Anmeldelse af: The Smashing Pumpkins. Heartland Festival, Greenfield Stage, Fyn, 01. juni 2019.
90er-rockerne fra The Smashing Pumpkins leverede et velspillet omend ikke super engageret show til dette års Heartland Festival.
Foto: PR.
Vi skal en tur tilbage i tiden. Tilbage til dengang, hvor den populære rockmusik blev lavet af unge hvide mænd med psykologiske problemer. Ja, vi træder tilbage til 90erne, i hvert fald for en god bid af lige netop denne The Smashing Pumpkins-koncert. Det er ikke meget mere end et år siden, at dette lineup fandt sammen igen under The Smashing Pumpkins-banneret, der naturligvis fortsat føres af en af rockens mest karismatiske sangere: Billy Corgan.
Fra start sparkes vi direkte tilbage til de gamle dage i form af nummeret “Sivas” fra bandets debutalbum, Gish. Det viser sig hurtigt, at aftenen er præget en del af de ældre numre, og det klæder bestemt bandet. Der er godt med fællessang under en stor del af bandets sætliste. At sætlisten er præget af gamle numre er kun en fordel, da de første tre plader med The Smashing Pumpkins helt klart til dato er den stærkeste periode i bandets karriere. Numre som det tunge “Zero” eller det mere populære melankolske nummer “Bullet With Butterfly Wings” fra bandets tredje og utvivlsomt mest populære album, Mellon Collie And The Infinite Sadness, tager særligt kegler her til aften.
Desværre er det bare også lidt som om, at bandet ikke rigtigt vil det. Der er ikke meget entusiasme eller energi at spore på scenen. Der er tæt på ingen publikumskontakt, og der bliver ikke bevæget synderligt meget. Corgan træffer lidt rundt i sin egen verden på scenen, men det er også mest det. Ganske vist er The Smashing Pumpkins’ musik ofte indadvendt, men der er eksplosioner af energi i musikken, som desværre ikke rigtigt kommer til sin ret her til aften. Corgan taler yderst sjældent til publikum og lader i stedet guitaristen James Iha om at henvende sig til publikum. Ligeledes får Iha tjansen med at synge et cover af Pink Floyd klassikeren “Wish You Were Here”. Det fungerer, men kunne givetvis være mere interessant med Corgans specielle og nasale vokal i fronten.
Lyden er enormt bas-præget på en sådan måde a,t riffsne nogle gange ikke helt får det smæk på, som de gerne må have. Alle instrumenter kan dog høres, guitarerne måtte dog gerne været højere.
Sceneopsætningen er rigtigt fed og gennemtænkt med store bevægende oppustelige dukker, som sætter en rigtigt fed stemning og passer vildt godt til bandets lyd og stil. Lysshowet er ligeledes spændende at følge med i.
Afslutningsvist får vi en lille tale om bandet, hvem der er med osv, hvortil Corgan kækt minder Iha om, at han da godt kan lide at lave ballade, men at de skal til at slutte aftenens sæt. Dette gøres først ved at tease KISS-klassikeren “Detroit Rock City” og lade den køre over i bandets egen “1979”. En glimrende måde at afslutte aftenens koncert på.
Koncerten har været præget af en satans solid sætliste, men et desværre små-uengageret band og små-tarvelig lyd.
The Smashing Pumpkins viser, at deres ældre materiale helt bestemt stadig holder den dag i dag, og at dette slet ikke er et band uden noget på hjerte.
