Klokkerne ringer for Metallica – og Apocalyptica

The Raven Age

Med syng med-venlige vokal og fængende melodier spillede The Raven Age op til fællessang, som overraskende mange af publikum var med på, på trods af at de “kun” var opvarmning. De savner dog lidt distortion på især balladerne. Det er ikke decideret dårligt, bare lidt halvkedeligt allerede, når man har hørt 4-5 numre.

Forsanger, Matt James, var både høflig og mere klassisk med opfordringer som “make some noise”, hvilket publikum for det meste responderede godt på. Han spurgte, om der var nogle heavy metal-fans. Reaktionen var næsten ikke-eksisterende, fordi det var svært at tyde, om det var et trickspørgsmål eller bare et dumt, retorisk spørgsmål.

Der var 3-4 ballader, hvilket var lidt i overkanten for et opvarmningsset på 45 minutter; to numre ville have været mere passende – specielt fordi på “Grave of the Fireflies” blev det lidt for meget af det gode med mobillygter, også selvom det så godt ud.

Generelt smagte alle sangene som et teenage-gatewayband til noget tungere, dog uden at føre til noget. Det er der ikke nogen skam i, men det kræver “bare” bedre sangskrivning og tungere numre, som vores anmelder også oplevede på Copenhell 2022.

Apocalyptica

Med fuld fart på og samme intro, som Metallica selv bruger til deres koncerter, “The Ecstasy of Gold”, løb de tre cellister og trommeslageren på scenen med deres instrumenter/trommestikker i hænderne. Deres gamle trommeslager, Mikko Sirén, forlod bandet tidligere i år, så i dag var det Mikko Kaakkuriniemi, der sad bag tønderne, og han gjorde det fremragende, selvom hans rolle var lidt anonym.

Allerede fra de første reelle numre, “Ride The Lightning” og “Enter Sandman”, sang publikum med, som om de var James Hetfield/forsangerne. Og netop dét fungerede helt perfekt denne aften. Andre instrumentalbands bl.a. NYOS, som jeg så i august, taber hurtigt publikum, når der ikke er nogen vokal/sangtekst, der kan binde band og publikum sammen i 1½ time uden afbrydelser.

Annonce

I introen til “The Call of Ktulu” blev Cliff Burton præsenteret, hvis man ikke vidste, hvem det var. Apocalyptica havde fået lov til bruge Burtons originale basoptagelser, hvilket gjorde liveoplevelsen endnu bedre, og balladen gav et tiltrængt pusterum. Celloerne inderlighed, melankoli og tyngde ramte vist mange publikummer.

“St. Anger” blev aftenens højdepunkt, for som rytme-cellisten og frontfigur, Eicca Toppinen, sagde, så er det et meget undervurderet nummer og album. Amen! Han sagde også, at grunden til at de lavede Plays Metallica by Four Cellos vol. 2 her 28 år efter volume 1, var, at sangene ikke bare skulle være gode Metallica-numre, men at de skulle tilføje et andet lag, en dimension eller kvalitet. Som koncertgænger kunne man konkludere, at det gjorde Apocalyptica med længder.

Bas-cellist, Paavo Lötjönen, var god til at få øjenkontakt og smile til publikum undervejs, mens lead-cellisten, Perttu Kivilaakso, fjollede mere både under og mellem numrene, da han smalltalkede med billige tricks: “I er bedre end Sverige, Norge og Finland tilsammen”. Det er kærligt ment, men også en kliché at sige det.

Efter at både have hørt “Enter Sandman”, “Nothing Else Matters”, “Master of Puppets”, “Battery” og “Seek and Destroy”, var det svært at gætte på, hvilket nummer de ville slutte af med. Det blev “One”, og det gjorde de med stil. Man kunne ikke have ønsket sig mere, udover måske at høre nogle af sangene igen. Så kunne det ikke være bedre.

Dette var tredje gang jeg så dem, og dette var ubetinget den bedste gang, selvom de andre gange også var gode og én af de bedste i år.

Se hele galleriet af Anders Groos Mikkelsen med begge bands nederst.

Setlist: