Alice Cooper

Mesterens musikalske memoirs

-

”Dr. Rock: Udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie” af Steffen Jungersen, Forlaget TURBINE

Rockjournalisten Steffen Jungersen har samlet sine bedste koncertoplevelser gennem et kvart århundrede i denne bog, som giver et indblik i mandens uendelige kærlighed til især den hårdtslående musik.

Altså, når forordet er lavet af Michael Poulsen, forsanger i Volbeat, og der er hyldester i bogen fra store  navne som Tim Christensen (Dizzy Mizz Lizzy), Steen Jørgensen (Sort Sol), og når selveste den danske trommeslager i Metallica, Lars Ulrich, på forsiden forklarer, hvor stor en betydning Jungersen har haft for Metallica, så kunne man fristes til at sige: Det var da på tide den her bog udkom!

Steffen Jungersen er for de uindviede ”blot” endnu en musikjournalist af den aldrende slags. Han begik sig i BT’s musikalske/kulturelle afdeling fra 1989 til 2013 og driver i dag www.steffenjungersen.dk, men for de indviede er han nok den gudfar, som den danske rockscene hungrede efter,  for, efter mandens eget udsagn, var der ikke nogle andre, der gad at skrive om de tunge drenge som Black Sabbath, Judas Priest og Metallica i vores lille, danske andedam.

Derfor tog Steffen teten op, og i dag bliver han fejret som en levende legende, der har været med til at eksponere den tunge gren af musikgenren for både unge poder til gamle drenge. Derfor er det også kun retfærdigt, at man nu endelig kan læse mandens bedste oplevelser med koncerter i bogform.

Som det bliver husket
Heldigvis er det ikke bare udklip fra BT og andre medier sammensat i en pocketform, vi har med at gøre her. Bogen er spækket med flotte koncertbilleder fra de givne koncerter. Desuden er der alskens lækkert lir med typografier og mindre artwork, som gør, at ikke to sider ligner hinanden: Man får lyst til at læse videre alene kun på det visuelle.

Men ikke nok med det, så udlægger vores kære Steffen Jungersen ekstra anekdoter i form af ”Som jeg husker det…” som en lille appetitvækker inden hver gengivelse af koncerterne i sin oprindelige form. Som nævnt tidligere, giver den slags sgu lidt ekstra til læsningen, så man ikke føler, at man bare kunne have besøgt sit lokale bibliotek og kigget i avis-arkivet.

Jungersen går – heldigvis – heller ikke af vejen for at udlægge sin person i bogen. Han fortæller åbenhjertet, hvordan han var ved at miste livet kort efter én bestemt koncert. Og som han forklarer, hvis livet skulle fortsætte i sin værste tilstand for ham, hvor han ikke kunne nyde sit elskede The Rolling Stones, ja, så var livet sgu ikke værd at fortsætte for ham.

Till Rock Kills Us!
Heldigvis for alle, er han stadig med os og udgyder sin kyndige viden om musikken i sine anmeldelser, der heldigvis aldrig bliver akademisk i sit sprog, ej heller bliver man henlagt til musisk historieundervisning. Nej, det her ER den rene, ærlige kærlighed til musikken fra Jungersens pen.

Så hvorfor ikke en regulær topkarakter, tænker du måske? Det ligger i fokus i bogen. Det er udelukkende de gode koncertoplevelser, der bliver gengivet. Bevares, hvem gider huske dårlige tider? Jo tak, men den slags ville bare også kunne vise, hvordan Jungersen også besidder den vrede pen, når han drejer fra de positive superlativer over i gedigen skældud. Lidt mere nuanceret, om man vil.

Åh jo, og så den sidste ting med, at med sådan et gigantisk repertoire af alskens koncerter i ind- og udland gennem en farlig masse år, som Jungersen har, er det ærgerligt, at vi med de få udvalgte skal finde gengangere med blandt andre Black Sabbath og AC/DC. Heldigvis forfalder mesteren da også til at give sit besyv med til koncerter, man ellers ikke ville forventer Jungersen at give sig ud i.

Men læn dig ellers tilbage og nyd Jungersens skarpe pen, som mange af os har elsket ham for gennem tiden – og stadig gør.

”Dr. Rock: Udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie” er udgivet på forlaget Turbine og kan købes samme sted.

ANTAL STJERNER

Dr. Rock: Udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

”Dr. Rock: Udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie” af Steffen Jungersen, Forlaget TURBINE Rockjournalisten Steffen Jungersen har samlet sine bedste koncertoplevelser gennem et kvart århundrede i denne bog, som giver et indblik i mandens uendelige kærlighed til især den hårdtslående musik. Altså, når forordet er lavet...Mesterens musikalske memoirs