Anmeldelse af: Grava – Weight of a God. Udgivet 28. november 2022 via Aesthetic Death.
Den står på mørk, dragende og smadret sludge på danske Gravas debutalbum, hvor de lede riffs og vrede vokaler får lov til at banke lytteren grundigt igennem.
Det er ikke så ofte, at der bliver udgivet tung og aggressiv sludge på disse breddegrader, og ofte er den danske sludge ikke noget, der rammer helt plet lige hos denne anmelder. Derfor vækkede det netop min opmærksomhed, da det dansk/færørske band Gravas debut, Weight of a God, landede i vores indbakke. Det lover i hvert fald godt ud fra gruppens inspirationskilder, der bl.a. tæller Neurosis og Celeste, som begge er fremragende bands. Kan Grava holde sig op imod så stærke navne?
Ud fra dette album at dømme: Ja, det kan de helt bestemt.
Der er ikke meget ro at finde på Weight Of A God, der allerede fra har sat intensiteten højt. Grava leverer slæbende og enormt tungt kaospræget sludge. Særligt godt gør den enorme kaos, der ofte indfinder sig i løbet af albummets små 28 ½ minutter. Det er ikke et langt album, Grava udgiver her, men nærmere et kort og intenst blæs i hovedet på lytteren. Det både klæder albummet at være kort og kontant, samtidig med at man godt kunne have ønsket sig mere, og så formår albummet jo på sin vis at ramme rigtigt. Der ligger i hvert fald rigeligt grobund i udforskning her.
Man skal kunne lide sin musik beskidt og primal for virkelig at kunne falde ind i dette album, men når man først hopper på, så åbenbarer dette album sig for lytteren. Til trods for at tempoet ligger i den lave ende, formår bandet at holde lydbilledet spændende og kaotisk ved hjælp af dejlige voldsomme tremolo-picking-stykker fra guitarerne, sådan som vi især kender det fra Black-metallen.
Dette fungerer rigtigt lækkert og effektivt for gruppen, hvor de sammen med dissonansen virkelig lægger den kaotiske stemning stramt an. Vokalerne er dejligt beskidte og nærmest slimede og alligevel hæse. Brugen af to vokaler er er dejligt afvekslende, hvor den ene spiller godt i forhold til albummet depressive udtryk, og den anden mere for det vrede og voldsomme i musikken. Bassen formår at lægge sig dejligt i kaosset og bringer effektivt nogle lækre mindre melodipassager ind i billedet.
Lyden på pladen passer perfekt til musikken og er dejligt smadret og knitrende. Guitarerne er tørre og sprudlende, hvor bassen leverer noget ekstra tunghed i lydbilledet sammen med det gumpetunge, men effektive trommespil. Virkemidlerne er helt på plads på Weight Of A God. Produktionen formår til trods for det til tider kaotiske lydbillede at lade de forskellige instrumenter klinge godt igennem, uden at det bliver for mudret og rodet. Det er en svær kunst, men alligevel en, som Grava formår at ramme godt på denne plade.
Numrene er solide og dystre, imens sammenspillet virker lækkert og ikke så drævende, som det ellers ofte bliver det indenfor denne genre. Der bliver ikke hvilet alt for længe ved de forskellige stykker i numrene, hvilket da også klart afspejles i henholdsvis albummets og sangenes længder.
Bandet spiller med en umiddelbar nerve og intensitet, der får numrene til at virke lækre, til trods for at det ikke er teknisk sindsrivende svært at spille. Det simple og smadrede får Grava til at spille fremragende for sig.
Er du til, at din sludge skal være smadret, ond og kaotisk, så er Grava formentlig noget lige for dig. Det vil bestemt ikke være noget for alle, men Grava kan noget særligt især indenfor genren. De beviser i hvert fald med deres debut, at de kan levere en stærk og emotionel omgang sludge, og det har jeg så sandelig savnet på disse breddegrader.
Grava leverer et helstøbt og kort debutalbum af høj kaliber, hvor der er skruet højt op for både intensitet og desperation.
