Dette er ikke en koncertanmeldelse

Næsten med rekordfart, 2-3 år, har Electric Callboy gået fra semistore venues, som Amager Bio, til Royal Arena. Mange bands bliver i et limbo af spillesteder som Amager Bio, Pumpehuset, Vega og Gimle, men de tyske metallere har fundet opskriften, mens de også har spillet på Copenhell (2023) og Roskilde Festival (2025). Når man lytter til deres musik er det også nemt at forstå hvorfor. Det er catchy, humoristisk og frem for alt tungt med en masse breakdowns. Spørgsmålet var nu bare om Royal Arena ville være for stort for Electric Callboy.

Wargasm 

På Copenhell 2022 åbnede britiske Wargasm hele festivalen den første dag. De havde deres momenter, men det bar også præg af at alle skulle varmes op efter to års pause. Så jeg var spændt på at skulle høre dem igen. 

På grund af afskærmende stykker stof på scenen, var det svært at se alle bandmedlemmerne, særligt trommeslageren og keyboardspilleren hvis man sad på venstre og højre tribune, men man kunne se dem bevæge sig, men de havde vist lige så meget energi som de to frontfigurer, Sam Matlock og Milkie Way.

Sex Pistols’ punkede attitude plus mere elektroniske elementer udgjorde dem som gode “firestarters” med åbningsnummeret “Vigilanties” og “D.R.I.L.D.O.”, men de fleste sange var mere utydelige at høre. Energien fra Matlock og Way var til gengæld mere stabil, nu manglede publikum at blive lige så entusiastiske.

Bury Tomorrow 

Metalcore som man kender det fra 2010’erne, og som man holder af, ligesom Parkway Drive, Bring Me The Horizon, Asking Alexandra og Bless The Fall, fik man med aftenens special guests. Bury Tomorrow mangler bare deres “genopstandelseshit”, efter gennembruddet i 2014 på deres tredje album Runes. De har siden da udgivet fem udspil, men de gjorde ikke meget væsen af sig – indtil nu. 

Men de har et vildt repertoire med noget af det bedre metalcore, så mestrede de virkelig at engagere publikum. På scenen offentliggjorde de, at de spiller på næste sommers Copenhell. Det skabte naturligvis en stor glæde. Så har man altså rig mulighed for at lære bandet bedre indtil da, hvis man har været optaget af andre bands i mellemtiden. Nu er der ingen undskyldninger for at ignorere dem længere. Hvis man er i tvivl om hvem Bury Tomorrow er, kan man kende dem på deres klassiske metalcore-breakdowns, som klassiske tyske frankfurtere, dog fra England.

Electric Callboy 

Apropos tyskere, så udgav tyske Electric Callboy fredag (d. 31. oktober) det helt nye nummer “Tanzneid”, og det var også den der startede koncerten, lige på og hårdt. Og med “Still Waiting” og “Tekkno Train” var festen ikke bare en realitet, men den levede i bedste velgående.

Humor er en svær størrelse, fordi det er så subjektivt, så derfor er det meget svært at definere hvad der “god” og “dårlig” humor. Electric Callboy tager udfordringen til nye højder, mens de holder en fest, der næsten når samme peak. 

Når hele bandet er iklædt ikke én arbejdsuniform, men en hel håndfuld undervejs, kan man godt argumentere for at det er i overkanten, ligesom når Tobias Forge fra Ghost laver sine kostumeskift, men fordi det er en del af showet køber man præmissen, mens basarmen kører på autopilot, og så får man selv mulighed for at få pusten igen i pauserne. 

Electric Callboy spillede relativt mange covernumre, enten hele eller dele af “All the small things” af Blink-182, “Bodies” af Drowning Pool, “Everytime We Touch” af Maggie Reilly og “Still Waiting” af Sum 41. De kan måske kunne de godt have undværet et par stykker til fordel for flere af deres egne. 

Man kunne godt frygte at deres nye numre ikke ville få samme modtagelse som de gamle, men det var absolut ikke tilfældet. Faktisk virkede det næsten som om at “Revery”, “Elevator Operator” og “Ratatata” fik mindst lige så store bifald som “Tekkno Train”, “Hypa Hypa”, “Pump It”, “Spaceman” og “We Got The Moves”. 

Også under et mere trance-dance og akustisk segment var pulsen lige høje. Man skrålede med på Electric Bassboys’ remixes og “Fuckboi”, uanset om man var mand eller kvinde, alle var med Nico, Kevin og resten af bandet. Selv deres nye trommeslager, Frank Zummo fra SUM 41, spillede som om han næsten ikke havde lavet andet hele livet. 

I Danmark har vi Siamese, der også de seneste par år er blevet store, men de har også været mange år undervejs. Siamese kombinerer ligeledes elektroniske og poppede, men Electric Callboy gør det bare bedre på alle punkter.

Dette var ikke årets bedste koncert for mit vedkommende, men den er absolut i top 5, men alligevel får Electric Callboy topkaraktér fordi alle i publikum havde en fest, og dét smittede af.

Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder