Anmeldelse af: Psy:code. High Voltage, Kbh. 11. juni 2021.
Psy:code stod for at tage “post”-corona-mødommen for denne anmelders byliv kombi koncertoplevelser igen – og sikken begyndelse!
Foto: Tommy Skøtt
Psy:code har været sådan et band, jeg har fulgt gennem de seneste par år, hvor jeg altid er blevet sært begejstret for dem qua deres industrielle favntag på metallen, hvor der er rigeligt med melodi, hastighed og labre detaljer at fordybe sig i.
Ja, jeg har jo beskrevet dem en del gange før, hvoraf deres seneste optræden på Raise Your Horns-festivalen kan nævnes.
De lader dog tit til at falde ned mellem to stole – hvis ikke flere – da publikum endte er fåtallige til flere af de koncerter, der burde være skelsættende for bandet; lyden er for mudret, eller folk ikke dukker op i god nok tid, hvis de varmer op.
Så at sætte dem som hovednavn – og eneste på – på plakaten denne varme fredag i juni på High Voltage burde sikre, at det dedikerede publikum dukkede op, at de andre, der ikke kendte bandet, fik én på opleveren og så lyset, som jeg havde set det før.
Før jeg dog nåede så langt, skal det lige påpeges, at der var noget befriende ved at vandre i retning mod den rockende natklub i København, som det er sket så mangen en fredag aften før om sommeren, hvor planerne er lidt løse dagen efter, så man virkelig kan ræse igennem på dansegulvet i kælderen på Axel Torv.
Jo, vi skulle stadig sidde ned, og det hele skulle lukke før tid, men om det var synet af mange roligans, der gjorde klar til morgendagens opgør i EM-regi, som jeg så på vej til koncerten, eller det bare var det gode vejr, så var der i hvert fald meget, det tydede på, at dette var begyndelsen på enden for det forbandede corona-liv, vi har levet alt, alt for længe.
Og Psy:code beviste dette allerede fra start trods at betræde scenen 20 minutter senere end annonceret, men så burde de sidste efternølere da også have indfundet sig – for denne koncert på High Voltage var (også) blevet udsolgt.
Og lyden var fabelagtig fra start af, hvor de højfrekvente toner samlede sig godt om de dybe lyde fra bassen og videre sammen med trommerne, hvorfor der også blev mere plads til det elektroniske i mixet, som ofte kan være bandets kæphest live: lyden skal virkelig (VIRKELIG) være skarptunet, før man får det samlede lydbillede med, som deres musik fortjener.
Dog kan det også have noget at gøre med, at jeg bruger gode ørepropper (jeg vil gerne have hørelsen til mange fremtidige koncerter, tak), for da jeg i et kort forsøg på at høre, om jeg kunne opleve koncerten uden, tog dem ud, var de lyse toner nok en stor kende for langt fremme i lydbilledet, og det åbenbarede sig, at trommerne også havde lidt for meget plads fremme sammenholdt med de mange andre inputs fra bandet.
Endvidere var det lidt en skam, at bandets lys- og røgshow blev holdt i den “kasse”, som der udgør scenen på HV. Normalt spiller det fantastisk som opsætning, men det er mystisk at kigge på bandets performance det ene øjeblik og være i en dystopisk sci-fi-film for det næste at være i en sleazy rockklub, hvis man lige kiggede et par centimeter til siden – fokus skulle blive på scenen for at få den fulde oplevelse her.
Bandets seance havde rodfæste i deres kommende plade, hvoraf hovedparten af aftenens sætliste da også bestod af numre fra den skive; og det tegner positivt for den udvikling for bandet.
Dog er det også lidt modigt, når Psy:code sidst spillede i september 2020(!) – på Bornholm(!!!). Jeg hørte flere publikummer spørge efter “dem, vi kender”, og taget i betragtning af at folket må være kommet for at se netop Psy:code, når der ikke var andre på plakaten denne aften, så var det et modigt valg – men sammenlagt så det ud til at gå rent hjem hos de fleste (inklusiv undertegnede).
Senere undervejs i koncerten begyndte teknikken at drille, og her kan man godt se kontrasten mellem de bands, der “normalt” ville optræde sådan et sted her, hvor man nok mere sværger til nogle hurtige 1-2-3-4-akkorder og tempi fra den lette side i trommebogen og videre til et band som Psy:code med utallige strenge på spaderne og akavede akkorder med mærkværdige indslag. Pointen er: Der er markant forskel på industriel metalmusik, der kræver koncentration, og gedigen pikrock, der bliver forbedret (hver gang) af en god brandert.
Jeg havde også svært ved at høre andenvokalen det meste af tiden, så sammenlagt undrer du dig måske over, at jeg alligevel kaster 4 flotte stjerner efter bandet, når jeg umiddelbart brokker mig så meget.
Igen er vi nok ude i den gode stemning, der sammenlagt bidrager til oplevelsen kombineret med et band, der osede af spilleglæde og trak smilende miner over mangen en publikummers ansigt denne aften.
Og der var fadøl, og man kunne sidde uden mundbind, og jeg kom på græs igen; jeg så de velkendte hoveder og lærte nye folk at kende: Vi er (næsten) tilbage til normalen, og jeg havde den bedste fredag i mands minde på High Voltage, fordi det var så meget savnet.
Ergo: Man kunne tage til en koncert af lyst, fordi man ville og kunne lide musikken, end at man tog en koncert af nød, fordi der ikke var andre tilbud, og man hungrede efter et fix til ens live-nerve!
Her er nogle billeder fra koncerten. Billederne er taget af Tommy Skøtt:
