Anmeldelse af Katatonia + Sólstafir + SOM. Amager Bio, Kbh. 23. februar 2023.

HVIS DENNE AFTEN KUNNE BESKRIVES I ÉT ORD, SÅ VILLE DET, SOM TITLEN HENTYDER, VÆRE ”ÆTERISK”

 

Foto: Tommy Skøtt

SOM

SOM er det første band, der skal spille i aften, og klokken 19:00 bevæger medlemmerne fra bandet sig ind på den lysforladte scene, hvor de bliver mødt af en overraskende fyldt Amager Bio, taget i betragtning af, at SOM er det første og mindste band, der skal spille i aften.

På deres ca. 30 minutters set, formår de at levere en meget elegant optræden fuldstændigt opslugt i grønne, røde og blå tåger i det dæmpet lys der er på scenen. Det virker også til at publikum kan lide deres dystre måde at implementere genrer som pop, doommetal og elektronisk musik i deres næsten progressive (og til tider djentede) tilgang til post-rock/metal. Man hører i hvert fald tit sætningen: ”Det her er godt nok fedt!” fra publikum mellem diverse numre.

Desværre overdøver trommerne de andre instrumenter størstedelen af koncerten, og vokalen drukner i deres støjagtige guitar riffs og skingre synth-melodier, hvilket er en skam, da forsanger, Will Benoits, vokal lyder super beroligende og ubesværet ville kunne sammenlignes med artister såsom Greg Gonzalez eller Tame Impalas Kevin Parker.

Selvom lydbilledet drillede, så formår SOM stadig at levere en god koncert med unikke og ambitiøse sange, samt humoristiske indspark og scenedrillerier fra forsangeren, der lykkeligvis rammer plet med sine jokes og får størstedelen af salen til at grine.

Sólstafir

Efter en omgang doomet og melodisk post-metal var det tid til islandske Sólstafir. Efter kort ventetid med høj spænding fra publikummet i den næsten allerede helt fyldte Amager Bio, begynder sangen “Náttfari” fra Sólstafirs andet album, Masterpiece of Bitterness, at spille over højtalerne. Publikum jubler og klapper højt, mens fire yderst velklædte herre træder ind på scenen til det akustiske nummer, der passende sætter stemningen til Sólstafirs æteriske og hedenske post-rock.

De vestiførte og hattebærende medlemmer finder deres plads på scenen, og forsanger, Aðalbjörn, stiller sig helt ud på kanten af scenen og kigger meningsfuldt ud på publikum.

Bandet åbner deres set med det elleveminutters lange nummer “Náttmál” fra mesterværketsalbummet Ótta. Det yndefulde nummer er en super passende sang at starte med, da den viser Sólstafirs varierede musikalske evner. Den stille og elegante start på sangen lyder fremragende, og lydmanden har i hvert fald fået fikset en ting eller to siden SOM. Aðalbjörns stemme går knivskarpt igennem og bliver ikke på noget tidspunkt overdøvet af trommerne eller de graciøse guitarriffs, som Sólstafir gang på gang giver publikummet.

Humor og entusiasme er heller ikke noget, som Sólstafir mangler. Efter et par sange og en takken for salens gentagne og storslåede bifald, spørger Aðalbjörn ”Skal jeg snakke dansk eller engelsk?”, ”Dansk!” bliver der hurtigt råbt af publikum. Aðalbjörn sukker drilsk, da han nu skal til at anstrenge sig for at få formuleret sig ordentligt på dansk og ikke engelsk. ”Okay okay, vil I have noget ny eller noget gammelt?” spørger han meget hintende. En fan tæt på scenen lader ingen lungekapacitet gå til spilde, da han højligt råber ”Gammelt!”. Aðalbjörn smiler og svarer ”Okay, så må vi jo hellere spille noget gammelt!”

Bandet går hurtigt i gang med nummeret “Bloodsoaked Velvet”, igen fra deres andet album, som er betydeligt mere metalpræget end deres senere post-rockede albums. Den rå vokal passer super godt til de forvrængede guitarriffs og Thors-hammers-tunge-trommer. Samspillet mellem bandets medlemmer er enormt højt niveau, og Aðalbjörn formår samtidig at vedligeholde sin charmerende karisma ved at gå en masse rundt på scenen og få revet publikum med på synergien.

Efter endnu flere sange fra deres alsidige diskografi og det æteriske fanfavoritnummer, “Ótta” fra albummet af samme navn sørger Sólstafir for at agere en yderst fremragende koncert, som er svær at være utilfreds med.

Katatonia

Efter en meget kompetent optræden af Sólstafir var det tid til hovednavnet, nemlig svenske Katatonia, der har rødder i den svenske dødsmetalscene tilbage i 90’erne, men senere hen har bevæget sig mod det mere progressive segment med melodiske tendenser.

Med deres senest udgivet og højt anmelderroste album, Sky Void of Stars, var alle klar på at høre nogle af de nye sange live – og lykkeligvis var vi heldige, da bandet starter med nummeret “Austerity” fra det nye album. Det er tydeligt, at Katatonia har styr på deres instrumenter, og deres musikalske evner er i topform. Med deres progressive guitarspil og polyrytmiske trommer viser Katatonia fint, hvorfor det er dem, der er aftenens hovednavn.

Katatonia støder dog ind i samme problem, som SOM, at vokalen til tider drukner i de andre instrumenter. Det er igen super ærgerligt, da Jonas Renkse har en helt utrolig god vokal, som helst ikke skal drukne i de andre instrumenter. Der bliver heldigvis rettet op på det efter en håndfuld sange.

Den svensktalende forsanger, Jonas Renkse, får indimellem numrene ikke snakket særlig meget med publikum. Han virker desværre også en smule uengageret, da han næsten under hele showet gemmer sig bag sit lange kulsorte hår, og under sangene bliver han også stående meget det samme sted på scenen. Det er fair at tænke, at han er udmattet efter omkring halvanden måneds tour, men sammenlignet med Aðalbjörn fra Sólstafir, så havde Jonas Renkse altså noget at leve op til.

Hans stemme fejler dog ikke spor under numrene, hvilket er det vigtigste. Med sange som “Forsaker”, “Buildings” og “July”, viser Katatonia, at de også kan spille noget, der er mere gang i. De tunge og progressive guitarriffs får hele salen til at stå og headbange med på sangene – det gælder både superfansene helt forrest, men også de ældre armene-over-kors-herrer længere bagud i salen, der som regel plejer at stå helt stille til koncerter og nøjes med at nikke som godkendelse.

Katatonia sørger også for at give fansene, hvad de kan lide. Ikke nok med at de får inkluderet en håndfuld sange fra det nye album, så spiller de også ældre sange og fanfavoritter som “Behind the Blood”, “My Twin” og “Evidence”, som alle bliver taget enormt godt i mod med mange fans, der begejstret gestikulerer med armene og synger med på numrene.

Overordnet får Katatonia leveret noget af en fremragende koncert med en god og varieret setliste, som publikum virkede til at elske.

Tommy Skøtt har taget flere koncertbilleder fra aftenen: