Anmeldelse af: Electric Guitars – Freewheeler. Udgivet d. 12. november 2021 via Mighty Music/Target Group.
Electric Guitars er stadig elegante, men også lidt for ensformige og ensartede.
Electric Guitars tre studioalbums, den selvbetitlede (fra 2013), String Fever (2015) og Rock ‘N’ Roll Radio (2017), minder meget om hinanden både musikalsk og grafisk. Coverne var alle tre sort-hvide fotografier af Mika Vandborg og Søren Andersen på mørk baggrund. Coveret til Freewheeler her er til gengæld en farverig illustration af dem på motorcykler.
Så udefra det grafiske skulle man tro, at det nyeste er meget anderledes, men det er ikke tilfældet. Der er stadig fokus på den gode rockmelodi og sing-a-long-venlige vokal.
Hele Freewheeler minder om Jesper (D-A-D) Binzers soloalbums Dying Is Easy og Save Your Soul – de har samme musikalsk niveau og type af far-rock. Søren Andersen er også med i Binzers soloband, så det giver god mening, at de måske inspirerer hinanden. Binzer har lidt bedre vokal end Andersen og Vandborg, men til gengæld er guitarspillet bedre hos dem end hos Binzer. Ellers virker det næsten som om, at det hele kører på autopilot: En jævn kørsel, men også lidt kedsommeligt for den erfarne chauffør.
De bedste numre er “Dopamine” og “Incoming”. Førstnævnte er i sandhed et decideret skud dopamin til hjernen, ligesom “Swagman” fra deres forrige plade var. I “Incoming” kan man næsten høre et missil blive skudt af. Vokalen råber tilpas aggressivt, mens guitarerne skærer sig igennem højtalerne.
De ringeste numre er “Nervous Breakdown”, “Hot Blooded Woman”, “Zero Four”, “The Rainbow” og “Welcome History”.
“Nervous Breakdown” er mere en halv-sløj forkølelse end et nervøst sammenbrud. Og “Hot Blooded Woman” minder lidt for meget om “Homewrecking Woman” (nummer fra 2017. red) i både melodi og tekst. Og så virker det som om, de stadig er nogle teenagedrenge, der har mødt en ældre, spændende kvinde.
Hvis man ser på singlecoveret, ser det også ud som noget fra 00’erne: En storbarmet, letpåklædt kvinde slæber Søren og Mika væk, som om de var byttedyr, og hun var rovdyret.
I “Zero Four” synges: “It’s all black, I want more, Take me back to Zero Four”. Man finder aldrig ud af, om det er årstallet, klokkeslettet eller andet tredje. Man bliver på intet tidspunkt klogere bare mere forvirret. Også selvom det lyder meget spændende og kryptisk.
Hvis man har hørt en rockballade før om en utopi, så har man også hørt “The Rainbow”. Intet nyt under solen/regnbuen. Selvom man aldrig har været under/for foden af regnbuen, så har man et kraftigt deja-vu med alle klichéer og ikke på den sjove/gode måde.
“Welcome History” handler om, når historien gentager sig selv. Det er lidt tragikomisk, fordi Electric Guitars ender med at gentage sig selv for mange gange på albummet, der ellers har fine takter.
Freewheeler ville have været en rigtig god debut eller to’er. Men nu er det jo album nummer fire, og så burde Electric Guitars have udviklet deres lyd mere. De fleste bands starter ud lidt eksperimenterende for så finde en stil og udvikle på den, som D-A-D gjorde med deres ko-punk, glam-, hård- og blød rock. Electric Guitars er kun en my bedre end Volbeat, som er gået i selvsving i deres rockabilly-schlager-dansktop-pop, fordi Electric Guitars er bedre musikere og sangere end Michael Poulsen & co.
Freewheeler er lidt som juleaften for rockfans: Jo yngre og ældre man er, jo bedre synes man om det. Det er hyggeligt og stemningsfyldt, men efter 10. småkage begynder man at blive mæt, også selvom det smager godt. Man har bare smagt pebernødder før (mange gange), og så peberede/spicy er de heller ikke.
Jeg vil gerne have det lidt mere kryptisk eller provokerende, end hvad Freewheeler er.
Electric Guitars tangerer hverken deres forrige plade, Rock ‘N’ Roll Radio, eller deres livealbum, 10 Songs 10 Cities (fra 2019), og får derfor kun 3 stjerner.
Freewheelers trackliste:
- Dopamine
- Hot Blooded Woman
- Nervous Breakdown
- Zero Four
- Going Out
- Incoming
- Cut Loose
- Freewheeler
- The Rainbow
- Welcome History
