Fredag den 8. November 2019 – Oslo Båden/DFDS – Colombus Suite.
Moshpit-kaptajner, grooves og bølgegang.
Første dag på Copenhell Metal Cruise byder på festivalstemning og solide performances fra de fire bands denne dag.
Dette er mit første Copenhell Metal Cruise, men ikke min første tur med et mini-cruise til Oslo. Sidst, jeg var ombord på sådan en skude, oplevede jeg på samme scene et bulgarsk partyband, der spillede en ganske decimeret udgave af Ed Sheerans “Shape of you” – en oplevelse, jeg egentligt helst vil glemme.
Da jeg denne gang træder ind i ‘Colombus Suite’ på Oslobåden, føler jeg mig straks mere fortrøstningsfuld – der er gjort noget ud af det!
Der er ophængt fine vimpler med pentagrammer, kranier og omvendte kors. På merch-standen glimter et disco-kugle-kranie. Blandt de sejlende festivalgængere er enkelte klædt ud som sailors eller pirater, mens andre er mødt op i deres fineste battle-jackets.
Festivalstemningen har sænket sig – man møder konstant nogle, man kender; der er altid én, der er blevet lidt for fuld, og øllene er også til festivalpriser, så alt er som det plejer.
Anders Bøtter byder velkommen til Copenhell Metal Cruise og aftenens første band.
Dirt Forge
Den transportable udgave af Refshaleøens festivalplads åbnes stilsikkert at Dirt Forge, der slipper en tåge af atmosfæriske grooves ud over den blankpolerede scenekant i Oslobådens Colombus Suite.
Efter et glas rødvin og livlig søgang før koncerten er jeg personligt i humør til noget festligt, noget “kapow” til at åbne den nye scene på Copenhell Metal Cruise. “Hvorfor skal det være langsomt nu? Giv mig blasts!!”
Jeg varmer dog langsomt op til bandets eftertænksomme og introspektive performance. En god portion af den sejlende festivals gæster står midt foran scenen og gynger med – er det i takt til musikken omkring os eller bølgerne under os? Bevægelserne i skibet understreger den taktile karakter i Dirt Forges atmosfæriske og tunge musik. Jeg finder en blød loungestol og lader mig selv synke ned i den dronende atmosfære.
Det begynder at give mening, det her med Dirt Forge som første band! Bandets organiske og levende sammenspil understreger de stærke, hypnotiserende grooves, og selv om der er et par mindre lydproblemer under showet, så går der ikke skår i helhedsoplevelsen for mig.
Dirt Forge har sammensat et sæt, der i takt med den tonsende dieselmotor under os løfter os højere og højere i energiniveau, som en leviathan, der løfter sig af havet. Understøttet af et velafbalanceret og underspillet lysshow opstår en mystisk og kraftfuld atmosfære i et venue, der layoutmæssigt er bygget til at understøtte en musik i det helt modsatte ende af spektret.
Det er dejligt!
LIVLØS
Efter en energisk præsentation, hvor LIVLØS introduceres som “Århus’ fineste dødsmetal”, melder der sig med det samme høj bølgegang på gulvet! Scenen i Columbus suite er lidt speciel, da den er formet som en halvcirkel. Publikum er primært samlet i midten foran, men bandet udnytter det anderledes layout, og ingen kan vide sig sikker for, hvornår den karismatiske bæst af en frontman hopper ned i fjæset på dig.
Aftenens første mosh vælter i gang – båden gynger, crowdet gynger, alt gynger – it’s loud, it’s hard, I love it!
Jeg trækker mig lidt tilbage fra LIVLØS’ eksplosive show og sætter mig ovre ved et af de store panorama-vinduer. På afstand er det tydeligt, at scenen ikke har specielt højt til loftet, og i sammenspil med et dyster lysshow og det mørke november-nattehav bag mig tilføjes en lidt mystisk feeling til det århusianske bands no-bullshit dødsmetal-set.
Bandet spiller upåklageligt, det er festligt, og jeg føler den dér metal-fællesskabs-spirit, der er så svær at sætte finger på. Den melder sig tit til festivaller lidt ligesom julestemning bare med støre mængder sort tøj. Jeg oplever klart, at LIVLØS er en publikumsfavorit, frontmanden springer ud i crowdets bølger ud og surfer i bedste Xenoblight-stil. Det hæsblæsende set afsluttes med en opfordring til at “drikke en bajer sammen, for hæl’væ!”
JA! Det er en god idé!
Hatesphere
Anders Bøtter er aftenens energiske konferencier, og med sine højfrekvente krøller introducerer han endnu et metalband fra Århus – Hatesphere!
En atmosfærisk intro kalder publikum ned mod sceneområdet, men crowded virker tyndere end til LIVLØS. Er metalfolket gået kold før 12? Hvor er folk henne?
De dedikerede fans er dog klar oppe foran, og Hatesphere spiller stædigt op til dans med deres upåklagelige og velsmurte performance. Lydbilledet virker mindre poleret, hvilket distraherer mig fra koncertoplevelsen, men på sin vis klæder det den rå og oldschool-agtige fornemmelse.
Er festen gået død? Nej, den er bare forsinket! Det er ikke uden grund, at Hatesphere er et navn, som enhver festival med respekt for sig selv har i deres lineup. De århusianske live-giganter spiller stædigt videre og opfordrer til “flere pirater”, “mosh, for fanden!” og udnævner en moshpit-kaptajn til at styre løjerne.
Hatespheres energi er ikke lige så kaotisk og aggressiv som LIVLØS, men besidder en indignation og stædighed, som tvinger headbangerne frem i selv de mest flade koncertgæster. Når crowded er med på den, så er interaktionen og energien i top. Der er både wall of death og masser af mosh, anført af mosh-kaptajnen, der kan spottes på sin flotte hvide kaptajnshat.
Måske havde folk fået tonset sig ned til LIVLØS? Måske var der bare mere steming for at sidde og chille i de utroligt bløde loungestole? Uanset hvad, så var der ikke noget at udsætte på Hatespheres performance, crowdet var bare ikke 100 % med lige denne gang.
Angel Witch
Anders Bøtter lader os vide, at fredagens headliner er en af de gamle legender i levende live. Muligvis er vores yndlingskonferencier undfanget til tonerne af Angel Witch, bandet blev i hvert fald grundlagt i en tidsramme, der ville sandsynliggøre sådan et sammentræf.
Der er ved koncertens start ikke det store publikumsopbud til det britiske heavy metal-band. Der indledes med en stor atmosfærisk intro. Måske kan det lokke folk herind, hvor det sner? Med deres vaskeægte oldschool-sæt spiller legenderne midnatten ind på Oslobåden.
Æstetikken og energien er markant anderledes end aftenens andre bands. Deres sceneshow er mere afdæmpet, og de lader musikken tale for sig. Det ses tydeligt at, de danske bands har hjemmebanefordelen i aften.
Hvor er alle henne? Måske har folk moshet sig selv i stykker til de to foregående bands? Måske er alle gået kold før 12 i deres kahytter? Uanset hvad, gik dem, der blev væk, glip af en særlig oplevelse: Angel Witch spiller sammen på en måde, som kun bands, der har spillet sammen i en menneskealder, kan spille på. Det er som at træde ind i en levende musikhistorisk tidskapsel, hvor musikken fra “dengang” opføres 1:1 som den lød “dengang”.
Det er rart med en flot clean vokal som afveksling fra de brutale røster, der har klinget over havet tidligere på aftenen. Måske ville det have passet bedre ind tidligere i på aftenen i lineuppet?
Moshpit-kaptajnen fra Hatesphere-koncerten er stadig i farvandet, men der er ikke mosh i sigte til Angel Witch. Fra hvor jeg sidder, er lyden utroligt diskant, hvilket slår skår i glæden ved at opleve bandet. Det toptjekkede Copenhell stage crew er dog på pletten og retter under koncerten op på en svigtende højttaler med militærisk og lynhurtig præcision. Tjekket!
Bandet har en god energi og de spiller tight og velartikuleret med sådan en præcision, at de ikke behøver at kigge på hinanden. Deres sammenspilsevner er et feltstudie i sig selv, men Copenhell Metal Cruise er for mig ikke stedet, hvor jeg laver den slags observationer så tæt på de små timer.
___________________
Første dag på Copenhell Metal Cruise byder på fire stærke koncerter i en sejlende miniudgave af den elskede festival. Stemningen og hyggen er i top på båden, og det kompetente bookingvalg afspejler fint den diversitets-range i genrer og energi, som man ser på et Copenhell-lineup.
Der er taget højde for metal cruise-formatet som særegen koncerttype, og der er valgt tilgængelige og bredt favnende bands for at imødekomme dette.
Godt skåret, Jeppe Nissen! I morgen kan kun blive lige så godt!
Se fotos fra Mark Stoumann herunder:
