Anmeldelse af: Måneskin. Royal Arena. 02. maj 2023.
Måneskin bjergtog de unge med et eksemplarisk rockshow. Det er set vildere og voldsommere, men det kan ungdommen måske komme til at opleve mere af senere.
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
Lyden var imponerende høj, da Måneskin, uden opvarmning forud, gik på lidt over klokken 20 i Royal Arena, og jeg har aldrig set sådan et jubelbrøl et fra publikum på denne måde i ualmindelige tider og da slet ikke fra så ungt et fremmødt folk.
Viste man ikke bedre, så skulle man tro, at der var tale om et højaktuelt boyband eller en hiphop-sensation på scenen.
Jo, vi skal lige have det formelle på det rene: Måneskin er et italiensk/dansk band (se bare navnet, som bassisten Victoria de Angelis med de semi-danske rødder fandt på), der vandt Eurovision i 2021 og siden da så sandelig har haft en kometkarriere.
Modsat andre fænomener fra den sang-konkurrence, der sjældent får en efterfølgende karriere af sådan en kaliber (fraset Lordi), så har Måneskin ført det til noget, og det hænger nok sammen med, mener jeg, at de rent faktisk er et liveband, der kan spille deres instrumenter, og det ikke er fx en sanger, der bliver stillet frem som et maskineri, hvor al musikken er lavet med henblik på udelukkende vinderchance i omtalte konkurrence og salg end format i musikken.
Sådan er min oplevelse af Måneskin også på plade: De kan rent faktisk spille, og forsangeren, Damiano David, kan så sandelig også synge, live lyder det næsten som taget ud af pladerne – og jeg mistænker ikke playback.
Vindersangen fra 2012, “Zitti E Buono”, kom tidligt i sættet, og det virkede som om, at jubelbrølene fra starten af koncerten endnu ikke havde forstummet sig og bare fortsatte.
Lydmæssigt ville jeg ønske, at bassen havde været lidt lavere (undskyld, Victoria), men ellers virkede det til, at de havde en ferm lydmand med.
Guitaristen, Thomas Raggi, kørte tit en noise-solo i slutningen af sangene, og havde han da ikke vist sine evner senere solo på scenen, kunne jeg mistænkte ham for bare at lire en masse toner ud af gribebrættet for at se blæret ud, når det meste af publikum nok ikke ved bedre om guitarteknik.
Rockshowet var også standard, men eksemplarisk: To skærme og en masse lys, og tit skal der heller ikke mere til. Intet pyroteknik eller konfetti som røgslør: Musikken talte for sig selv denne aften
Publikum fandt også lighterne (hov, jeg mener telefonerne) frem under et mindre akustisk sæt lidt over midtvejs i sættet for at skabe lys, og her opstod der endda en næsten salig stemning modsat den vilde begejstring tidligere. Det var helt fint.
Bemeldte forsanger frembragte en lidt punket-attitude med tilbagelænet stil under hele showet, som om det var et lettere improviseret show, men når man ser på sætlisterne fra deres foregående shows på denne tour, så er det hele stringent timet og tilrettelagt.
Dog fungerede hele sættet – med undtagelse af, at de ikke alene gentog “I WANNA BE YOUR SLAVE” efter en ellers stemningsmættende slutning med sangen “THE LONELIEST”, men de gentage også samme stunt med at sætte sig ned under sangen og hoppe op på kommando…
Bevares, det så virkelig fedt ud (begge gange), men det er et billigt kneb, men som salige Groucho Marx sagde: En joke er altid sjov, hvis du aldrig har hørt den før!
Jeg oplevede det samme til min første koncert: Slipknot under “Spit it Out”, som du nok har gættet. Dengang var det dét VILDESTE. Nu får jeg ondt i knæet, hvis jeg skal prøve det igen.
På den måde var jeg mest imponeret over publikums deltagelse og vilde begejstring over Måneskin, og de unge var klædt på til anledningen: Som goth, punker, rocker, you name it. Der blev næppe solgt mange fadøl denne aften…
Måske er Måneskin ikke et gigantisk band om 10-20 år, for så var det heller ikke mere mindeværdigt at opleve, men jeg tror så sandelig, at mange unge mennesker er gået hjem for at tjekke mere af det der dersens råk og rul ud!
Se et galleri, taget af Magnus Karms Blichfeldt, her:
