Fredagsslik på ProgxHall

Blodmåne

Aftenens første levenede billede på scenen er sønderjyske Blodmåne. Bandet spiller en blanding imellem melodisk black metal og dødsmetal, og dette skal det vise sig, at det ellers umiddelbart unge band er ganske habile til.

Bandet besidder en glimrende energi på scenen, hvor der bliver headbanget godt igennem til den ofte groovy og tunge musik. Vokalen er fint varieret imellem de typiske skrig, som vi kender fra black metallen og dybe grusomme growls. Dette mix fungerer glimrende for bandet, og gruppens forsanger, Elias Nybo, gør det godt som både growler, skriger og ikke mindst frontmand for gruppen. Hvad der særligt imponerer fra sønderjydernes hånd her til aften, er guitarist Lasse Brauns fremragende solospil, der viser nogle rigtigt fine tekniske sider af bandet. Denne type solo er ikke just noget man ser så tit indenfor genren, i hvert fald ikke indenfor black metallen. Den fungerer dog fremragende i denne kontekst – der som nævnt også bærer rigeligt af inspirationer fra mere groovet dødsmetal. Dette gad jeg godt opleve oftere indenfor stilen.

Til trods for bandets fine sammenspil, er det ikke alle gruppens riffs der er helt lige interessante. Ind imellem føles riffs’ne måske en kende for generiske, ligesom at trommespillet godt kunne få sig et ekstra skub imod et mere varieret hjørne (i hvert fald for denne anmelder).Til trods for at enkelte riffs måske synes generiske, så er de skam stadig slagkraftige, ligesom gruppens egen lyd så absolut er crisp og lækker at lytte til.

Blodmåne skal måske stadig have lidt mere jord under de stadig unge negle, men gruppen er helt bestemt på vej i en rigtig god og spændende retning. Jeg vil se frem til at følge deres udvikling.

An Abstract Illusion

Man ved, at man står overfor en progressiv koncert, så snart man ser en guitar på scenen uden headstock. Dette er forvarslet om hvad man har i vente, og således bliver man som opmærksom men uindviet (i lige denne gruppes musik) publikum nogenlunde forberedt på hvad der skal ske.

Vi skal ikke mange minutter ind i svenskernes koncert denne aften, før deres tekniske niveau i den grad står klart på lystavlen. Gruppens sammenspil er utroligt stramt og  velbalanceret, og man bliver ofte forbløffet over hvor teknisk, men alligevel rent gruppen formår at spille. Der er ikke umiddelbar slinger i valsen, og især leadguitarerne imponerer med deres balance og flow.

Lyden er dog til gengæld ikke helt med svenskerne her til aften. Normalt plejer stortrommen til denne type koncerter at være lidt for overgearet, og have meget voldsomme og rungende triggers. Dette er der ikke noget af hos An Abstract Illusion denne fredag aften. Tværtimod! Stortrommen lyder (især i begyndelsen af koncerten) mere som om der bliver slået til et stykke fersk kylling, og skærer derved ikke rigtigt igennem mixet. Bevares, der bliver rettet lidt op på det igennem koncerten, men det bliver aldrig helt ideelt og perfekt.

Til trods for at bandet kommer godt rundt på scenen, bliver der desværre tømt lidt ud i salen i løbet af koncertens varighed. Bandet, og i særdeleshed forsanger Christian Berglünn, har ellers en god energi og dejligt aggressiv udstråling.

Bandets musik varierer dejligt meget, men holder sig hovedsageligt indenfor den progressive dødsmetal. Alle numre her til aften er ikke helt lige spændende, men svenskerne har tydeligvis gemt det bedste til sidst. Gruppen slutter af med et nummer der er lige så fedt som det har en bred spændevidde. Svensken viser at de i sandhed har noget at byde på og at det ikke bare er eminent sammenspil, men at gruppens sangskrivning virkelig også kan sidde lige i skabet.

Svenske An Abstract Illusion viser at de i høj grad har styr på deres teknik, med en utroligt vel sammenspillet progressivt dødsmetal sætliste. Til trods for sporadisk tomgang, og en mindre udtømning i salen, sejrer svensken denne aften på VoxHall.

Iotunn

Dette har jeg glædet mig til. Bandet lavede i min optik sidste års bedste danske album med deres andet album, Kinship, som viser et progressivt og episk metalband i topform, ikke blot i forhold til deres interne sammenspil, men i særdeleshed i forhold til deres kunnen og formåen indenfor sangstruktur og sammensætning. Et slags dansk progressivt magnum opus, af et band der allerede formåede at blæse benene væk under mig med deres debut Access All Worlds.

Personligt er det her til aften en små 8 år siden jeg sidst oplevede bandet, og der er i den grad løbet meget vand igennem prog-åen siden dengang, ikke mindst har bandet skiftet forsanger til Jon Aldará, der også gør det som sanger i færørske Hamferð.

Iotunn er naturligvis på turne for netop sidste års Kinship, og ganske naturligt bliver det også dette album aftenens sætliste hovedsageligt indbefatter. Bandet spiller fuldstændigt fantastisk allerede fra starten, og der er kun utroligt sjældent den mindste slinger i valsen at spore. Gruppens musik har nogle ret sjove skift, og disse lander nogen gange mere heldigt end andre. Dette gør sig særligt gældende da lyden ikke konsekvent er helt så gunstig for bandet, sådan som man kunne have håbet at den var. I de hurtigere guitar-stykker formår melodierne desværre at drukne lidt ud, hvilket er enormt ærgerligt. Der sker meget i Iotunns musik, og der er nærmest konsekvent et eller andet lækkert melodiøst lead i bandet. Dette går desværre sporadisk lidt tabt i mixet, når der skubbes lidt op i tempo.

Iotunn har en rigtigt god og nærværende energi på scenen, hvor der altid er gang i den. Bassist Eskil Rask nærmest danser rundt på scenen, imens Aldará på mest episke vis bevæger sig rundt med sit lysende mikrofonstativ. Æstetikken sidder lige i skabet, og bandets performance følger denne linje perfekt. Man kan næsten ikke undgå at forbløffes over gruppens gode energi og nærvær, når man tænker på hvor teknisk svær deres musik er, og den udføres til UG.

Iotunn beviser på VoxHall denne fredag aften, at de i den grad fortjener de større scener, og at disse klæder bandet enormt godt, også selvom lyden ikke altid sidder lige i skabet. Iotunn hiver den hjem på en stærk og nærværende performance, med god energi og et afsindigt stramt sammenspil. Sjældent har halvanden time med et dansk band føltes så kort.

Se hele galleriet af fotograf Sebastian Dammark / I Do Concerts.

An Abstract Illusion

Photo: Sebastian Dammark