Anmeldelse af: Kellermensch – Capitulism. Udgivet via Persona Non Grata/Universal Music. 27. maj 2022.
Kellermensch vender tilbage med en stærk og inderlig udgivelse på deres tredje studiealbum, der cementerer gruppens storladenhed og stærke kompositioner, men tager et mere afdæmpet forhold til det ellers tidligere vrede udtryk.
Fem år skulle der gå, før esbjergensiske Kellermensch vendte tilbage med et nyt skud fra stammen med det dystre vestjyske orkester. Akkurat ligesom 2017s Goliath tog nogle drejninger væk fra debatten, distancerer Capitulism (hvor fed en albumtitel er det i øvrigt ikke lige?) sig yderligere ved at være endnu mere afdæmpet og om muligt endnu mere inderlig, end man måske tidligere har oplevet gruppen.
Der er i sandhed skruet helt op for niveauet af sangskrivning på dette album, hvor Kellermensch allerede fra første strofe af albummets intro, “Instrumental”, (nej, lige den titel overlader ikke meget til fantasien) bemærker man, at sammenspillet imellem instrumenterne er fuldstændigt formidabelt. Det er enormt velkomponeret og bliver hurtigt uhyre storladent og decideret smukt særligt i kraft af den måde, klaveret og strygerne ofte væves sammen på – det sidder lige i skabet.
Til trods for at det dystre og melankolske står i kø får at entrere lytterens øregange, er der alligevel en del musikalsk opløftende øjeblikke igennem albummet. Til trods for et lidt mørkt emne lugter “Another Drink” både i sin komposition og i sin tekst som et forsøg på forsoning og måske sågar forløsning, men formår alligevel at væve melankolien smukt ind i både tekst og musik, hvilket særligt må tilskrives frontmand, sanger og guitarist, Sebastian Wolffs, eminente dystre og unikke vokal. Wolff gør et enormt godt arbejde på Capitulism og er også den primære sangskriver i Kellermensch, hvor han i sandhed formår at krænge sin sjæl ud til lytteren. At der er positivitet at hente hos Wolff virker dog som noget nyt, og til trods for at afløse en stor del af den vrede, der tidligere har været at finde i musikken, ville det være synd at gå glip af håbet i forhold til vreden.
Capitulism er ikke et vredt album, og metalelementerne står ikke just i kø for at banke lytterens kranium. Derimod føles albummet hudløst ærligt og viser virkelig, at gruppen formår at udvikle sig og deres udtryk på fornem vis. Der er en konstant rød tråd igennem albummet, og der er absolut intet traditionelt hit, på samme måde som der tidligere har været hos Kellermensch. Til gengæld er albummet skruet vanvittigt godt sammen fra start til slut, og det bliver for fremtiden netop sådan, at dette album skal lyttes til for mit vedkommende. Dette er helt bestemt et helhedsindtryk, og her lander Kellermensch umanerligt godt.
Albummets produktion er tilpas rå til, at man virkelig får rykket i sine følelser, men alligevel ikke så rå, at instrumenter føles udeladt i mixet. Derimod er lydbilledet enormt dynamisk og behageligt som lytter at skrue sig ind på. Der sker hele tiden noget i lydbilledet, uden at det formår at blive rodet.
Der bliver på ingen måde kapituleret på Capitulism, hvor den gode sangskrivning vinder i stor stil. Til trods for at metaldelen af bandets tilbøjeligheder måske bliver lidt overset på albummet, så vinder den puljen hjem på enormt stærk sangskrivning og et udtryk, der stråler af inderlig- og ærlighed.
Kellermensch er et af det mest interessante bands, vi til dato har haft herhjemme, og dette cementeres på Capitulism.
