Ensidighedens vaklende forsøg

Man kan ikke underminere Bob Dylans unægtelige plads i musikhistorien. De albums, den mand har skabt, er musikalsk pensum, og det ikke enhver tekstforfatter, der går hen og vinder en Nobelpris for sine sangtekster. Bob Dylan har tydeligvis styr på at skrue tidens narrativ på et stykke musik, og sprinkle nok bluesinstrumentation og mundharmonika over sine folknumre, til de har cementeret sig som noget legendarisk.

Hvis bare det også havde været sådan, da han spillede i Royal Arena. Men i stedet for innovative tilgange til kompositioner og sprængfarlig dygtigt udførte numre, fik man hvad der svarede til en ufuldkommen akkord.

Denne tour var med fokus på albummet Rough and Rowdy Ways fra 2020, samt andre udvalgte numre, og vi fik også præsenteret alle numrene fra Rough and Rowdy Ways, pånær det 17 minutter lange lukkenummer “Murder Most Foul”. Man håbede dog på, at han ikke havde spillet så meget.

“I’ll Be Your Baby Tonight” og “It Ain’t Me Babe” åbnede aftenens koncert, og for at sige det mildt: Det lød rædderligt. Jeg havde ikke set Bob Dylan før, og jeg havde fået mange forskellige ting at vide. Nogen påstod, at han stadig var den selvsamme legende, som for mange år siden og stadig kunne levere en koncert, mens andre havde fremhævet, hvor nedslidt han var blevet over årene, og at jeg ikke burde spilde min tid på at se koncerten i dag.

Måske har jeg været for optimistisk indstillet på Bob Dylans vejene, fordi jeg tror ikke på, det var meningen, at det skulle lyde så dårligt her. Jeg blev prikket på skulderen af min sidemakker og fik at vide “han skal bare lige varme stemmen op… har jeg hørt”. Hun løj. Han kom tæt på noget, der vagt mindede om noget fornuftigt under “False Prophet”, men ellers var der ikke meget at komme efter.

Afstumpet jazzband

Man må give bandet, at for hvad de skulle spille, så spillede de det da konsekvent. De var også konsekvent kedelige, men alligevel formåede Bob Dylan sporadisk under koncerten at spille nogle komplementerende klaverfigurer til det instrumentale. Det lykkedes nogle gange, men andre gange blev det gjort så forhastet og sjusket, at det lød komplet uintentionelt atonalt. Bandet var også så godt som ansigtsløse, da hverken soloerne eller diverse breaks gav personlighed, glans eller glamour til dem eller musikken.

Det var ikke samme imponerende jazz- eller bluestræk, som man kender dem, hvor musikerne præsenterede os og hinanden for temaer, der så blev viderebygget på i samspil. Det var ikke den slags instrumentalisering, hvor der tilføjes en ekstra skæv akkord for en mere kompleks kadence, eller hvor akkorderne var præget af skæve og spændende udvidelsestoner. Og som nævnt før, så hjalp det heller ikke, at Bob Dylan indimellem fejlagtigt prøvede at supplere.

Det eneste stykke, hvor bandet for alvor fik fremhævet sig selv og, det jeg husker som mest bemærkelsesværdigt, var under andetsidste nummer “Goodbye Jimmy Reed”. Mod slut afvigede de nemlig en smule fra studieversionen og fokuserede i stedet på at implementere et støjet crescendo. Det gav noget ekstra liv til nummeret og viste samtidig, at de jo godt kan komme ud fra deres umiddelbare comfort zone, hvis det var oplagt.

Det var simpelthen bare ikke nok, til at rede den ellers faldefærdige koncert. Jeg er sikker på, at Bob Dylan gav sit yderste, men i en alder af 84 er kapaciteten for legenden desværre også falmet.