Et ikon af en anden årsag

0
65
Fotograf: Mark Stoumann

Anmeldelse af: Peter Schmeichel & The Ones. Stagebox. 21. september 2022.

Musikalsk var der en del tilbage at ønske, da fodboldikonet Peter Schmeichel flankeret af ferme musikere inviterede til rock’n’talk ude på Refshaleøen.

 

Foto: Mark Stoumann

Lad os komme frem til humlen af det hele, som du nok er endt her for at læse:

Den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel kan ikke synge, han kan guitar til husbehov, men han er faktisk meget ferm på et klaver.

Det kræver en uddybning. Men først lidt baggrundshistorie:

Efter en våd omgang Smukfest tilbage i 2017 faldt Schmeichel sen. i snak med Magtens Korridorer, og en lige så våd drøm opstod i Schmeichels hoved om at danne sit eget band, så han kunne udleve mere af den musikalske ånd, som han er flasket op med.

Det har så udmøntet sig i (Peter Schmeichel &) The Ones, der denne aftens skulle have deres turnéstart i det relativt nye spillested Stagebox. For os metalhoveder er det i samme bygning, som der var Copenhell Con på til årets Copenhell.

Uden opvarmning gik bandet en anelse forsinket på til to gange 45 minutter med indlagt halvleg med en fremførelse af alt fra Robbie Williams til Joan Jett and the Blackhearts – altså en aften i coverets tegn.

Om det var fordi, at bandet godt vidste, at deres repertoire ikke rakte til så lang en spilletid, eller at de godt på forhånd kunne regne ud, at det store trækplaster var målvogteren, så var det – som nævnt – en rock’n’TALK.

Derfor serverede Schmeichel mellem stort set hvert nummer fortællinger fra sit halvlange liv med fodbold samt personlige beretninger. De var lige dele morsomme samt rørende.

Her begyndte man også at overveje, om manden måske skulle være taget på foredragsturne end at rende rundt og lege rockstjerne, for når alt kommer til alt, så var det (bancking)bandet, der sørgede for, at man trods alt kunne klare sig gennem aftenen på det musiske punkt.

Dog skal det så lige bemærkes, at som aftenen skred frem, så gik den musikalske oplevelse fra noget nær forfærdelig, videre til overkommelig og så til slut en anelse acceptabel.

Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så mager en udgave af “We Are the Champions” fra Queens bagkatalog, som jeg oplevede denne aften. De fik et halbalband i Vestjylland til at minde om Queen Machine i (endnu større) storform.

Men netop den langsomt stigende formkurve denne aften gjorde, at man trods alt kunne opleve noget lys for enden til de folk, der må se bandet i slutningen af turnéen, hvor man faktisk kan gå hen at opleve et band, hvor det er over efterskoleniveau.

Meget sigende var det også, da den sidste tone havde lydt fra bandet, at de små børn – der hidtil helt pædagogiske havde sat sig (med behørig afstand) foran scenen, mens forældrene for guds skyld nødigt skulle slippe tøjlerne, befandt sig i baggrunden – for op til scenekanten for at have billede, et håndtryk, en souvenir eller noget andet fra fodboldlegenden.

Folket var tydeligvis kommet for at se giraffen og næppe så meget for at høre/se ham spille, og det er nok sådan, han altid vil blive husket: Som fodboldikon og ikke rockikon – og gud ske tak og lov for det!

 

Her er flere billeder fra aftenen:

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann