Alice Cooper

En sjælerejse i fornemt selskab

-

Anmeldelse af: Alkymist – Sanctuary. Udgivet 01. maj 2020. Indisciplinarian.

 

HALVANDET ÅR ER GÅET, SIDEN ALKYMIST VAR PÅ GADEN MED DET SELVBETITLEDE DEBUTALBUM. TIDEN ER BLEVET BRUGT EFFEKTIVT I DEN DOOMEDE DEL AF KØBENHAVN, OG ALKYMIST STÅR NU MED “SANCTUARY” PÅ GADEN. OTTE NUMRE LIGGER KLAR TIL AT RIVE OG FLÅ, OPLØFTE OG TABE, FASCINERE OG SKRÆMME DIG.

 

Med kun ét album i bagagen kan man tro, at Alkymist er en ny spiller på banen. Er man i den tro, vil man blive svært overrasket og imponeret, når man trykker play på bandets nyeste skive, Sanctuary. Deres tunge, doomede sludge formår på dette udspil at virke opløftende. Fyldt med kontraster trækker musikken lytteren ind i sit univers. Et univers, hvor man er opdagelsesrejsende i eget sind. Bandet udforsker livets rejse gennem drømme og tanker.

Din rejseguide er Peter Bjørneg. Hans vokale instrument er svært at sætte ord på. Det er lige dele Satan og Gud. Dyb, forvrænget og dæmonisk og dog fortrøstningsfuldt og varmt. Til tider er der noget King Diamond over vokalen, når han i numre som “Oethon” og “S.O.Y.” går ned i kraft og nærmest hvisker os i øret. De formanende ord bliver hele pladen igennem sunget meget artikuleret, hvilket giver trygheden til at svæve ind i tankestrømmen og lade sig flyde med.

Med en blanding af en rivende tung bas, tilbagelænede, slaviske trommerytmer og skønsang fra guitaren skaber ALKYMIST det dystre, men samtidig håbefulde lydbillede, der danner rammen om rejsen. Musikken er ikke blot vejen, du går på, det er vinden i ryggen, luften du ånder, den kølende regn, den varmende sol, den altomsluttende virkelighed. Selvom den er mørk og dyster, og til tider frembringer ubehag, fortsætter du rejsen. Den drager dig. Den opløfter dig, blot for at lade dig falde igen, men den har så godt fat, at den ikke slipper.

Kompleksiteten i musikken er det dragende element. Kontrasten mellem dystopi og håbefuldhed gennemsyrer alt fra hvert enkelt tone til den store sammenhæng.
I “The Dead” findes pladens mest enestående riff. Riffet leger med dig, som en kat leger med musen, inden den giver det sidste dødelige slag. Løfter dig op for at kaste dig hårdt ned gang på gang, på gang. Men du mærker det ikke. Du er tryllebundet af musikken, der er i færd med at tvinge følelserne ud af den dybeste del af kulkammeret, så du kan sidde tilbage med følelserne helt uden på huden, når musikken efterlader dig i stilhedens tomhed.

De tre numre, der har gjort størst indtryk, er “The Dead” for den sindssyge komposition med pladens bedste riff og et overrumplende, frembrusende tempo, “Draugr” for groovet og “Warkeeper” for den eminente, pulserende basgang, vi bliver præsenteret for. “Desolated Sky” må nødvendigvis også nævnes, da dette nummer med sine 9 minutter og 37 sekunder uden tvivl er det mest konfronterende og tåkrummende nummer på skiven.

Hvis du tør stille spørgsmålstegn ved din pure eksistens, skal du kaste dig bagover og lade det musikalske univers gribe dig, for det VIL opsluge dig og bære dig igennem en 43 minutters rejse i sindet.

ANTAL STJERNER

Alkymist - Sanctuary

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Alkymist - Sanctuary. Udgivet 01. maj 2020. Indisciplinarian.   HALVANDET ÅR ER GÅET, SIDEN ALKYMIST VAR PÅ GADEN MED DET SELVBETITLEDE DEBUTALBUM. TIDEN ER BLEVET BRUGT EFFEKTIVT I DEN DOOMEDE DEL AF KØBENHAVN, OG ALKYMIST STÅR NU MED “SANCTUARY” PÅ GADEN. OTTE NUMRE LIGGER...En sjælerejse i fornemt selskab