Anmeldelse af: Eric Clapton. Royal Arena, Kbh. 14. juni 2022.
Det blev til en aften i soliens navn, den første aften Eric Clapton med band lagde vejen forbi Royal Arena
Foto: Bastian Reinholdt Madsen
Som fars knejt er jeg vokset op, ja, nærmest flasket op med Eric Clapton. ”Nu skal vi lige høre lidt med min gode ven Eric!” kunne være en standard dagligdagsudtalelse fra den gamle derhjemme, så som du nok kan gætte, er der blevet hørt enormt meget Clapton i det lille hjem. At være vild med guitar, hård rock og metal kommer bestemt ikke fra fremmede, og netop derfor skulle jeg da også være på pletten, når nu Danmark får besøg af den aldrende Mr. Slow Hands. Det kan jo ikke være mange år, vi har ham endnu.
Manden kan stadig spille, og det endda i højere grad, end man måske lige havde regnet med. Der er godt med føling på guitaren og ikke kun Claptons. Den anden guitarist spiller mindst lige så godt måske endda bedre end Clapton selv, og resten af bandet følger trop. Dette band emmer af talenter, og det er sågar tydeligt lige fra starten af koncerten. Det eneste problem, der opstår her til aften, i forhold til bandet og deres evner, er de enorme mængder af soli, der med så højt teknisk niveau åbenbart konstant skal fyres af.
Bevares, samtlige musikanter spiller og synger eminent, men at hver instrumentalist skal have sig en god lang solo i hvert nummer bliver simpelthen for meget af det gode. Der bliver brugt for lang tid på at nulre og for lidt tid på at spille reelle numre. Af og til bliver guitarliret sågar uinspirerende og kedeligt at lytte til. Det er dog heldigvis kun sporadisk, at der går rundhyl i den. I stedet er publikum tvangsindlagt til egoernes kamp og uanset hvad, så vinder Clapton selvfølgelig – han har navnet med sig. Som i en gangsterfilm, hvor mafiabossen konstant vinder i poker, fordi han trods alt er bossen, og ham vinder man ikke over.
De enorme mængder soli går også hurtigt ud over aftenens publikums opmærksomhed. Dette betyder selvfølgelig, at der så begynder at blive sludret og tjekket mobiler, og særligt en ældre kvinde (vil skyde på den anden side af 50 år), der sidder lige foran denne anmelder, formår at tale hele vejen igennem bandets ellers fine opførsel af “Tears In Heaven”. At et dansk publikum nærmest konsekvent skal være så uduelige, vil for evigt stå for mig som en af livets store gåder. Selv efter at være blevet tysset på af andre gæster går der ikke langt tid, før sludrechatollet er i gang igen. Man kan da heller ikke få lov til at nyde en god omgang guitar i fred.
Lyden i arenaen her til aften er instrumentalt set fremragende. Kun sjældent drukner instrumenterne i hinanden, og når der spilles soli, står solisten klart frem i mixet og bliver ikke, som man ellers kunne frygte, gemt bag aftenens stjerne: Clapton. Der bliver naturligvis også varieret imellem det akustiske og det elektriske, og lyden er generelt rigtigt god til begge dele af aftenens sæt. Til gengæld er vokalerne ofte i den lidt lave ende, og særligt de to ellers enormt dygtige korsangerinder bliver desværre ofte gemt lidt langt væk og får ikke altid volumen til at løfte sangene op til de niveau, de ellers tydeligvis evner.
Performance er der sådan ca. absolut intet af her til aften. Clapton bevæger sig ikke meget, hvilket vel egentlig er forståeligt, når man tager i betragtning, at manden er 77 år gammel. Til gengæld taler Clapton heller ikke rigtigt til det fremmødte publikum. Der bliver spillet og så heller ikke mere end det. Lysshowet er ligeledes undervældende, og så ryger meget af pointen lige pludselig ved at tage ind og opleve en koncert og da særligt en som denne, når der absolut intet showmanship er at spore. Clapton mangler slet og ret nærvær og lysten til sit publikum.
Clapton leverer på den musikalske front, men halter bagefter på showfronten. Der bliver brugt lige lovligt meget tid på lir, hvor noget af det forekommer lidt ligegyldigt, og ved enkelte tilfælde er liret slet og ret ikke interessant. Til gengæld er det ret sikkert, at rigtigt mange fra publikum går glade og tilfredse hjem efter en tur i Royal Arena med min fars gode ven Eric.
