Anmeldelse af: Daughters. Radar, Aarhus. 26. oktober 2019.
Daughters gav en vanvidsopvisning i, hvor intens en koncert egentlig kan være og leveres, da de mildest talt rev spillestedet Radar i den jyske hovedstad Aarhus fra hinanden.
Foto: Bastian Reinholdt Madsen
Jeg aner absolut ikke, hvad der egentlig er mig i vente, nu da jeg træder ind i de dejlige og vante rammer på Radar i Aarhus. Om lidt venter der mig en koncert, som jeg har fået anbefalet af adskillige mennesker ikke mindst blandt Metal A Days egen stab. Ligeledes har jeg ladet mig fortælle, at det var vanvittigt, da dette band besøgte København, kun ganske få dage forinden.
Af hvad, jeg har ladet mig fortælle, er Daughters en oplevelse, jeg vil sætte pris på at overvære, så derfor står jeg nu nede på Radar denne lørdag aften, hvor jeg ellers har været optaget andetsteds. Oh well, vi tager sgu en på opleveren, så kan jeg vende tilbage til min anden aftale efter dette afbræk. Det værste, der kan ske, er, at jeg bliver skuffet.
Det blev jeg ikke.
Daughters lægger ud med en intensitet, jeg sjældent har oplevet magen til, igennem de ellers efterhånden ufattelige mængder af koncerter jeg har overværet. Jeg lægger ud med at tage oplevelsen lidt på afstand. Mærke stemningen. Hey, forsangeren har sgu da lige slået hul i panden på sig selv med sin mikrofon og bløder nu på scenen.
Der er gået cirka fem minutter.
Musikken er meget kaotisk og larmende. Altså, på den fede måde. Det er klart forståeligt, hvorfor dette band har spillet sammen med The Dillinger Escape Plan. De er nærmest to sider af den samme pisse sure og disharmonate mønt. Det er vildt sejt, og sammenspillet sidder lige, så løgposen formår at droppe og lande hårdt på det fugtige gulv. Bandet ved præcis, hvordan musikken skal spilles og leveres. Der er enormt meget kant, og intensiteten forsætter, som… Hov. Forsangeren stikker tre fingre i munden og står nu og brækker sig på scenen. Hvad fanden sker der?
Vi er cirka fire numre inde i bandets sæt.
Det her er jo sindssygt. Vi er næsten på GG Allin-niveau og så alligevel ikke. Her virker det noget mere kontrolleret, omend stadig ekstremt intenst og kaotisk. Alligevel formår bandet at holde intensiteten oppe i hvert fald igennem største delen af koncerten.
Jeg er investeret nu. Den moshpit ser for vild ud. Jeg må være med i det, jeg skal mærke det fulde omfang af Daughters koncert og den vildskab, som de bringer med sig i kølvandet.
Jeg bliver ikke skuffet. Intensiteten er der, men humøret er ligeledes højt. Man ved aldrig, hvornår man pludselig får en ekstremt svedende forsanger i hovedet. Pludselig springer han bare ud. Uden den mindste varsel. Der er masser af crowdsurfing. Det holder publikum på dupperne.
Ingen god koncert er dog med en intensitet på topniveau hele tiden, og vi får også et enkelt eller to stille numre nu. Musikken holder fandeme. Til tider er det grind, til andre tider minder det mere om Nine Inch Nails. Det her kan jeg sgu godt lide.
Lyden er fremragende. Det støjer helt perfekt, uden at nuancerne forsvinder i lydbilledet. Radar har sgu styr på det i dag. Lige indtil.
PA’et slår fra. Vokalen forsvinder, og vi kan kun høre baggear.
Det bliver fikset hurtigt, og koncerten fortsætter. Bandet lader ikke intensiteten falde, indtil:
Lyden går igen.
Nu lader bandet det mærke på sig. Vi får en lille pause, imens lyden bliver fikset igen. Der lyder brok fra forsangeren på scenen. Aarhus kan åbenbart ikke tåle den høje volume. Jeg har hørt koncerter med højere decibel på dette sted, så tror næppe, at dette er årsagen. Men!
Bandet er tilbage igen, og de får hurtigt skruet både tempo og vildskaben op igen. Imponerende, at bandet kan droppe bolden så hårdt på grund af en teknisk fejl, men så alligevel samle den så flot op.
Intensiteten falder ikke, og koncerten slutter i et kaos af scenestøj og publikumsjubel. Daughters kom, de så, og de sejrede i en så imponerende grad, at jeg sjældent har oplevet magen.
Med en intensitet på dette niveau samt musik, der helt klart bakker det op, har Daughters vist sig som værende et af de stærkeste og vildeste livebands, jeg nogensinde har set. De har haft publikum i deres hule hånd, også selvom nogle tekniske fejl desværre formåede at sætte en smådæmper på koncerten.
Aldrig har jeg oplevet en sanger, der har gået så meget amok, som Daughters sanger har gjort det her til aften. Jeg er blæst bagover. Jeg kendte ikke Daughters på forhånd, og havde derved heller ikke hørt deres musik.
Ikke før nu.
Fremover vil jeg høre meget Daughters, for denne oplevelse har været uforglemmelig.
Intensiv og indebrændt kaos med en rød tråd. Imponerende.
Supplerende billeder også af Bastian Reinholdt Madsen:
