Alice Cooper

En aften i Helvegen

-

  • Wardruna
5

Anmeldelse af: Wardruna i DR Koncerthuset, Kbh, d. 15 april 2018

 

Hvis ikke du var viking, ligesom 50 % af publikum til denne koncert var, så blev du det!

 

Du sidder allerede nu og tænker.. “Sig mig, var det ikke Metal A Day jeg klikkede ind på, og hvad har Wardruna lige med metal at gøre?”

Det er her, jeg må være ærlig og sige, at Wardruna ikke har været i nærheden af en såkaldt spade eller en fed bass, ej heller et sygt lækkert trommesæt. Nej, Wardruna leverer musik i form af lur-horn (den fra smørpakken) og andre instrumenter, som vi har haft i godt 1000 år.

Wardruna er ikke metal eller rock, men deres publikum derimod er det! Det er også grunden til, at jeg selv havde bevæget min dertil indrettede og mit kamera ud til den store blå kasse på det, vi kalder skraldeøen, Amager.
Ja, du har gættet rigtigt, jeg var i DR Koncerthuset, og hold da kæft, det lever op til navnet, Koncerthuset, til fulde! Jeg er næsten der, hvor jeg vil indrømme – og jeg er ikke meget for det, da min kærlighed er på de små spillesteder – men jeg må sgu bøje mig i støvet og tage hatten af for den akustik, som DR har formået at lave i deres koncertsal! Lyden var fænomenal u-an-set hvor, du var i salen! Det var næsten som at være omringet af musikken, hvilket gjorde denne aften endnu mere speciel! Wardruna leverer nemlig musik, som var du rejst tilbage i tiden og endt i en skov i det kolde nord.

Der bliver sunget på norsk, men måden det bliver leveret på, minder mest af alt om oldnordisk, hvilket gør, at man føler sig som viking, hvis man ikke selv er det.

Einar Selvik, forsanger, synger med en dyb og blød stemme, men manden kan også skrige og råbe højt, hvilket giver god mening, når man tænker på hans tidligere karriere som musiker, da han har bevæget sig i det, de fleste mænd fra Norge, som kan lide metal, nok har: Black Metal.

Der er til Wardrunas koncerter ikke meget black metal-inspiration at finde, men det teatralske er helt klart at finde, hvilket også kan ses på billederne herunder, taget af undertegnet.

Wardruna slutter af med folkets favorit “Helvegen”, og det må siges, at folk var vilde, da nummeret her var på.

Jeg spottede en af mine vikinge-venner, der med sine mere end to meter lange korpus og dreadlocks, der er så lange, at selv Bob Marley ville være misundelig, springe op af stolen for at komme ud på gulvet og danse! Han var ikke alene om dette, da først han havde startet dansen, kom der hurtigt fire, fem vikinger mere til. Det er så fedt at se, at selvom det er en siddende koncert, så kan folk godt finde ud af at rejse sig og danse/hoppe rundt!

Efter “Helvegen” slutter, står Einar og resten af Wardruna på scenen og takker for, at vi i publikum giver så stor en klapsalve. Han spørger os, om det på dansk betyder, at vi vil have mere – og det betød det!

Einar giver os så et solonummer som det sidste, hvor han står og spiller på noget, der minder om en guitar og synger så flot, så tyksakken her næsten kneb en tåre!

Jeg kan ikke andet end give Wardruna maks på stjernerne, for det var en koncert, der var langt over den, jeg tidligere har oplevet i Greve med dem.

 

Se billederne, jeg tog, herunder:

Fotograf: Mark Stoumann

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier