Det varme vejr har trukket folk til tidligt, og der er allerede en god håndfuld gæster ude på pladsen, da dørene åbner kl. 19. Der er udsolgt, så det er med at komme i god tid for at finde en plads foran scenen.
Novembers Doom
Novembers Doom er formet helt tilbage i 1989. Dengang hed de Laceration og spillede Death Metal. I dag har de 11 studiealbums i ryggen og betragtes som et af de længstlevende Doom-bands fra USA. I aften åbner de for vores landsmænd, og jeg er spændt på deres optræden.
Vi får en rolig spoken word-intro over højtalerne, de første fire medlemmer går på scenen og starter, imens deres forsanger, Paul Kuhr, kærligt og drillende ser på ude fra højre side af scenen, inden også han betræder de skrå brædder.
Musikken er meget atmosfærisk, men slet ikke uden sine tunge passager. “Rain” er et smukt nummer, der også demonstrerer Paul Kuhrs mange vokalstilarter. Han både growler, kommer med hæse skrig, råber og synger rent. Det giver en fed variation, når Novembers Doom af og til bliver for ensformige i deres musik. Ganske vist har Paul ikke mindre end fire vokaleffektpedaler, men det hæmmer bestemt ikke det univers, amerikanerne forsøger at skabe.
Nu er Doom Metal ikke den mest udadvendte genre inden for Heavy-verdenen. Det er der vist nogen, der har glemt at fortælle vores venner fra Chicago, for aldrig i mit liv har jeg da set så overskudsagtig en gruppe i den her undergenre.
“We were last here 17 years ago, we told you we would be back,” storsmiler Paul, det er vi vist flere, der er lykkelige for. “I bet you didn’t think this would be a comedy show?” siger Paul midt i koncerten, næ, men, for pokker, jeg griner næsten lige så meget, som jeg headbanger.
Gruppens energi og rendyrkede glæde kan ikke andet end at smitte vildt meget af på os alle. Forsangeren bliver drillet med, at han er en “lyric forgetting motherfucker”, og når en forkert sang startes, ler bandet blot. Der pjattes godt af medlemmerne imellem under hele koncerten. Det fjerner dog langt fra fokus fra, at de med årevis af erfaring står her af en grund.
Fra deres dygtige fingerspillende bassist til, når hele bandet samles som en ond enhed til sidste nummer “Pale Departure”, er det tydeligt, at der er en grund til, at de har haft så lang en karriere. Sangen dedikeres til Pauls kone, der er til stede blandt publikum denne aften. Novembers Doom fanger mig ikke med alle deres sange, men de har deres egen formel af Death Doom, og den har de 100 % styr på, og med deres vidunderlige humør så håber jeg ikke, at der går 17 år til, før vi ser dem igen på dansk jord .
Saturnus
Saturnus er efterhånden en temmelig stor kultgruppe herhjemme i Danmark. De er vel vores ældste Doom Metalband og har siden debutalbummet, Paradise Belongs To You, fra 1997 leveret smuk og melankolsk musik. Senest i år med pladen, The Storm Within, der kom mere end 10 år efter den forrige udgivelse, Saturn in Ascension, fra 2012.
Med deres nye album virker det til, at Saturnus er blevet langt mere aktive på livefronten. Blandt andet med et besøg på både Copenhell og Brutal Assault denne sommer. Jeg selv var stor fan af deres koncert på Metal Magic i juli, og på trods af lydproblemer tilbage på Copenhagen Metal Fest i 2021 var jeg ikke mindre fan bagefter.
