Lyden var imponerende høj, da Måneskin, uden opvarmning forud, gik på lidt over klokken 20 i Royal Arena, og jeg har aldrig set sådan et jubelbrøl et fra publikum på denne måde i ualmindelige tider og da slet ikke fra så ungt et fremmødt folk.
Viste man ikke bedre, så skulle man tro, at der var tale om et højaktuelt boyband eller en hiphop-sensation på scenen.
Jo, vi skal lige have det formelle på det rene: Måneskin er et italiensk/dansk band (se bare navnet, som bassisten Victoria de Angelis med de semi-danske rødder fandt på), der vandt Eurovision i 2021 og siden da så sandelig har haft en kometkarriere.
Modsat andre fænomener fra den sang-konkurrence, der sjældent får en efterfølgende karriere af sådan en kaliber (fraset Lordi), så har Måneskin ført det til noget, og det hænger nok sammen med, mener jeg, at de rent faktisk er et liveband, der kan spille deres instrumenter, og det ikke er fx en sanger, der bliver stillet frem som et maskineri, hvor al musikken er lavet med henblik på udelukkende vinderchance i omtalte konkurrence og salg end format i musikken.
Sådan er min oplevelse af Måneskin også på plade: De kan rent faktisk spille, og forsangeren, Damiano David, kan så sandelig også synge, live lyder det næsten som taget ud af pladerne – og jeg mistænker ikke playback.
Vindersangen fra 2012, “Zitti E Buono”, kom tidligt i sættet, og det virkede som om, at jubelbrølene fra starten af koncerten endnu ikke havde forstummet sig og bare fortsatte.
Lydmæssigt ville jeg ønske, at bassen havde været lidt lavere (undskyld, Victoria), men ellers virkede det til, at de havde en ferm lydmand med.
Guitaristen, Thomas Raggi, kørte tit en noise-solo i slutningen af sangene, og havde han da ikke vist sine evner senere solo på scenen, kunne jeg mistænkte ham for bare at lire en masse toner ud af gribebrættet for at se blæret ud, når det meste af publikum nok ikke ved bedre om guitarteknik.
