Majestætisk, monumental magtdemonstration

Hvis man nogensinde kan tale om et proppet spillested, så skulle man have set Royal Arena denne søndag aften – men der var næppe plads til dig at komme forbi at se det alligevel.
Kunne man have presset et A4-ark ind mellem mængden af det fremmødte publikum denne aften i den royale arena, så ville det have været imponerende, for at beskrive mængden af mennesker som stående sild i en tønde ville have været at sammenligne med at se en enkelt person stå forladt på et stadion. (Corona er åbenbart helt slut?)

Uden opvarmning og syv minutter forsinket gik Queen med den amerikanske sanger Adam Lambert på scenen, og nej-sigerne vil nok klandre dette arrangement for ikke at være i nærheden af at repræsentere Queen. Vi får “kun” den legendarisk guitarist Brian May samt trommeslageren, Roger Taylor, hvor den bassist, der var i bandet i længst tid, John Deacon, og har været med på indspilningerne af alle deres studiealbums, ikke er med i dette foretagende.

Og så en vis forsanger. Freddie Mercury. Behøver jeg sige mere?

Ja-sigerne vil sige, at det her er det tætteste, man kommer på at opleve Queen i nyere tid, og som det også fremgår af navnet på dette omrejsende ensemble, så er det Queen SAMMEN MED Adam Lambert.

Amerikaneren er ikke medlem af bandet, og han sagde da også fra den forlængende scene, at han aldrig kan – eller vil – erstatte Freddie.
Så var man kommet for at høre en Mercury-kopi, så kom man forgæves. Forstå mig ret: Adam Lambert kan synge et vist legemsparti ud af tilhørende beklædningsgenstand, men han forsøgte aldrig at mime eller efterlige den sublime og uerstattelige (Adams ord) Freddie Mercury.
Accepterede man denne præmis, så var det her intet mindre end en fantastisk koncert, hvor det kun var enkelte udfald og skønhedsfejl, der udelader den fra at ramme topkarakteren.

Lad os uddybe: Det første minuspoint går til os, publikummet. Om det var under nummeret “Hammer to Fall” eller “Somebody to Love”, kan jeg ikke erindre, men så fejlede størstedelen af publikum (selvfølgelig ikke undertegnede) i at kunne synge med, når der blev bedt om det.
Den skuffende forbløffelse stod malet hos Adam Lambert, og han kvitterede da også med et: “I må da kunne synge højere end det?” og måtte så selv overtage mikrofonfronten under denne del af sangen, som nok var første gang, han gjorde det under denne turné.

(En ven, der var til koncerten dagen efter, lod mig vide, at Adam havde sagt til dette fremmødte publikum: “I er meget bedre end gårsdagens publikum!” Det kan jeg sagtens forestille mig).

Det andet mindre minuspoint går til bandet.

Roger Taylor havde brug for en ekstra trommeslager, der “selvfølgelig” var gemt væk i skyggen, indtil det tynde øl skulle præsenteres senere under koncerten.
Under en rundgang på trommerne, som man kunne se på storskærm, tabte Taylor trommestikkerne, og hans pondus og tryk på kedlerne manglede desværre tydeligt under det meste af koncerten, så der var bestemt brug for en trommeslager mere.

Når alle de negative ting så er af vejen, så har jeg sjældent – hvis endda nogensinde – oplevet en koncert med så perfekt en lyd fra start til slut!
Sceneshowet var overdådigt uden at være forceret eller for meget af det gode, hvor omdrejningspunktet var en sceneopsætning som et klassiske teater, hvor enkelte publikummer havde fået plads i dette “teater” på scenen (Gad vide, om det var her, man fik plads, hvis man betalte de 2.500,- for de dyreste billetter?).

Men for mig var bandet faktisk bedst, da det blev mere intimt, og Brian May trådte ud på den forlængede scene, hvor trommerne også var markant diminutive i deres antal.
Numre som “Love of My Life” og “’39” gav mig gåsehud på den måde, hvor hårene havde lyst til at hoppe op fra armen. Det er ellers ikke de numre, jeg overgiver mig mest til på anlægget herhjemme, men her spillede det mere end perfekt.

Freddie “kiggede” da også lige forbi et par gange undervejs på en skærm og lavede lidt gak og løjer med os publikum og sang med på enkelte gange. Man havde næsten set det komme, men en mindre tåre tittede da måske lige frem i øjenkrogen i den sammenhæng hos mig.

Selvfølgelig skulle vi da runde af med numre som “We Will Rock You” og “We Are the Champions”, der er så forankret i rockens DNA, at når man er Queen med følge, så SKAL man spille dem, for ellers ville der nok være opstået optøjer i arenaen.

Men det var også lidt forventeligt, men det er ingen kritik, for så er jeg nærmest ude i at klandre Queen for at være et godt band(?), det her var bare ikke mine højdepunkter.

Publikum ramte loftet, når der blev spillet de hits, som de kendte, og ellers forholdt de sig i ro, som var det visheden om, at der ventede en mandag dagen efter.
Queen og Adam Lambert derimod havde tydeligvis lyst til at være på scenen og trakterede os med herligheder fra bandets bagkatalog, selvom de egentlig ikke behøver at være på landevejen længere.

Kald det et tribute show eller et bevis på, at Queen kan endnu – det var fabelagtigt uanset hvad!

Her er flere billeder, skudt af Mathilde Maria Rønshof, fra aftenen af koncerten: