Anmeldelse af: Spirit Possession m.fl. BETA, Kbh. 27. april 2023.

En spontan aften med black metal på BETA, det må simpelthen være et sats, der er noget værd.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

En veninde linkede til eventet på Facebook, og jeg kunne ikke holde mig væk fra den her bandpakke, der lige nu hærger kontinentet under navnet “Possessed Legions Europe Tour 2023”. På trods af at det betød, at jeg nu skulle køre fire koncertdage i streg. Well, this ain’t my first rodeo. Dagen bød på Spirit Possession, Antichrist Siege Machine og Many Blessings.

Det hele lød temmelig old school og badass, så jeg hoppede op på den gamle jernhest og cyklede de få minutter fra min bopæl til spillestedet.

Many Blessings

Første levende billede er Many Blessings af Ethan McCarthy; en musiker, der også har slået sine folder i bands som Vermin Womb og Primitive Man.

Med sit drone/ambient-projekt denne aften har han udgivet et par splitalbums og fem soloudgivelser, hvor det seneste er albummet, True Love, fra i år. En interessant åbner, når man tænker på den rå black metal, der skal ramme os senere. Men derfor kan det absolut stadig fungere.

Det første, der slår mig, er, at setuppet er ret anderledes i forhold til andre af den her slags kunstnere, jeg har set. Alle de mange elektroniske instrumenter er placeret imellem to jern-x’er på en jernplade, der hænger i elastikker. Hele herligheden står ude på gulvet foran scenen.

Ret cool ikke at være så tilbagetrukken i sin optræden, som den her slags musik ellers godt kan lægge op til. Det får en slags byggeplads vibe over sig. Bestemt godkendt.

Musikken er dyster, larmende og bliver her og der krydret med dybe brøl og hvinende skrig. Han får sågar brugt så aparte redskaber som en gammel fastnettelefon og en kæde i sin dommedags seance. Det minder mig om et horrorsoundtrack eller en verden, efter bomben er faldet, og vi alle vandrer rundt i ødemarken.

Med hviskende stemmer og statisk støj i baggrunden viser det her sig at være et dystopisk, men fascinerende bekendtskab. Og så er sættet ret kort, eller sådan føles det i hvert fald.

Den rette dosis larm vil jeg sige, trækker præcist ikke nok ud til, at man keder sig, men det havde den perfekte spilletid, så man var sulten på kun en lille smule mere.

Antichrist Siege Machine

Antichrist Siege Machine er næste band. En duo bestående af RZ og SB, hvis seneste skive er Purifying Blade fra 2021. Som man kan høre på navnet og læse på deres Bandcamp-side er disse musikere ikke fans af Jesus og hans langhårede disciple, men det er en anden slags tilbedere, der er samlet på Amager i aften, så slip blot maskinen løs.

Til at starte med: Hvilket goddamn batteri der sidder bag de trommer. Jeg erindrer simpelthen ikke, hvornår jeg sidst har set et par tønder få så mange brutale og intense tæsk. Hold nu op.

Stilen er war metal, men der er absolut en rød tråd igennem galskaben. Med SB’s dybe skrigende vokal bag de stakkels trommer og de mere primitive hulemandsbrøl fra RZ skaber det en fin variation, selv om SB leverer mest i denne afdeling.

Der har også en god veksling imellem ren smadret fart og nogle enormt groovy guitarstykker, der er svære ikke at nikke til.

SB har så meget energi/vrede, at han til tider sparker vildt ud i luften; cool og underholdende.

Med deres aggressive black metal tager bandet absolut publikum med sig. Og selv om vi jo sjældent mosher til den her under-genre-metal, så er der bestemt gang i nakkerne i salen.

Satme en godkendt oplevelse, særligt fra SB.

Spirit Possession

Headlineren i aften er Spirit Possession fra Portland, Oregon. Bandet består af S. Peacock på guitar og vokal samt A. Spungin på trommer. Gruppen har to udgivelser bag sig: Spirit Possession fra 2020 og Of the Sign… fra i år. Jeg fik lyttet en del til deres seneste album, og det har en fed bestialsk vibe over sig: Rå og upoleret med meget fokus på at inkorporere hurtig guitar. Så spændt stiller jeg mig op foran scenen.

Vi er nu ovre i noget en anden sort stil. En mere speed black metal-version med spor af 90’er second wave black. Det går utrolig stærkt for den sidste duo for i aften. Jeg synes også, at jeg sporer flere små elementer af thrash metal hist og her.

Farten er helt klart i fokus her, og det gør de to medlemmer også virkelig godt. Inde i andet nummer gør en god ven mig opmærksom på, at S. på guitar spiller uden plekter.

Han spiller simpelthen med fingrene og arbejder sig energisk igennem de hurtige riffs. Så har man godt nok set det med. Vokalen er lidt lav til tider, men det bliver der dog rettet op på efter et par numre.

Kort efter koncertens start beder S. om at få slukket lyset, så de to musikere kun er oplyst af hver deres røde lys, imens resten af scenen henlægges i mørke. Et simpelt og effektivt valg.

Som om, de står og spiller i hver deres flamme fra helvede.

Selv om jeg bestemt anerkender det tekniske niveau, Spirit Possession har, så bliver deres del af black metal-genren for ensformig til sidst. Jeg nyder deres hvinende guitar og hurtige trommer, men efter noget tid flyder sangene sammen for mig. Jeg kunne bestemt have ønsket mig, at deres musik havde mere fokus end blot hastighed.

Det har været en rigtig fed kombination af varierende musik i aften, hvor ingen af de fem musikere faldt igennem. En bestialsk pakke ekstrem musik, der holdt et fedt niveau hele vejen igennem. Selv om intet at det 100 % er min kop heavy metal til hverdag.

Jeg ønsker legionerne fortsat god tour med deres musikalske inferno. På gensyn.