Kuren var i den gode stemning

0
40

Anmeldelse af: The Cure + The Twilight Sad. Royal Arena, Kbh. 14. oktober 2022.

Stemningen var virkelig sat perfekt denne råkolde oktoberaften, da man ventede i kø ude foran Royal Arena for at se de skelsættende og musisk betydningsfulde The Cure

 

Man skal nødigt komme til at kalde frontmand Robert Smith – der er eneste tilbageværende medlem efter utallige udskiftninger fra slutningen af 1970’erne og frem – og hans band The Cure for forfædrene til gothmusikken.

Men man kan ikke tage fra dem, at de har været med til at skabe æstetikken for både påklædning og ikke mindst depressiv lyrik, der har været med til at afføde gothrocken og deslige udvikler.

The Cures imponerende diskografi bevæger sig over utallige skiver, selvom vi skal tilbage til 2008 for at finde den seneste, 4:13 Dream.
The Cure føler måske, der ikke er så meget mere at bevise med kommende udgivelser, og de har da også sat deres musiske mærke for tidligere, nuværende og uden tvivl kommende musikfans, hvorfor man ikke kan tage bandets betydning fra dem.

Men som en jomfru her var det første gang, jeg skulle opleve dette ensemble live, og det havde jeg glædet mig til længe, så jeg var spændt på, om de kunne leve op til hypen.

Det fremmødte publikum var i hvert fald en broget skare lige fra forretningsfolkene til de unge gothklædte teenagere, der nok lige har opdaget bandet (måske via deres forældre).

 

The Twilight Sad
Opvarmningen bestod af det karrieremæssigt noget yngre The Twilight Sad fra Skotland, der dog havde snerten af samme æstetik fra The Cure, da deres post/indie-rock også pegede lidt i retning af den alternative rock, som Smiths band begår sig med.

Sjældent har jeg oplevet i sådan en grad, at mørket og den tiltagende kulde udenfor fortsatte indenfor til denne omgang indadvendte rock, der dyrkede atmosfæren med et drømmende lydtapet, hvor man egentlig bare skal give slip og være sig selv – det virkede næsten planlagt med vejret!

Instrumentalt spillede alt for dette band, men vokalen var alt for høj i mixet, hvilket ødelagde fornemmelsen af at kunne bevæge sig drømmende væk i deres musik.

Dog vinder bandet mest på stemningen, for når man så på, hvor få publikummer, der jublede, og hvor mange der egentlig bare fik tiden til at gå med sniksnak, så var det nogle ret gennemsnitlige 45 minutters opvarmning.

Det var indadvendt, det var næsten shoegaze, og det var godt som baggrundsstøj til at skabe den kommende stemning, men det blev hurtig glemt da…

 

The Cure
… gik på scenen!
Her kan man tale om en jubelscene, og at opleve som denne anmelder hvordan der næsten antog en andægtig stemning i det næsten udsolgte Royal Arena; så vidste man også, at man nu skulle være vidne til noget stort.

Spørgsmålet var bare, om bandet kunne stå distancen efter at have turneret i så mange år, langet så mange plader over disken, skulle forholde sig til at være idoldyrkende og sat i kasser, de måske ikke ønskede.

Men først vil jeg adressere det pragtfulde publikum denne aften!
Fra da The Cure indtog scenen var det næsten en religiøs oplevelse at se folk være fokuseret på musikken og ikke andet. Ikke sidemakkeren, ikke telefonen, ikke regningerne derhjemme, ikke at skulle aflive katten dagen efter.
Man var i et lukket tidsrum med det bredt demografiske publikum, der enten stod eller sad eksemplarisk på rækker og havde knolden og det dertilhørende lytteapparat rettet mod scenen.
Og jeg skriver med vilje “lytteapparat” i ental, for det virkede næsten som om, at Robert Smith med følge omdannede publikum til en stor masse, der tilbød bandet og dets musik, hvor man var afrevet fra tid og sted rent fysisk – det tangerede det skræmmende.

Men for at svare på spørgsmålet: JA, bandet kunne så sandelig klare distancen, og de spillede ikke mindre end to en halv time med to gange ekstranumre!
På intet tidspunkt følte man, at kadencen i koncerten faldt, og selvom musikken ikke er den mest udadvendte og sprællende af natur, selvom melodierne er opløftende, mens teksterne tit er det modsatte, så skabte det bare den perfekte stemning for sådan en oktoberfredag.

Vi kom godt rund i diskografien fra omkring gennembruddet i 1989 med Disintegration, tiden før og frem til det nævnte seneste udspil, og det blandede publikum lod til at elske det.

Nogle gange tangerede det lidt ensformighed, og jeg kunne godt have klaret mig uden den sidste halve time rent tidsmæssigt, men jeg er så også ude i et luksusproblem her, for jeg tror nok, at større elskere af bandet end jeg havde den perfekte aften sammen med Smith og band.

 

OVERBLIK OVER ANMELDELSER
The Twilight Sad
The Cure
kuren-var-i-den-gode-stemningAnmeldelse af: The Cure + The Twilight Sad. Royal Arena, Kbh. 14. oktober 2022. Stemningen var virkelig sat perfekt denne råkolde oktoberaften, da man ventede i kø ude foran Royal Arena for at se de skelsættende og musisk betydningsfulde The Cure   Man skal nødigt komme til...