Alice Cooper

Flyvsk progressiv magtdemonstration

-

Anmeldelse af: Tool + Brass Against. Royal Arena, København. 23. april 2022.

Tool leverede på bedste vis,til deres første indendørs, danske koncert siden 1993.

 

Arkivfoto: Mark Stoumann

 

Brass Against

Før vi kan få serveret aftenens hovedret, får vi lige et stykke opvarmning af den mildest talt alternative slags. Der er absolut intet nyt i, at Tool hiver noget anderledes opvarmning med på turné. Det burde faktisk måske nærmere være forventeligt end at komme som en overraskelse efterhånden. Dette beviste Tool allerede tidligt i deres karriere, da de benyttede den amerikanske komiker og for en dels vedkommende nærmest filosofisk guru Bill Hicks (der ligeledes hyldes som ”another dead hero” på Ænima-albummet, ligesom en af Hicks sketches bliver brugt som intro til nummeret “Third Eye” på samme album) som opvarmning.

På denne turné bliver det ikke helt så alternativt, da vi stadig er ude i en musikalsk opvarmning. Tool har nemlig hevet YouTube-fænomenet Brass Against med på de europæiske landeveje, og hvis ikke de allerede var bookede, inden sangerinden Sophia Urista under en koncert urinerede en velvillig fan i ansigtet, så kunne dette formentlig nærmest egenhændigt have været grundlaget for denne booking. Rock n Roll attitude all the way!

For lige at opsummere: Brass Against spiller hovedsageligt covernumre af bands som Rage Against The Machine, Audioslave, Soundgarden og sjovt nok også aftenens hovednavn, Tool. Det aparte ligger dog ikke i, at de spiller covers, men at de gør det på blæseinstrumenter tilsat en enkelt guitar, et trommesæt og så en fuldstændig eminent vokal fra Urista – hold op, hvor besidder hun en fantastisk stemme og kontrol over samme.

Brass Against er et sjovt fænomen også på scenen. Det er spændende at høre alle de sange, som man kender og elsker, spillet på messingblæsere, og det fungerer faktisk utroligt godt – det meste af tiden i hvert fald. Ind imellem falder det desværre til jorden, og det bliver lidt kedeligt, da ikke alle blæsere altid helt sikre på, hvor de skal ligge. Tilsæt så en ofte ret mudret lyd, hvor særligt guitaren og vokalen har tendens til at drukne i virvaret, og så er det ikke altid helt nemt at følge med i, hvad der sker.

Bandet kommer ret godt rundt på det lille stykke af scenen, de får lov til at operere på, og der er ikke så mange dikkedarer i deres show. Det er sgu råt og uden for meget tilsat effekt. Særligt er Urista en fin frontfigur for bandet, til trods for at det virker uvant for bandet med så stor barriere til deres publikum, samt det faktum at vi har fået tildelt nummererede siddepladser, men mere om det senere.

Sangene lander godt her til aften, og særligt når der spilles Tool, eller som aftenens sidste nummer blot tease Tool, førend nummeret glider fra “Lateralus” over til Rage Against The Machines “Killing In The Name”.
Dette sætter et punktum for en koncert, der har fungeret glimrende som opvarmning og har vist et band, der har ret godt tjek på at lave anderledes covers; en ting, rigtigt mange andre YouTube-fænomener godt kunne lære af.

 

Tool

Da klokken slår 21.15, går lyset ud, og publikumsjublen over aftenens hovedret kan udbryde til tonerne af titelnummeret fra det seneste studiealbum, Fear Inoculum. Jublen er selv sagt enorm i det udsolgte Royal Arena ude på Ørestaden. Tool har været længe ventet på dansk jord særligt til egen headliner-koncert, som der ikke har været i næsten 30 år. Det er stort det her, og der blev da også netop hurtigt udsolgt til aftenens koncert. Tool har en dedikeret fanskare, det kan man ikke tage fra dem.

Tool er som en velsmurt maskine her til aften. Faktisk har hele aftenen nærmest været en velsmurt maskine. Alt går på præcist til den tid, der har stået i de interne beskeder, og man forbløffes over, at et arrangement kan sidde så tight og professionelt over hele banen, som aftenens gør det. Bandet spiller helt eminent, og alt sidder lige i skabet til en lyd, der allerede fra starten af koncerten står utroligt skarpt. Man kan ikke undgå at blive forbløffet over, hvor godt bandet spiller sammen. Ikke en tone sidder forkert, og det visuelle er fuldstændig i top.

Tool er i sig selv et meget indadvendt band, og deres koncerter bør på mange måder ikke blot anskues som en koncert traditionelt set, men nærmere som en fremførelse af et kunstværk. Det lyder måske en kende overprætentiøst, og sådan kan man helt klart også tolke Tool. Det er et band, der splitter vandende, og dette er sagt uden den mindste form for overdrivelse. Enten hader man dem, eller også forguder man dem. Der er i hvert fald sjældent en mellemvej med lige netop dette band.

Bandet spiller dog her til aften, så selv de største skeptikere burde måtte krybe til korset og som minimum indrømme, hvor teknisk dygtigt bandet er. Som absolut minimum. Måske bandets umiddelbare ligegyldighed i forhold til publikum er et turn off for nogle, men med lige netop den slags show, som Tool leverer, ville det være for meget et opbrud af den kunstneriske helhed. Det ville virke for afbrydende, hvis Maynard James Keenan skulle henvende sig til publikum hele tiden foruden at ødelægge det flow, bandet trods alt har qua den lidt alternative sceneopsætning.

Scenen er opsat således, at bassist, Justin Chancellor, og guitarist, Adam Jones, står på hver sin side af scenen med Danny Carey på trommer i midten. På hver side af trommesættet er der så podier, hvor forsanger, Maynard James Keenan, udfører sine roller, som sanger og spøjs danser. Det er meget tydeligt, at Keenan ikke ønsker at skulle agere den store og i traditionel forstand nærværende frontmand. I stedet lader gruppen et helt vanvittigt veludført lys og videoshow agere både for- og bagtæppe for deres progressive udfoldelser. Den visuelle del af koncerten er virkelig gennemført, hvor der den første halvdel af koncerten er strimler af et fortæppe, der hænger ned og modtager projektorlys foran scenen. Imedens er lysshowet og brugen af røg og lasers utroligt velfungerende, og man efterlades måbende over, hvor storslået dette show faktisk er.

Sætlisten bærer her til aften meget præg af, at bandet naturligvis er på turné for deres seneste udgivelse, føromtalte Fear Inoculum, da vi får serveret intet mindre end seks af albummets syv skæringer. Det vil sige, at halvdelen af aftenens sæt kommer fra bandets seneste udgivelse; en udgivelse, der til trods for at være utroligt fed, stadig ikke lever helt op til fordums tid. Bevares, Fear Inoculum er da et vanvittigt godt og gennemført album, men når man slet intet får fra debutalbummet Undertow, så havde man som fan måske godt kunne undvære et enkelt nummer fra den seneste. Så igen: Tool ville kunne spille uafbrudt i fem timer, og jeg ville formentlig stadig føle, at jeg mangler noget i sætlisten.

Lyden varierer desværre ret meget i, hvor god den er igennem koncerten, hvor den til tider har en tendens til at mudre, således at Maynards vokaler bliver en kende negligeret og tilbagesat i det overordnede lydbillede. Dette er kun sporadisk, men desværre stadig en realitet i forhold til aftenens lyd. Selve lydbilledet spiller dog rigtigt godt og er enormt velafbalanceret igennem hele koncerten. Jones’ guitar skaber en solid mur, og Chancellors har altid haft en utroligt unik baslyd. Ligeså buldrer Careys trommelys godt igennem og er umiddelbart en af de bedste livetrommelyde, denne anmelder til dato har oplevet. Der er masser af nuancer fra samtlige instrumenter, der alt sammen går klart igennem, imens Keenan rammer plet med både sin bløde og mere aggressive vokaler.

Ikke nok med at bandet spiller helt igennem formidabelt, så er Maynard James Keenan en vokalforce i sig selv. Manden kan i sandhed lyde som en engel, når han ønsker det. Det er imponerende, så rent han konsekvent ligger, og hvordan han så ubesværet formår at svæve ind og ud imellem instrumentationen, der mildest talt er kompleks som ind i helvede.
Ligeledes lyder manden også godt her til aften, om end man på de ældre numre godt kan ane, at der er sket lidt med stemmen over de sidste mange år. Den lyder ikke helt, som den gjorde i gamle dage, men er måske en anelse mere nasal til tider, end man er vant til det fra pladerne. Stærkest står denne kontrast i vokalen, da bandet afslutter det ordinære sæt med Ænima-nummeret “Hooker With A Penis”, hvor vokalen kommer igennem et lo-fi-filter således, at det igennem hele nummeret lyder, som at Keenan synger i en megafon. Det er en ret stor afvigelse fra pladen, hvor særligt omkvædets ellers vanlige aggressive afslutning ændrer karakter til det mere fjolle-teatralske end det vanlige vredesudbrud.
Man kan vel sagtens antage, at dette stilistisk valg kan være fordi, de skrig, der er til sidst i omkvædene, er ualmindeligt svære ikke blot at nå, men også at holde. Desuden giver denne tilføjelse en anden mere åbenlyst humoristisk dimension til nummeret, som egentlig også klæder det, omend originalen stadig vil være at foretrække.
Til trods for den smule ændring, der er i karakteren af Maynards vokal, så sidder den altså stadig konsekvent i skabet.

Da den ordinære koncert slutter, dukker en timer op bag scenen, og da den efter 12 min løber ud, påbegynder Carey sin trommesolo fra “Chocolate Chip Trip”, som leder over i det flyvske “Culling Voices”, der i begyndelsen får bragt hele bandet ud i fronten selv Maynard og Carey. Inden bandet påbegynder aftenens absolut sidste nummer, må Keenan dog undskylde overfor det tilstedeværende publikum. Maynard James Keenan udtaler, at han troede, at det at publikum sidder ned, var en København-ting, men at han netop har indset, at vi formentlig har troet, at det var en Tool-ting. Dette er bestemt ikke tilfældet, og publikum får at vide, at de er meget velkomne til at rejse sig. Mere skulle der ikke til for, at gulvet oppe foran scenen pludselig bliver totalt fyldt. At dette til at starte med var en koncert udelukkende med siddepladser virkede også malplaceret.

Ligeledes bliver det ellers indtil videre påbud om nul mobilfotografering ophævet under sidste nummer. Her deler Tool og jeg mening. Lad telefonerne blive i lommerne, men når nu de selv giver lov til slut, så er det jo en anden sag. Og hvem siger, at Tool ikke er publikumspleasere?

Det har i hvert fald været en magisk aften i Royal Arena her til aften, som skinner enormt stærkt til trods for enkelte skønhedsfejl – alle fejl, der i høj grad ligger i petitesseafdelingen. Bandet har spillet umanerligt godt og leveret et show, som publikum sent vil glemme, hvor særligt de enormt spændende og det altomfavnende lys og effekter satte prikken over i’et. Det har været en utroligt skarp aften, hvor langt det meste har siddet lige i skabet, og man har svært ved at finde sin kæbe på gulvet.

Som en Olsen Banden-plan har denne koncert været timet og tilrettelagt ned til mindste detalje. Til gengæld stik modsat en Olsen Banden-plan så er det faktisk lykkedes Tool at komme hjem med en overbevisende sejr.
Den røde kuffert er altså pakket og klar til at komme videre med Tool rundt i Europa.

 

REVIEW OVERVIEW

Brass Against
Tool

Share this article

Recent posts

Popular categories

Flyvsk progressiv magtdemonstrationAnmeldelse af: Tool + Brass Against. Royal Arena, København. 23. april 2022. Tool leverede på bedste vis,til deres første indendørs, danske koncert siden 1993.   Arkivfoto: Mark Stoumann   Brass Against Før vi kan få serveret aftenens hovedret, får vi lige et stykke opvarmning af den mildest talt alternative slags....