Fem år skulle der gå, før esbjergensiske Kellermensch vendte tilbage med et nyt skud fra stammen med det dystre vestjyske orkester. Akkurat ligesom 2017s Goliath tog nogle drejninger væk fra debatten, distancerer Capitulism (hvor fed en albumtitel er det i øvrigt ikke lige?) sig yderligere ved at være endnu mere afdæmpet og om muligt endnu mere inderlig, end man måske tidligere har oplevet gruppen.
Der er i sandhed skruet helt op for niveauet af sangskrivning på dette album, hvor Kellermensch allerede fra første strofe af albummets intro, “Instrumental”, (nej, lige den titel overlader ikke meget til fantasien) bemærker man, at sammenspillet imellem instrumenterne er fuldstændigt formidabelt. Det er enormt velkomponeret og bliver hurtigt uhyre storladent og decideret smukt særligt i kraft af den måde, klaveret og strygerne ofte væves sammen på – det sidder lige i skabet.
Til trods for at det dystre og melankolske står i kø får at entrere lytterens øregange, er der alligevel en del musikalsk opløftende øjeblikke igennem albummet. Til trods for et lidt mørkt emne lugter “Another Drink” både i sin komposition og i sin tekst som et forsøg på forsoning og måske sågar forløsning, men formår alligevel at væve melankolien smukt ind i både tekst og musik, hvilket særligt må tilskrives frontmand, sanger og guitarist, Sebastian Wolffs, eminente dystre og unikke vokal. Wolff gør et enormt godt arbejde på Capitulism og er også den primære sangskriver i Kellermensch, hvor han i sandhed formår at krænge sin sjæl ud til lytteren. At der er positivitet at hente hos Wolff virker dog som noget nyt, og til trods for at afløse en stor del af den vrede, der tidligere har været at finde i musikken, ville det være synd at gå glip af håbet i forhold til vreden.
