Anmeldelse af: Uriah Heep. Train, Aarhus. 06. oktober 2019.
Uriah Heep viste atter engang, at bare fordi man når op i alderen, betyder det altså ikke, at man hviler på laurbærrene.
Foto: Tommy Sonne Skøtt.
Sidste år imponerede Uriah Heep i høj grad, da de besøgte Aarhus. I år skal de så gøre kunsten efter på selv samme spillested. Kan de så stadig det samme et år efter?
Ja, det kan de, endda nærmest til punkt og prikke. Sætlisten er i hvert fald nærmest identisk, hvor der dog er skåret sange af, hvilket ikke virker særligt smart, givet at der ikke er opvarmning på her til aften.
Til gengæld er bandet stadig enormt velspillende, og der er ikke en tone, der lander forkert her til aften. Særligt stærkt står vokalen allerede fra start, hvor man kun kan være imponeret over den kære Bernie Shaw. Bassen går ligeledes rigtigt smooth igennem, og man mærker virkelig, hvor meget der faktisk bliver leget med netop dette instrument i Uriah Heeps numre. Desværre føles guitaren dog meget lav særligt i starten af sættet, hvor den kun får lov til at brage igennem, når der spilles soli. Orgelet og trommerne får sammen med bassen lov til at dominere lidt for meget her til aften. Det er synd, endda på trods af at jeg personligt har en enorm forkærlighed for orgel i rockmusik.
Til gengæld kan det mærkes, at bandet virkelig nyder at stå på scenen. Der er store og brede smil at spore på alles læber, og dette hjælper netop til at løfte stemningen op på et rigtigt højt niveau særligt for en søndag. Som Shaw selv siger, så er det her en fredag aften, på trods af at det er søndag. Nu er alle aftener så ifølge Shaw en fredag aften for Uriah Heep, men netop dette smitter også af på publikum her til aften.
Der bliver fokuseret rigtigt mere på bandets seneste plade (akkurat som sidste år), men også her beviser Uriah Heep, at de altså stadig skriver solide numre. Det swinger hele vejen igennem, og der opstår kun sporadisk tomgang i løbet af sættet. Det er dog stadig de gamle klassikere fra 70erne, som trækker mest i publikum, og særligt sange som “Gypsy”, “Rainbow Demon” og fællessangs øjeblikket med “Lady In Black” tog kegler.
Vi får naturligvis også på publikums umiddelbare anbefaling (selvfølgelig havde de da tænkt sig at spille den uanset hvad) serveret det største hit, som absolut sidste nummer i aften. “Easy Livin” får publikum helt op at køre, og på den måde er det altså både et godt og et ikke så godt afslutningsnummer, for man står tilbage med ønsket om mere. Særligt eftersom koncerten altså simpelthen har været for kort, når man tænker på, at vi ikke har fået noget opvarmning. Bandet har til gengæld levet fuldt op til oplevelsen fra sidste år og været totalt skarpe i alt, hvad de har foretaget sig.
Uriah Heep hiver den hjem på selvsikkerhed, charme, godt humør og ikke mindst teknisk snilde som de færreste. Groovet har siddet i skabet hele aftenen, og bandet har formået at få en søndag til at virke, som var det en fredag. Aftenen har dog virket en kende kort med en lidt for kort sætliste og en del numre, der føles lidt overset.
Billederne er taget af Tommy Sonne Skøtt til bandets koncert dagen efter i Amager Bio, hvor også Royal Hunt deltog:
