg havde fundet frem?

Næh, den var sgu go’ nok! Og så blæste de mig omkuld! Hellere rettere: De fik gjort mig medrevet med deres musikalitet, deres åbenlyse spilleglæde og ikke mindst deres engelske forsanger, der vist nok har forbindelse til en vis person i Tainted Lady.
Alene denne flamboyante herre var underholdning nok i sig selv og trak os publikum med – og vi sad derhjemme, for fa’en!

Og den ene guitarist mindede mig om en ung Mark Knopfler i udseendet og i nogle perioder spillede han noget nær lige så godt som den aldrende guitargud! Så imponeret var jeg!

Men den saxofon, altså! Det instrument har alt for længe være undervurderet eller været hengemt til musik fra 70’erne eller lumre, tyske pornofilm… Har jeg hørt fra en ven.
Og alligevel gjorde den mig våd et vist sted fra start til slut, specielt når den duellerede med guitaren og frembragte legesyge soli mellem hinanden.
Jeg havde lyst til at kaste et par underdrenge mod skærmen, men her er der alligevel kun mig til at gøre rent.

Så afrundingsvis gik jeg fra “Virkelig?” til “Spil et utal af ekstranumre!”

Det skete desværre ikke. Klokken 22:45 var dag et slut. Og, ja, jeg foretrækker da kvalitet fremfor kvantitet, men her oplevede jeg så det store problem for mit vedkommende med sådan en festival på skærmen.

Det var dårligt nok blevet aften efter min normale rutine for weekendens udskejelser, og så plejer man jo ellers at tage i by— nå, nej. Det kunne man ikke.
Så måske en lille bar et sted? Ups, også udelukket.
Og man sidder tilbage som at have haft besøg af den fedeste fest, der pludselig må smutte med ultra kort varsel, og så er der ikke plads i bussen til en, hvorfor man bliver hjemme og ser, at solen stadig har de sidste stråler over horisonten tilbage til en.

Nå, der er heldigvis en dag mere i morgen med Nordic Noise 2020, som vi vil servere for jer senere.

 

Du kan læse anmeldelse af dag to HER.

REVIEW OVERVIEW

Anoxia
Chronicle
Killing
Boys From Heaven

Discover

Latest

Devin Townsends empati smitter 

Anmeldelse af: Devin Townsend - Order Of Magnitude: Empath Live Volume 1. udgivet den 23. oktober 2020 via InsideOutMusic. Jeg kender ikke alt til Townsends...

Bersærk rammer solar plexus

Anmeldelse af: Bersærk - SOL. Udgives 23. oktober 2020 via Nordenvind Musikproduktion. Atomkraft? Nej tak. Bersærk? Ja tak! På albumcoveret på SOL står der med småt: “De...

Defecto driller deres lyttere

Anmeldelse af: Defecto - Duality. Udgivet 23. oktober 2020 via Black Lodge Records.  Fra “ekskluderet fjende” til “inkluderende dobbeltspil” Defectos første album, Excluded fra 2016, var...

Gammelt vand på nye flasker

Anmeldelse af: Behemoth - "And the Forests Dreams Eternally" genudgivelse. 18. september 2020. Via Metal Blade Records.   Nyt fra Behemoth? Nej, egentlig ikke. I denne...

8 albums med 20-årsjubilæum: Fra dengang man købte fysiske plader

I år er det 20 år siden, en række metalalbums udkom. I den forbindelse bringer vi en liste over de bedste og mest betydningsfulde...